En ophedet debat er opstået mellem svenske og norske kriminologer efter at den norske forfatter og debattør Karl Erik Kval i en artikel i Dagbladet trak en lige linje fra den massive indvandring til Sverige og landets kriminalitetstal, der er steget eksplosivt. Alene antallet af drab begået i Sverige er steget med 80% på bare to år. I september måned blev der begået 15 drab, 44 drabsforsøg og 58 tilfælde af grov vold.

Karl Erik Kval påpegede, at den massive indvandring fra lande, hvor vold er langt mere udbredt i kombination med en elendig integration som følge af, at Sverige har taget imod langt flere migranter, end det reelt har været muligt at optage. En ganske nøgtern og selvindlysende analyse, men ikke for den svenske professor i kriminologi, Jerzy Sarnecki, der – også til Dagbladet – siger, at Kvals analyse er “95% nonsens”

Det svenske politis drabstal indeholder således også “formodede drab” , hvorfor de voldsomme tal altså skal tages “med en stor klump salt”.

Jerzy Sarnecki har forsket i drab siden 1970´rne. Han siger tværtimod, at antallet af drab i Sverige steg fra 1975-1990, for så at være faldet igen. Faktisk har Sverige ifølge Sarnecki siden 1990 oplevet en “betydelig nedgang” i antal tilfælde af vold med dødelig udgang pr. 100.000 indbyggere.

Selvom han ikke bestrider drabstallene for 2015 og 2016, så mener Sarnecki ikke, at de kan bruges til at tale om en øget tendens.

“Som samfundsforsker må man have det lange perspektiv for øje” siger Sarnecki, “Det er kun idioter, der lægger et til to års tal til grund for en konklusion”

Med over 50 no-go zoner i Sverige, og et politi, der har hjelme og skudsikker vest som standardudstyr, når de skal bevæge sig ind i ghetto-områderne, og med en masseflugt fra politiet, der selv siger, at de har mistet kontrollen – er det skræmmende, at en professor i kriminologi kan benægte de fakta, der bliver lagt foran ham.

Det giver sære mindelser til Komiske Ali, der med amerikanske tanks rullende i baggrunden hårdnakket hævdede, at Irak havde vundet krigen stort.

Alle de svenskere, der dagligt må leve med utrygheden og et samfund, der i hastig takt er ved at bryde sammen for øjnene af dem, må føle sig grundlæggende svigtet af en elite, der har mere travlt med at pudse deres politisk korrekte glorie, end at sikre det svenske samfunds overlevelse.