Kommentar



Den svenske anklagers beslutning om at løslade de 5 asylsøgere, der angiveligt gruppevoldtog en 33-årig kvinde i kørestol for et par uger siden i Visby på Gotland, er  ved at blive den prisme der reflekterer både det truende kollaps af Sverige som retsstat og samtidig det enorme gab mellem medierne og det officielle Sverige på den ene side – og store dele af befolkningen på den anden.

I denne weekend har Gotlands politi fået forstærkning af et ukendt antal betjente fra Stockholm. Det sker angiveligt som følge af trusler mod Mats Wihlborg, den anklager, der løslod de fem asysløgere. Disse “trusler” er imidlertid ikke udmøntet i noget mere konkret, end at der muligvis har været to mænd uden for Mats Wihlborgs hjem. Hvad de lavede og hvorfor de var der er endnu uklart -. muligvis ingenting.

I det hele taget er der ikke optræk til ballade på Gotland – heller ikke i forbindelse med weekendens to demonstrationer – den ene arrangeret af Sverigedemokraterne den anden af svenske feminister. Ikke desto mindre er et ukendt antal politifolk udkommanderet til Gotland af en politistyrke, der i forvejen er i knæ som følge af den eksplosive stigning i kriminaliteten i Sverige.
Det svenske politis pressetalsmand Carina Skagerlind har desuden udtalt sig i meget vage vendinger om “trusler” mod søndagens demonstration i Visby mod “racisme og sexisme” arrangeret af bl.a. Feministisk Initiativ, men meget tyder på, at “truslerne” mest af alt er harmfulde udbrud fra frustrerede borgere. Således også det (eneste) konkrete eksempel Aftonbladet  kunne bringe – et opkald til domprovsten på Gotland, der skal tale ved demonstrationen:

“Det var en kväll vid tiotiden då en man ringde och sa att jag skulle passa mig noga. Det var med anledning av att jag ska delta i aktionen. Han kunde inte förstå hur jag kunde tycka att det var okej med en gruppvåldtäkt på en rullstolsburen kvinna. Det är många som har tolkat det så, säger han till TT.”

ANNONSE
De mange ekstra politiressourcer til Gotland skal nok snarere ses som et udtryk for panik og rådvildhed hos de svenske myndigheder, der efter gruppevoldtægten i Visby står med en lokalbefolkning, der i kraft af deres relative afsondrethed fra fastlandet har været forskånet for den sociale uro og stigende kriminalitet, der er fulgt i kølvandet på resten af Sveriges pivåbne grænser.
Men øboernes vedholdende kritik af myndighedernes håndtering af voldtægtssagen og deres uvillighed til at holde mund og rette ind, er uvant og uvelkomment for både myndighederne og ikke mindst den politisk superkorrekte presse.
Protester over indvandreres kriminalitet er traditionelt blevet afskrevet som kommende fra nynazister og racister – men her står store dele af indbyggerne på Gotland og kræver retfærdighed. Indtil videre reagerer medierne dog ved at fremstille protesterne som højreekstremisme, der enten kommer ude fra i form af nynazistiske ballademagere – eller fra højreekstreme enkeltpersoner på øen.
Således også Camilla Sandelius, en 26-årig kvinde fra Gotland som har stillet sig i front for en borgergruppe, der organiserer demonstrationer og som tilbyder at følge kvinder hjem fra byen om aftenen, er blevet udskreget som racist og fascist af medierne. Den lokale avis Hela Gotland bragte et billede af demonstrerende nynazister som illustration til en artikel om hende og protesterne på Gotland. Et billede, der senere blev fjernet med en fesen undskyldning – men teksten forblev uændret.
Det virker helt besynderligt at det svenske politi sender ekstra ressourcer til Gotland, der ikke har oplevet voldelige episoder siden gruppevoldtægten – og som iøvrigt er en usædvanlig fredlige enklave i det ellers så voldsprægede Sverige. Man skulle mene, at deres indsats var mere påkrævet andre steder – og at en oprørt borges vrede udladning til den stedlige præst nok kunne ordnes af den lokale betjent.
Men netop derfor tyder meget på, at det underliggende problem er langt mere fundamentalt, og at gruppevoldtægten på Gotland og myndighedernes håndtering af den kan blive den gnist, der antænder et bål, der har ulmet i årevis.
http://www.aftonbladet.se/senastenytt/ttnyheter/inrikes/article23723118.ab

 

ANNONSE


  • Aage Snurrepind

    Det Sverige son jeg elskede er gået i opløsning.
    Landet regeres af en samling naive mindrebegavede ignoranter som kalder sig “politikere”
    Nu kan jo enhver kalde sig politiker idet det ikke kræver nogen form for uddannelse, ingen erfaring det være sig erhvervs eller menneskelig erfaring, og når man ser på dagens “såkaldte” politikere heller ikke nogen høj intellekt.
    Gud bevare Sverige, for politikerne gør det ikke.

  • Jens Peter Kronborg Aadum

    http://www.b.dk/kommentarer/racisme-kortet-er-den-nye-tabermarkoer?SNSubscribed=true Åh, hendes holdninger er bare sååå forfærdelige…«

    Det sagde en perifer bekendt, lad os kalde hende K, da jeg forleden stødte ind i hende. Hun henviste til en kvinde, jeg er heldig at kende, som er ærkeborgerlig og har været indvandringskritisk i årtier efterhånden. Hende kan vi kalde L.

    Eva Selsing: Pinds pinlige korstog mod de borgerlige
    Forskellen på de to er, at K intet ved om politik, mens L har interesseret sig for samfund, økonomi og indvandring det meste af sit voksne liv. Det tænkte jeg på, mens jeg granskede Ks ansigt for at se, om jeg kunne spore noget, der mindede om skam i det. Ignorantens moralske fordømmelse er jo en pinlig affære.

    Men nej. Der var til gengæld et skær af selvtilfredshed. Som om hun nu, efter at have kælvet denne enkle udgydelse ind i verden, havde sagt noget utrolig tjekket. Jeg kiggede tomt på hende, og havde lyst til at spørge, hvad hun mon baserede sin dom over L på. Hvilket enormt korpus af viden om indvandring, kriminalitet, vold og integration lå dog til grund?

    Grader af moralsk fordømmelse

    Historien er hverken unik eller oprørende, men symptomatisk for den ucharmerende blanding af identitet, uvidenhed og blind moralsk fordømmelse, der udgår fra højrefløjens automathadere.

    Jovist, der er grader. I den ene ende af spektret – der befinder K sig formentlig – er der ikke tale om ideologisk modstand. Jeg tror ikke engang, hun er klar over, hvad en ideologi er. Der er bare et flux af indtryk og en overordnet idé om, at »man« skal synes, at højrefløjen er frygtelig, for ellers er »man« en slags ekstremist. Og er der noget, K frygter, så er det at være uden for hovedsporet. Denne afstandtagen bunder ikke dybt, den udgår primært fra et ønske om at hæve sig op i det sociale hierarki ved at mime det, vedkommende tænker er den kulturelle overklasses holdninger.

    Indvandrere fra de østeuropæiske lande og mindre udviklede lande tager især job i rengøringsbranchen i Danmark.

    I den anden ende af spektret har vi det ideologiske segment. Det er ofte lidt bedre uddannet, og endnu oftere tilhørende den kulturklasse, K og kompagni ser op til. Akademiker, kunstner, millenniumjournalist, eller måske humanistisk PR-type.

    Også her handler det (kun) om identitet, men med prætentionen om en politisk bevidsthed som bagtæppe. Her har vi også et »man«, og den psykosociale arkitektur er den samme som ovenfor: Mishagsytringerne er rituelle talehandlinger, der skal cementere tilhørsforhold til den subkulturelle sekt, man henter sin identitet i. Konformitet, ureflekteret normfølge, uegentlighed.

    Sinkeagtige floskler

    Modstanden mod de blå er forståelig: Man har en masse følelser, men hverken viden eller deduktive evner til at overbevise modparten om, at man har ret.

    Når disse følelser tilmed er en del af ens dyrebare selvopfattelse, er det en kamp om liv og død at holde den fri for skrammer. Spørger man således til voldtægter begået af indvandrere, til terrorens ophav, til parallelsamfund og tab af frihed, får man sinkeagtige floskler og racismeanklager som svar.

    Desværre går de en fattig tid i møde, identitetsmæssigt. For allerede i dag kan de bedre begavede og mere raffinerede elementer i kulturklassen godt se, at det ukontrollerede DF-had får én til at se vulgær ud. Brugen af ordet »racister« om almindelige mennesker, der er bekymrede over indvandringen, er så småt ved at blive en tabermarkør. Det afslører afsenderen som for doven til at finde på et argument og for dum til at søge større indsigt i emnet. Racismekortet er den laveste fællesnævner for de uoplyste.

    Eva Agnete Selsing er filosof.

Mest lest

Sorry. No data so far.