Kommentar

Terrorangrebet i Berlin var uendelig langt fra at komme som lyn fra en klar himmel. Signalerne var simpelthen alt for mange – konkrete og generelle, både i nær og ikke helt så nær fortid. Der var noget i luften, og de tyske sikkerhedsmyndigheders beredskab var højt, uden at det kunne forhindre massakren.

I Ludwigshafen havde en tolvårig kort tid i forinden gjort et mislykket forsøg på at sprænge en bombe i på et julemarked. Amerikanske myndigheder har advaret turister i Europa mod store menneskemængder i forbindelse med helligdage. Personer som opererer undercover i tyske modtagecentre, advarer mod målbevidst radikalisering af asylsøgere. For bare få dage siden sagde chefen for sikkerhedstjenesten Verfassungsschutz, Hans-Georg Maaßen, til Frankfurter Allgemeine , at hjemvendte Syrien-terrorister, som tyskerne har flere hundrede af, er en “tikkende bombe”. Nogle terrorceller er allerede blevet afsløret. Hvor mange operer fortsat? Hvor mange flere dannes efterhånden som IS nedkæmpes i Syrien og Irak? Sikkerhedstjeneste havde selv en utro tjener. Hvor mange andre findes i sikkerhedsrelevante tyske etater?

Man behøver ellers ikke at have rejst nogen steder for at lave site eget private Syrien helst i Europa. IS har således for kun en måned siden i sit propagandaorgan, Rumiyah, anbefalet sine tilhængere at iværksætte “terrortaktikker” – et guderne ved hvilket ekko af forlængst bekendtgjorte opfordringer fra højeste terrorhold i Mellemøsten: Brug et hvilket som helst våben, gerne kombinationer af våben. Angrib gerne på helligdage.

ANNONSE

2015 og 2016 er forløbet på et konstant bagtæppe af terror, både i Europa og i nærområderne, stærkt farvet af den skæbnesvangre kombination af demografi og ideologi.

Sidste år både begyndte og sluttede med blodbad i Paris, mens indeværende år, foruden en serie hændelser i mindre skala (om end spektakulære i deres grusomhed, som nedslagtingen af den franske præst Jacques Hamel), har været præget av terrorangrebene på lufthavnen i Bruxelles og på strandpromenaden i Nice. Dødskørslen med lastbilen i Berlin, ser ud til at være en kopi af fremgangsmåden på Bastilledagen den 14. juli, og siges nu at være gennemført af en 24-årig afvist asylsøger fra Tunesien, som længe har været i politiets søgelys for salg af stoffer og værsthusslagsmål. Men der har været advarsler om, at vejen er kort fra kriminalitet til terror. Og den mistænkte har også udvist adfærd, der indikerer radikalisering ved at foretage indkøb, der kunne tyde på planlægning af et terrorangreb.

Man behøver ikke høre et “Allahu akbar!” gjalde i gaderne for at få brikkerne til at falde på plads.

Elementerne, der lægger op til terror – som nærværet af brændbare substanser, ilt og høj varme lægger op til ild – vokser i antal mellem hvert angreb. Risikoen vil være hos os i overskuelig fremtid. Vi lever oven på en vulkan.

I mellemtiden tager man sine forholdsregler. En lastbil som kan kapres, er et potentielt masseødelæggelsesvåben. Vel, så kan man låse døren, lade være at komme sårede til undsætning af frygt for fælder etc. Tilliden og åbenheden forsvinder. Men terroristerne finder altid nye løsninger, selv israelske efterretninger lader sig fra tid til anden overliste. Og europæerne er lysår fra det mentale beredskab. Både tog, indkøbscentre og koncertsale er fortsat oplagte terrormål.

 

I hvilken atmosfære vil et tysk julemarked blive arrangeret herefter? I takt med, at europæiske storbyer suges ind i det udvidede Mellemøsten, bliver alt, hvad der kan forbindes med kristen kultur mere og mere udsat, som om den befandt sig i Mellemøstens kerneområder. “Sidste jul i Kairo” hedder en bog av Lars Akerhaug som Hege Storhaug med rette kalder smertelig aktuel.

Spørsmålet trænger sig på: Hvornår får vi den sidste jul i Berlin? Hvem magter at kæmpe for bevarelsen af Europas kristne traditioner? Næppe dem, der fører ideologisk krig mod julen på det som endnu er en slags hjemmebane, måske mens de arbejder politisk for at endnu flere af julens blodige fjender skal få en fremtid i Europa – på økonomisk, social og sikkerhedsmæssig bekostning af europæerne.

Ved at masseimportere mennesker fra voldelige, konfliktfyldte og økonomisk tilbagestående lande uden for Europa, får vi volden, konflikterne og de økonomiske problemer med i købet. Hvor mange dødelige lærerpenge skal der egentlig betales for at indse det indlysende og drage de nødvendige konsekvenser? Europæerne er begyndt at åbne for såkaldte medlidenhedsdrab på gamle og syge, men spørgsmålet diskuteres i det mindste. Det ubarmhjertige drab på fremtiden sker med stiltiende samtykke.

ANNONSE


  • KnudMadsen

    Så længe ca 80% af befolkningen vil have flere blodtørstige muhamedanere og vilde negre ind i landet, er det mest sandsynligt, at vi bliver tvunget til at opgive Julen.

    • M.S.Carstens

      Knud Madsen,
      jeg tror ikke at det er 80% af befolkningen (i altfald i Danmark) der ønsker det, men problemet er nok, i både Tyskland, Danmark og resten af EU, at både løgnepressen og politikerne er til fals for den EUske islamiseringsplan og at menig borger forlader sig på deres “viden”

Mest lest