Kommentar



zuckerberg.berlin
Billede: Marc Zuckerberg på løbetur i Berlin 26. februar i år. Zuckerberg var på besøg for at imødekomme Angela Merkels ønske om, at Facebook bliver en aktiv partner i censur af fremmedfrygt og “hatespeech” på nettet. Facebook gik i december med til at iværksætte en sådan censur.  Facebook agreed in December to abide by German laws on hate speech on their sites in Germany, responding to complaints by the government that they are too slow to take down xenophobic abuse posted online. Videoklippet hvor Merkel beder Zuckerberg “gøre noget” vakte stor opmærksomhed. En vestlig regeringsleder anmoder et globalt firma om aktivt at censurere egne borgere. Siden har Google, Youtube, Microsoft, og Apple accepteret at håndhæve samme censur. Det er nøgenhedsreglerne oversat til politisk korrekthed. Visse ting må ikke siges. Men det gælder ikke islamistisk hatespeech. Den opgave påtager tech-gigantene sig ikke. Ironisk nok blev Zuckerberg og cefen for Twitter truet af IS lige før Berlin-besøget. Derfor de mange livvagter omkring Zuckerberg (Dailymail.co.uk):

A new 25-minute video titled Flames Of The Supporters, found by Vocativ on Wednesday, features pictures of both entrepreneurs covered in bullet holes.

In it, the militants claim they control more than 10,000 Facebook accounts, 150 Facebook groups and 5,000 Twitter profiles – and warn they will retaliate to any attempt to drive them off the sites.

Text flashes up on the screen, which reads: ‘To Mark and Jack, founders of Twitter and Facebook and to their Crusader government.

‘You announce daily that you suspend many of our accounts.

‘And to you we say: Is that all you can do? You are not in our league.’.

It continues with shots of their militants on Facebook and Twitter, hacking accounts and changing their profile pictures to ISIS propaganda.

‘If you close one account we will take 10 in return and soon your names will be erased after we delete your sites, Allah willing, and will know that we say is true,’ it warns in subtitles.


espen.egil.hansen

Aftenpostens forside er i dag udformet som et brev til Facebook-chefen Marc Zuckerberg fra chefredaktør Espen Egil Hansen. Baggrunnen er utallige eksempler på Facebooks meningsløse censur, senest af det ikoniske foto af napalm-pigen, som blev slettet pga at pigen var nøgen. Billeder af afklædte  jødiske kvinder ved kanten af en massegrav, vil også falde ind under en den nye definition på stødende nøgenhed. Marc Zuckerberg er selv jøde.

Jeg havde forventet, at Hansen ville have gået “through the motions”; konstateret at Facebook har tilranet sig en redaktørrolle som det udøver uden at stå til ansvar. At dets firkantede definition af nøgenhed er så infantil, at det grænser til revitionisme, dvs omskrivning av historien, når det bliver sat i system.

ANNONSE

Hansen går endnu længere, og det er her, det begynder at blive interessant. Hansen optræder som journalist. Han vover at gribe fat i de ømtålelige temaer i vores tid: forholdet mellem vestlig ytringsfrihed og den censur som findes i mange andre systemer, fra Rusland og Kina til den islamske verden.

Han bruger karikaturtegningerne i Jyllands-Posten som eksempel. Dem har norsk presse ganske vist en noget lunken og undvigende holdning til. Men nu viser Hansen, at han har forstået rækkevidden af en globaliseret verden, når det gælder ytringsfrihed.

Hvis det forholder sig sådan, at ytringsfrihedens rammer afgøres af mindste fællesnævner, dvs. hvad alle kan acceptere, vil ytringsfriheden få trange kår. Det er også hvad Flemming Rose er optaget af. En multikulturel verden bygget på “hensyn” vil blive en meningsfattig verden.

Kontekst

En offentlighed som defineres uden hensyn til kontekst, åbner for at det er de mest intolerante som kommer til at lave reglerne, skriver Hansen. Han sætter fingeren på et ømt punkt: Skal islamistene i Pakistan bestemme ytringsfriheden i Danmark eller Norge? Noget er i hvert fald gået op for Hansen. Når “norske” imamer demonstrerer udenfor den pakistanske ambassade på Frogner i Oslo, i protest mod henrettelsen af Qadeer, der dræbte den mand, han var sat til at passe på, guvernøren i Punjab, Salman Taseer, fordi han vovede at kritisere blasfemilovene, er “problemet” flyttet til Norge. Ethvert selvstændigt tænkende menneske, og særligt pressefolk, forstår at denne støtte samtidig er en trussel mod dem, der har samme holdninger som guvernøren Taseer. De kan ende som ham. Måske  var det derfor Hansen under en vejledning med PST spurgte, hvordan man som arbejdsgiver kan sikkerhedsgodkende personale som vaskerimedarbejder og kantinepersonale. Den dagen Aftenposten trykker noget som fornærmer de salafistiske miljøer, kan det være Hansen får behov for at vide, hvem har i sit brød. Tanken må have strejfet ham.

Men Hansen bør reflektere lidt over avisens egen politik. Den har selv givet spalteplads til eksperter som Kari Vogt, der har argumenteret for, at i en global verden må man tage hensyn til, at det som publiceres i Viby udenfor Århus, på få sekunder kan opfanges i Peshawar eller Islamabad. Ergo må redaktørplakaten omdefineres. Vi må vise hensyn. Det er ikke bare Vogt som har ment og mener dette. Per Fugelli mener det samme og får lov til at udbasunere sin særlige form for næstekærlighed, uden at Dagbladet stiller kritiske spørgsmål.

I Danmark kalder man den slags mennesker for  “de anstændige”, og deres krav om den gode tone har længe sat standarden. Men deres antal er i aftagende. Det er de også i Norge, selvom det endnu ikke helt er gået op for pressen

Hansen viser at han er pressemand, når han skriver.

Det seneste årti har vist hvor meget uforudsigeligt og destruktivt, der kan ske, når publicering ikke tager  hensyn til konteksten.

Striden omkring Muhammed-karikaturene som opstod i efteråret 2005 og stadig er årsag til debat, fik uanede konsekvenser netop fordi der blev set bort fra konteksten og den oprindelige begrundelse for at trykke dem.

Tegningerne blev sat ind i helt nye sammenhænge, censureret og udskammet ud fra påståede universelle religiøse regler. Resultatet blev store demonstrationer, vold og drab – og en fortsat potent trussel mod ytringsfriheden. Flere aktører må leve med politibeskyttelse den dag i dag.

Facebook ble ikke globalt før den værste strid var ovre. Din tilgang, Mark, ville sikkert have været at forbyde publicering af tegningerne av Muhammed? I så fald ville Facebook på mest salonfähige vis have stillet sig på de mest reaktionære religiøses side – imod ytringsfriheden. Og ville have sat sig over den enkelte redaktørs frie skøn. Vi som stod midt i det, måtte veje for og imod dag for dag – og træffe beslutninger ud fra den virkelighed, vi befandt os i. Den var og er anderledes i Oslo end i Karachi.

Striden om tegningerne viser, hvor umulig og ulogisk det er at leve med universelle publiceringsregler i en tid, som er multireligiøs, multikulturel og multi-det-meste. Alt, hvad man gør varierer og er stærkt afhængig af geografiske, politiske, sociale og økonomiske faktorer.

Hvorfor denne gradbøjning af friheden?

Hansen reagerer på Facebooks regler, som lægger censuren i hænderne på de mest reaktionære og ekstreme religiøse kræfter. Lad os tilføje: Også autoritære regimer som Putins. Rusland gik imod karrikaturtegningerne. Disse stater har ikke ytringsfrihed og det koster dem ikke meget at sælge indrømmelser til landets muslimer for at vinde goodwill. Ytringsfrihed er der kun så længe det passer regimet, dvs den er illusorisk.

Hansen ser problemet, og har et forslag: Geografisk diversificering. Det som publiceres på Facebook i Danmark eller Norge skal underlægges vores samfunds værdier og normer, ikke Pakistans. Det er ikke dumt tænkt.

Det mindste Facebook bør gøre for a være mere i pagt med sin tid, er at indføre geografisk differentierede retningslinjer og publiceringsregler. Desuden bør Facebook skelne mellem redaktioner og andre brugere af Facebook. Redaktioner kan ikke leve med dig, Mark, som overredaktør.

Hansen indrømmer at dette bare vil afbøde problemerne, ikke løse dem. Han tænker måske på, at Vesten har fået store grupper af minoriteter, og at muslimer i Vesten har tæt kontakt med den islamske verden og reagerer i solidaritet med den/dem? Eller vover han at se, at den politiske korrekthed også rummer stærke træk af censur, hvor ikke bare visse ord og udtryk, men hele synspunkter, standpunkter og virkelighedsopfattelser, er tabu? Til sammen bliver dette en dødelig cocktail for ytringsfriheden.

Et eksempel er CNN, som to dage i træk hængte Charlie Hebdo ud for at have lavet en karikaturtegning af jordskælvsofrene i Italien. På tegningnen lå ofrene mellem bygningsresterne som i en lasagne og det var teksten i tegningen. Charlie Hebdo har en speciel form for humor, men CNN tog det gravalvorligt og reporteren Ben Wedeman fremstillede det som et groft overgreb og en skænding a de døde og deres efterladte. Den næste dag lavede man et interview med den italienske udenrigsminister, som de bad om at kommentere tegningen. Han svarede, at den var så vulgær og simpel, at han ikke ville kommentere den.

charlie.hebdo.italia

CNN gjorde ikke noget forsøg på at fortælle, hvilken slags satire Charlie Hebdo står for. Det er ikke kriminelt at være smagløs. Satire vil ind imellem falde igennem, og ind imellem skyldes det læseren selv, dvs. the eye of the beholder.

Karakteristisk for politisk korrekthed er, at man ikke bryder sig om kontekst. Man er ude efter at finde “tilfælder” og “eksempler”, omtrent som udtrykket – “den som går rundt med en hammer tror alt er søm”.

I dette tilfælde var sømmet en redaktion, som 7. januar 2015 blev angrebet af to jihadister som slagtede redaktionen pga Muhammed-karikaturer. Dette oplyser CNN ikke noget om De fortæller ikke om deres egen kontekst som er spørgsmålet: hvorfor ønsker en mægtig nyhedsredaktion at svække et satireblads omdømme som er blevet symbolet på ytringsfrihed i Vesten? For der er ingen tvivl om, at det er konsekvensen af de to indslag. Charlie Hebdo fremstår som totalt uansvarlige, og det kan kun lede til spørgsmålet: Måske nedkaldte de katastrofen over sig selv?

Det vil frikende muslimer for deres fjendtlige forhold til alt som bare lugter lidt af satire og karikatur af deres religion. CNNs journalistik bliver dermed en udstrakt hånd, et eksempel på dialog. Men prisen for det er dræbte journalister og ytringsfriheden.

Denne åbne, men samtidig stille krig om og mod ytringsfriheden udspiller sig hver eneste dag. Så længe medierne ikke tør tage kampen op, vil de ikke vinde krigen for åbenhed.

Idealisten Hansen

Chefredaktør Hansen bliver idealist når han skriver at han tror Zuckerberg vil mere end at tjene penge.

Hvis Facebook har andre mål end kun at være størst mulig og tjene mest muligt – og det er jeg stadig overbevist om at du har, Mark

Han læser det ikoniske napalmbillede som et symbol på den åbenhed og vilje til kritik som gjorde endte Vietnam-krigen. Den kritiske journalistik blev mønsterdannende for vor tid, mener Hansen. Et stykke af vejen har han ret. Men som han selv siger: Facebooks åbenhed er en overfladisk åbenhed. Det er deling af oplevelser, kattebilleder og spædbørn.

Hansen tror, at Zuckerberg vil  “mere”, at der findes vilje til ægte åbenhed, som tør reflektere “problemerne”.

Her er det idealisten som overskygger journalisten. Hansen sidder som chef for en avis i en koncern, der vælger at satse på Schibsted som teknologi-selskab fremfor mediebedrift. Derfor forsvind overskuddene fra avisen med nådesløse nedskæringertil følge, der tapper avisen – ikke mindst for motivation.

Ledelsen i Schibsted-koncernen tænker fuldstændig som Marc Zuckerberg. They are in it for the money, for succes. Succes er kriteriet. Deraf kommer så alt det andet:magt, dominans og penge. Sådan er the rules of the game. Det er de samme parametre som gælder over hele verden, og i denne er værdier som ytringsfrihed bare en værdi af mange.

Som PSTs Inger Haugland (nu ansat ved statsministerens kontor) – sagde under orienteringsmødet om sikkerhed for medierne: – De må bestemme Dem for, hvor højt De vurderer ytringsfriheden i et operationelt billede.

Det var ingen redaktør som sagde: What! Det er sådan “man” tænker, hvad enten det er PST eller en stor virksomhed. Man vurderer ytringsfriheden operationelt. Hvorfor ikke også sandheden? Det ligger indbygget i denne tænkning, at sandhed ernoget vilkårlig, noget som er underlagt et bestemt sæt af hensyn. Man tænker som en virksomhed.

Dette er en ny virkelighed som er vokset frem med globaliseringen.

Det er tungt at erkende, og den leder, som vover at tænke højt om kravene og valgene får det ikke nemt.

Tak til Espen Egil Hansen fordi han forsøgte.

 

 

 

http://www.aftenposten.no/meninger/kommentar/Kjare-Mark-Jeg-skriver-for-a-fortelle-at-jeg-ikke-vil-etterkomme-kravet-om-a-fjerne-dette-bildet-604142b.html

ANNONSE