Gæsteskribent



En artikel, der blev offentliggjort i Al-Quds Al-Arabi den 20. april 2016, spurgte, hvorfor den jordanske premierminister, Abdallah Ensour, havde fyret Salame Hamad fra posten som indenrigsminister, selvom Hamad havde genoprettet den interne sikkerhed i landet og fået jordanerne til at føle, at de boede i et land med lov og orden.[1]

Grunden viste sig at være, at han ikke havde været tilstrækkelig fast i sin håndtering af det Muslimske Broderskab. Selvom han havde lukket nogle af bevægelsens kontorer og havde indført kraftige begrænsninger i antallet af gazanere, som kan besøge Jordan, havde han tilsyneladende ikke optrådt tilstrækkelig bestemt og havde endda to gange på sit eget kontor afholdt møder med bevægelsens ledere.

Et af tegnene på denne svaghed i omgangen med islamisterne var Jordans seneste og overraskende kovending vedrørende en aftale, der var institueret af den jordanske Wakf (religiøst styrelseskontor) og forhandlet på plads af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry. Ifølge aftalen skulle der installeres videokameraer ved Al-Aqsa moskeen i Jerusalem. Optagelserne skulle videresendes i realtid til både israelske og jordanske myndigheder. Sådan en ordning ville forbedre sikkerheden i og ved Al-Aqsa, samt udstille og forebygge fjendtlige aktiviteter fra det Muslimske Broderskab, Hamas, den Nordlige Gren af Islamisk Bevægelse i Israel og den radikale islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir.

ANNONSE

I virkeligheden er det lykkedes det Muslimske Broderskab og Hamas at rage uklar med både Egypten, det Palæstinensiske Selvstyre og Jordan. Efter at jordanske islamister i årevis har optrådt loyalt over for det hashemitiske kongehus, som nedstammer fra profeten Muhammed (s.a.a.w.), er både Hamas og det Muslimske Broderskab i de senere år gerådet i konflikt med den jordanske regering.

Tegn på konflikten blev hurtigt synlige i form af trusler, som blev klistret op ved Al-Aqsa moskeen. De advarede imod opsættelsen af kameraer. Truslerne var tydelige: “Kameraerne vil blive smadret, og de, der hænger dem op, vil få hænderne hugget af.”

Det er selve eksistensen af den jordanske Wakf, som afholder det Palæstinensiske Selvstyre – og undergravende elementer fra det Muslimske Broderskab, Islamisk Bevægelse, Hamas og Hizb ut-Tahrir — fra at gøre Al-Aqsa moskeen til et omdrejningspunkt for en religiøs krig mellem islam og jødedommen på falske påstande om, at jøderne og Israels regering formodes at have planer om at ødelægge moskeen.

Sandheden er, at kameraerne endegyldigt ville bevise, én gang for alle, hvem de egentlige provokatører er, der udsætter moskeen for fare. Kameraerne ville udstille det Palæstinensiske Selvstyres hykleri, når det foregiver at bekymre sig om Al-Aqsa, mens det i virkeligheden blot ønsker at forhindre jøders adgang til Tempelbjerget.

Det er lige præcis grunden til, at Selvstyret, Hamas, Islamisk Bevægelse og Hizb ut-Tahrir alle opponerer så kraftigt imod projektet.

Desværre opgav jordanerne det siden hen. Samarbejdet mellem Israel og Jordan havde skubbet de ekstremistiske islamiske grupper ud på sidelinjen, styrket synligheden af israelsk suverænitet i Jerusalem og, allervigtigst, havde fastslået Jordans rolle i det religiøse opsyn med Al-Aqsa.

Selvom, som nogen hævder, projektet om at installere kameraer oprindelig skulle være motiveret af Israels ønske om at sikre moskeen for sin egen sikkerheds skyld, polere sit image over for omverdenen og demonstrere sin suverænitet, så ønskede Israel tydeligvis også at opretholde roen og neutralisere agitatorerne, som oppisker til vold og høster politisk kapital af optøjerne på stedet.

Palæstinensiske arabiske unge mænd med masker inde i Al-Aqsa moskeen (nogle iført sko) i færd med at ophobe sten, som skal kastes mod de jøder, der besøger Tempelbjerget, 27. september 2015.

Muligheden for at overvåge aktiviteter inde i og rundt om moskeen kunne også have forhindret, at europæiske regeringer som Frankrig og EU, der blander sig i andre landes forretninger, skruede op for spændingerne vedrørende Tempelbjerget med det formål at fremme deres egen tvivlsomme, politiske dagsorden, der går ud på at bestikke terroristerne. De håber, at de ved at angribe Israel kan formilde araberne.

Selvom vi ikke ligefrem er begejstrede for betegnelsen “Tempelbjerget,” som refererer til jødernes Andet Tempel, der blev ødelagt af romerne i år 90 f.v.t., og på hvis ruiner Al Aqsa moskeen blev opført, så er brugen af dette navn ikke desto mindre veldokumenteret i islamisk historiografi. Kaliffen Umar ibn Khattab erobrede Jerusalem i år 638 og afdækkede templets indre helligdom, det jødiske Allerhelligste, som romerne havde begravet i affald. Han fik hjælp af Qa’ab al-Akhbar, en rabbiner der var konverteret til islam. Området blev kaldt for Tempelbjerget, lige indtil UNESCO for nylig ændrede navnet til “Haram al-Sharif,” i endnu et eksempel på det forræderiske FN’s åbenlyse forsøg på at omskrive historien. En ændring af navnet Tempelbjerget til Haram al Sharif opfattes af os muslimer som intet mindre end en ondskabsfuld løgn, som benægter ikke blot den historiske jødiske tilstedeværelse i Jerusalem, men tillige den historiske kristne tilstedeværelse. Tror de virkelig, at vi er så dumme?

FN’s kapitulation over for den ekstremistiske islam fejer ikke kun hen over Mellemøsten, men også over Europa, som for tiden har så travlt med at invitere til sin egen voldtagelse.

Kameraer nær ved Al Aqsa moskeen ville derfor være et smertefuldt horn i siden på alle terrororganisationerne. Det umådeligt succesrige samarbejde i området — mellem Jordan og Israel og mellem Egypten og Israel – tjener sikkerhedsinteressen hos alle tre lande foruden hos de palæstinensere, som ikke ønsker at blive overtaget af islamiske ekstremister, der er endnu mere brutale end de ledere, vi har i dag. Og det er lige præcis grunden til, at palæstinensiske elementer, fra både det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas, var fast besluttede på at sabotere projektet.

Selve installationen af kameraerne ville have været et betydeligt slag mod Hamas og alle de islamistiske organisationer, internationale såvel som lokale, som arbejder uafbrudt på opbakningen til løgnen om, at “Al-Aqsa moskeen er i fare,” fordi Israel formodes at have planer om at ødelægge den. Installationen af kameraer ville have været et slag mod alle tilhængerne af Islamisk Bevægelses Ra’ed Salah, der sidder fængslet for opflammende agitation, med deres photoshopmanipulerede billeder af “udgravninger med henblik på at ødelægge forbilledet,” og som gør deres yderste for at provokere til blodsudgydelser.

Installationen af kameraer ville også have været et slag mod det Palæstinensiske Selvstyres krav om, at det østlige Jerusalem skal fungere som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat. Fakta er, at ingen by, der betyder noget i islam — hverken Medina, Mekka, Qom, Karbala eller Najaf – er hovedstad i et muslimsk land.

Hvis der overhovedet findes et ægte ønske om at få en palæstinensisk stat – og det hersker der alvorlig tvivl om – bør Ramallah være vores retmæssige hovedstad. Hvis ikke, så kan alle parter blot blive hjemme i eftermiddag; der kommer ingen løsning.

En afgørende faktor i ligningen er det hashemitiske dynasti i Jordan. Al-Aqsa moskeen er afgørende for Jordan som et element i den religiøse retfærdiggørelse af dets kongedømme, præcis ligesom saudierne har brug for religiøs retfærdiggørelse ved Mekka og Medina. Jordans krav på Al-Aqsa moskeen er tillige en del af dets fredsaftale med Israel. Hamas’ påstand om “ekstrem israelsk provokation” er i endnu højere grad at angreb på Jordan end på Israel. Truslen om at “hugge hænderne af dem, der installerer kameraerne” er stort set en trussel rettet mod Jordan, såvel som mod Egypten.

Egypterne rammer Hamas hårdt, og jordanerne var ikke længe om at lukke det Muslimske Broderskabs kontorer. Gribbene kredser; kun israelerne er forvirrede.

Uanset hvad det forræderiske FN måtte tænke, vil en kapitulation over for islamisternes krav ikke vinde krigen mod terrorismen. Overgivelse er faktisk den eneste sikre måde at opmuntre til terrorisme på og sikre Jordans, det øvrige Mellemøstens og Vestens fald. Måske vil den næste amerikanske regering være klog nok til at forstå dette.

Bassam Tawil er en akademiker med base i Mellemøsten.

ANNONSE