Gæsteskribent



UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, er kendt overalt i verden for de mange steder, som den udnævner til verdenskulturarv (World Heritage Sites). Der eksisterer mere end ét tusind af disse, fordelt ulige blandt mange lande, med Italien i toppen efterfulgt af Kina.

Den største enkeltkategori blandt dem er de religiøse steder, som er kategoriseret under overskriften kulturområder (til forskel fra naturområder). Inden for denne kategori har UNESCO ført mange dialoger med diverse lokalsamfund for at sikre, at religiøse følelser anerkendes og beskyttes. UNESCO har taget mange initiativer på dette felt.

I 2010 afholdt organisationen et seminar om de “Religiøse samfunds rolle i forbindelse med håndteringen af verdenskulturarvsteder.”

“Hovedemnet for dette [seminaret] var at finde måder, hvorpå man kan skabe dialog mellem alle berørte parter og undersøge mulighederne for at opmuntre og skabe gensidig forståelse og samarbejde mellem disse med henblik på at beskytte religiøse verdenskulturarvsteder.”

Fremhævelsen af ordet dialog i denne sammenhæng var tydeligvis ment til at undgå ensidige beslutninger fra et enkelt land eller samfund om at kræve eneret til et religiøst sted.

ANNONSE

Påståede eller reelle krav om flerfoldigt ejerskab af religiøse steder er ikke ualmindeligt. En essaysamling med titlen Choreographies of Shared Sacred Sites: Religion, Politics, and Conflict Resolution [Koreografi over fælles helligsteder: religion, politik og konfliktløsning] gennemgår sådanne tvister over fælles helligsteder i Tyrkiet, Balkan, Palæstina/Israel, Cypern og Algeriet og indeholder grundige analyser af, hvordan diverse samfund ender i stridigheder eller tilstræber forsoning i en beredvillighed til at dele helligdomme og andre centre. Sommetider ryger folk i totterne på hinanden over disse steder, og sommetider kan én religion volde tilhængerne af en anden religion umådelig smerte, sådan som det skete i 1988, da karmeliternonner rejste et 8 meter højt kors uden for udryddelseslejren Auschwitz II (Birkenau) til minde om en pavemesse afholdt på stedet i 1979.

Et mere berømt eksempel på en uforsonlig strid er konflikten over Babri Masjid i Ayodhya, Indien, en moske som oprindelig blev bygget i 1528-29 på ordre fra Babur, den første af mogulkejserne. Ifølge hinduistiske beretninger ødelagde mogulens folk et tempel på guden Ramas fødested for at opføre en moske på stedet – en påstand som benægtes af mange muslimer.[1] Stedets betydning fremgår klart af en hinduistisk tekst, som erklærer, at Ayodhya er ét af syv helligsteder, hvor den endegyldige frigørelse fra dødens og genfødslens cyklus kan opnås.

Disse modstridende krav udviklede sig skæbnesvangert, da en yderligtgående, hinduistisk gruppe ødelagde moskeen i 1992 og planlagde at opføre et nyt tempel på stedet. Ødelæggelsen er blevet brugt til at retfærdiggøre terrorangreb fra radikale, muslimske grupper.[2] Massakrerne ved pilgrimstederne i Wandhama (1998) og Amarnath (2000) tilskrives begge denne ødelæggelse. Der opstod lokale uroligheder i New Delhi, Bombay og andre steder, samt flere tilfælde af knivstikkeri, ildspåsættelse og angreb på private hjem og embedsfolk.[3]

Indtrængende muslimer ødelagde eller omdannede faktisk i tusindvis af “afgudstempler” og helligdomme i Indien, ligesom de gjorde det andre steder i mindre skala, og præcis som Islamisk Stat har gjort gennem flere år i nutidens Irak og Syrien. Der er ikke blot tale om den slags ødelæggelser, som vi normalt forbinder med krige, invasioner eller civile stridigheder. For muslimerne er de teologisk begrundede. Islam, som den har eksisteret siden profeten Muhammeds død i år 632, er baseret på tre ting: troen på at er findes én Gud uden partnere eller fæller; troen på at Muhammed er denne ene Guds budbringer; og troen på at islam er den største og sidste religion, der åbenbares for menneskeheden, og er bemyndiget af Gud til at udslette alle andre religioner og disses religiøse genstande:

“Han (Gud) har sendt sin Budbringer med retledningen og sandhedens religion, for at den må triumfere over alle [andre] religioner” (Koranen 9:33; 61:10).

Det er denne sidstnævnte forestilling, som i mere end 1400 år har bibragt den muslimske verden en dyb følelse af overherredømme.

Da mange muslimer tror på, at islam er den endegyldige åbenbaring og Muhammed den sidste profet, mener de, at de umuligt kan leve på lige fod med en anden tros tilhængere. Jøder og kristne kan muligvis leve i en islamisk stat, men kun hvis de underkaster sig dyb ydmygelse og fornedrelse og betaler beskyttelsespenge (jizya-skat). Kirker og synagoger må ikke repareres eller genopføres, hvis de styrter sammen. Islam står over alt.

Denne sidste doktrin benyttes gentagne gange i moderne, salafistiske ideologers værker, f.eks. hos pakistaneren Abu’l-A’la Mawdudi og egypteren Sayyid Qutb. En typisk udtalelse fra Qutb fra hans mest kendte udgivelse, Ma’alim fi’l-tariq, (“Milepæle”), lyder således:

“Islam er således den eneste Guddommelige livsførelse, som frembringer de ædleste menneskelige træk, udvikler og bruger dem ved dannelsen af menneskelige samfund. Islam er forblevet unik i så henseende helt frem til i dag. De, der afviger fra dette system og ønsker et andet system, hvad enten dette er baseret på nationalisme, farve og race, klassekamp eller lignende fordrejede forestillinger, er menneskehedens sande fjender!”[4]

Her følger en nylig kommentar fra en moderne, salafistisk skribent:

“islams verdensherredømme, som er blevet lovet af Allah, betyder ikke nødvendigvis, at hver eneste person på jorden bliver muslim. Når vi siger, at islam vil herske over verden, mener vi som politisk system, eftersom budbringeren Muhammed profeterede, at al myndighed på jorden vil tilhøre muslimerne, dvs. de troende vil have magten, og islams sharee’ah [shari’a] vil være indført i hver eneste krog på jorden”.

Under islamisk, jihadisk lov skal ethvert område, som én gang er blevet erobret af islam, forblive de muslimske myndigheders integrerede og ukrænkelige ejendom.[5] Med andre ord, selv hele lande så som Spanien, Portugal, Indien, Grækenland og de Balkanlande, som engang var kolonier under osmannisk styre, skal kræves tilbage til islam, enten ved fornyet erobring eller gennem nutidens “kulturelle jihad.”

Det er gennem masseindvandring, separatisme, gradvis indførelse af islamisk lovgivning og ghettoisering, at mange lande i Europa er blevet ofre for en mere målrettet islam. Men ét område er stadig truet af voldelig overtagelse: staten Israel.

Selvom der findes revanchistiske og irredentistiske bevægelser i mange lande, har de muslimske forsøg på at generobre Israel tjent til at udløse og opretholde den længstvarende og mest genstridige, fysiske konflikt i nyere historie. Krav og modkrav, angreb og modangreb, krige og forsvarshandlinger i Israel er i medierne hver eneste dag.

Striden er ikke primært politisk. Efter Første Verdenskrig blev der skabt et system af internationale love, og dette system, som man vedtog i fællesskab, blev udvidet efter Anden Verdenskrig til at omfatte alle FN’s medlemslande. Israel blev skabt, ikke for at fordrive de arabiske indbyggere i det, som briterne kaldte Palæstina, men for at give jøderne et hjemland side om side med en arabisk stat. Men alle de arabiske lande afviste forslaget. Palæstinenserne nægter den dag i dag stadig at acceptere at få deres egen stat, selvom de samtidig højlydt kræver en sådan.

Deres dybeste motivation ligger i en religiøst betinget forkastelse af nationalstaten[6], samt i den overbevisning, at Det Hellige Land er et islamisk område, som aldrig nogensinde kan tildeles jøderne.

Denne afvisning af international lov og etik får mange muslimer til at påstå, at byen Jerusalem er en islamisk by, en by som aldrig vil kunne fungere som hovedstad i en jødisk stat, men alene som helligt område af betydning for muslimer – og kun for muslimer.

Man behøver ikke at være historiker for at vide, at Jerusalem oprindelig var en jødisk by, senere med kristne forbindelser og endnu senere med svage islamiske forbindelser. Ydermere er det den helligste by i verden for jøder, og den rummer det helligste sted i jødisk religion, Tempelbjerget – området, hvor der blev opført ikke ét, men to jødiske templer.

Der bad jøderne, indtil templerne blev ødelagt, først af den babylonske kong Nebukadnezar (i 586 f.v.t.) og igen af romerne i år 70. Jøderne har altid vendt sig med ansigtet mod Tempelbjerget i deres bønner.

Bedende muslimerne vendte sig også mod Tempelbjerget gennem nogle år, dengang Muhammed og hans lille gruppe af tilhængere boede i Mekka. De fortsatte med at gøre det i flere måneder, efter at de var rejst til oasebyen Yathrib (i dag Medina) i år 622. Oprindelig bad de således med ansigtet vendt mod Jerusalem, fordi Muhammed i begyndelsen var en stor beundrer af jøderne, fra hvem han lærte næsten alt, hvad han vidste. Men i Medina oplevede han, at han ikke kom så godt ud af det med byens jøder, som nægtede at omvende sig til hans nye religion.

Seksten eller sytten måneder efter udrejsen fik Muhammed så en åbenbaring om, at de troende skulle dreje sig 180 grader og vende ansigtet mod den by, som flertallet af dem kom fra, Mekka. Midt i bønnen vendte hele forsamlingen ryggen til Jerusalem. Jødernes hellige by havde ikke længere den mindste interesse for dem.[7]

Koranen kunne ikke være mere tydelig i denne sag. Muhammed følger ikke den bederetning, som benyttes af jøder. Kabaen i Mekka har udslettet enhver tanke på Jerusalem og Tempelbjerget. På den tid var der heller ikke en eneste klippe eller sten, ikke et eneste træ eller en eneste bygning i Jerusalem, som på nogen måde var islamisk.

Men for vore dages muslimer er det modsatte sandt. Der er intet i Jerusalem, som tilhører jøderne, og hvert eneste område i byen – især Tempelbjerget og Vestmuren – er og har altid været islamisk. Byen opfattes som en af de helligste byer for muslimer, efter Mekka og Medina.

Det muslimske krav på Jerusalem er svagt, for nu at sige det mildt. Ét eneste vers i Koranen (17:1) taler om en natlig rejse, foretaget af Muhammed fra den Hellige Moske (i Mekka) til den Fjerneste Moske (al-masjid al-aqsa). Senere kommentatorer identificerede denne Fjerneste Moske med Jerusalem. Men der fandtes ingen moske og ingen muslimer i Jerusalem på den tid – og i det hele taget ikke så forfærdelig mange, selv ikke i Arabien. Den nuværende al-Aqsa Moske på Tempelbjerget blev først opført i år 705, treoghalvfjerds år efter Muhammeds død i 632, og genopbygget flere gange efter jordskælv. I det 20. årh. fremstod den stærkt forsømt. En film om moskeen fra 1954 viser alvorlig nedbrydning. Den var tydeligvis hverken blevet vedligeholdt eller synderlig værdsat af det muslimske samfund.

Man behøver ikke at være historiker for at vide, at Jerusalem oprindelig var en jødisk by, senere med kristne forbindelser og endnu senere med svage islamiske forbindelser. Det Andet Jødiske Tempel, som blev fuldført af Kong Herodes i år 19 f.v.t., blev ødelagt af romerne i år 70 (skildret til venstre i et maleri fra 1626 ved Nicolas Poussin). Den nuværende al-Aqsa Moske (t.h.) på Tempelbjerget blev første gang opført i år 705, treoghalvfjerds år efter Muhammeds død i 632, og genopført flere gange efter jordskælv. (Fotos: Wikimedia Commons)

Og der er mere endnu. I århundreder var muslimske skribenter (for ikke at nævne jødiske og kristne historikere og arkæologer) enige om, at Kotel, Vestmuren eller “Grædemuren”, var den tilbageværende del af det Andet Jødiske Tempel, det tempel som blev opført af Herodes, og hvor Jesus kom. Så sent som i 1924 udgav det Øverste Muslimske Råd i det britiske Palæstina-mandat en pamflet med titlen, A Brief Guide to al-Haram al-Sharif – Temple Mount Guide [En kort vejledning til al-Haram al-Sharif – Vejledning til Tempelbjerget]. Dette dokument bekræfter stedets jødiske karakter: på side fire fortæller den historiske skitse over Bjerget følgende:

“Helligstedet er et af de ældste i verden. Dets hellighed daterer sig tilbage til de tidligste tider. Dets identitet som stedet for Salomons Tempel er indiskutabel. Det er, ifølge den almindelige opfattelse, tillige det sted, hvor David byggede et alter til Herren og bragte brændofre og fredsofre (2. Samuel 24:25).”

Hos Jewish Virtual Library kan man læse følgende:

De tidlige muslimer opfattede opførelsen og ødelæggelsen af Salomons Tempel som en stor historisk og religiøs begivenhed, og beretninger om Templet findes hos mange af de tidlige muslimske historikere og geografer (heriblandt Ibn Qutayba, Ibn al-Faqih, Mas’udi, Muhallabi og Biruni). Fantastiske fortællinger om Salomons opførelse af Templet findes også i Qisas al-anbiya’ [Profeternes fortællinger], Middelalderens samling [sic] af muslimske legender om de præ-islamiske profeter. Som historikeren Rashid Khalidi skrev i 1998 (omend i en fodnote): selvom der ikke findes noget “videnskabeligt bevis” på, at Salomons Tempel eksisterede, “må alle troende inden for de abrahamiske religioner nødvendigvis acceptere, at det gjorde.”

Gennem nogen tid nu er muslimske enkeltpersoner og institutioner imidlertid begyndt at påstå, at bjerget intet har at gøre med et jødisk tempel, at et sådant tempel aldrig har eksisteret, og at Vestmuren i virkeligheden er den mur, hvortil Muhammed tøjrede sin sagnomspundne, bevingede hest Buraq. For eksempel påstod sheik Tayseer Rajab Tamimi, den førende religiøse figur i det Palæstinensiske Selvstyre, med en kolossal frækhed i 2009: “Jerusalem er en arabisk og islamisk by, og det har den altid været.” Tamimi hævdede, at ingen af de udgravninger, Israel har udført efter 1967, “har kunnet bevise, at jøderne har haft en historie eller en tilstedeværelse i Jerusalem, eller at deres påståede tempel nogensinde har eksisteret.” Han fordømte premierminister Binyamin Netanyahu og “alle jødiske rabbinere og ekstremistiske organisationer” som løgnagtige på grund af deres hævdelse af, at Jerusalem er en jødisk by. Tamimi beskyldte Israel for at fordreje kendsgerningerne og forfalske historien “i den hensigt at udradere Jerusalems arabiske og islamiske karakter.”

Der er ingen grund til, at muslimer ikke skulle ære dette sted, enten på afstand eller bosiddende i selve Jerusalem. På den måde ville Tempelbjerget blive endnu et religiøst sted med forbindelse til mere end én religion – i dette tilfælde til jødedommen, kristendommen og islam. Uheldigvis betyder følelsen af overherredømme over alle andre religioner, som er blevet beskrevet ovenfor, at muslimerne ikke ønsker det sådan.

For dem er Tempelbjerget og dets omgivelser muslimske og intet andet. I nyere tid udspringer dette af det bredere synspunkt, at hele Israel er islamisk territorium.

Den islamiske forestilling om overherredømme har overtaget UNESCO i direkte strid med organisationens accept af multireligiøse områder.

I oktober 2015 indleverede seks arabiske stater, på vegne af det Palæstinensiske Selvstyre og andre, et forslag til UNESCO om, at man skulle ændre stedets betegnelse således, at det fra at være et jødisk helligsted blev til et muslimsk sådant og en del af al-Aqsa Moskeen. En afstemning blev sat til at finde sted en 20. oktober, men blev udsat efter en indigneret protest fra UNESCO’s forkvinde, Irina Bokova, som sagde, at hun “beklagede” forslaget.

Men afstemningen vil stadig kunne forløbe til gunst for Selvstyret og dets støtter. Dagen efter blev det kundgjort, at UNESCO havde stemt for at omdefinere to andre vigtige, jødiske helligsteder som muslimske — “Patriarkernes Grav” i Hebron og Rachels Grav nær Betlehem.

“Patriarkernes Grav” er stedet, hvor Abraham og Sara, Isak og Rebekka, samt Jakob og Lea ifølge traditionen ligger begravet. Det er det ældste af de jødiske helligsteder og i betydning kun overgået af Tempelbjerget, hvor de to templer blev opført. Det skal nu gå under betegnelsen al-Haram al-Ibrahimi, Abrahams helligdom, således opkaldt fordi Abraham beskrives i Koranen som den første muslim. Det er bizart, men det er tilstrækkeligt til at gøre det til et “muslimsk” område.

Rachels Grav, som ligger ved den nordlige indkørsel til Betlehem, anses for hvilested for matriarken Rachel, Jakobs hustru og mor til Josef og Benjamin. Da det anses for jødedommens tredjehelligste sted og har været et mål for jødiske pilgrimsbesøg siden oldtiden, har det været helligt for både jøder og kristne i århundreder. Siden gravmælet kom på muslimske hænder i det syvende århundrede, har det også været et sted, der er blevet æret af muslimer, fordi Jakob og Josef optræder i Koranen, mens Rachel selv ikke er nævnt ved navn i denne bog.

De muslimske myndigheder og ledere, så som lederen af den radikale Nordlig Islamisk Bevægelse, Shaykh Raed Salah, ønsker ikke en bid her og der. De ønsker, at hele Jerusalem bliver internationalt beskyttet som en helt igennem muslimsk by og, ligesom det skete, da Jordan besatte byen, at fordrive jøderne og udslette alle synagogerne der.

Forsøgene på at benægte enhver tidligere og fortsat jødisk tilstedeværelse i Jerusalem, at sige at der aldrig har eksisteret et første, for slet ikke at tale om et andet Tempel, og at kun muslimer har nogen som helst ret til hele byen, dens helligdomme og historiske monumenter, har antaget vanvittige proportioner. De mest ekstreme udtalelser i den lange række af uhistoriske påstande, overmagtshævdelser og konspirationer stammer fra de mange taler og kommentarer fra ovennævnte Shaykh Raed Salah. Her følger lidt af en tale, som han holdt ved et massemøde i 1999:

“Vi vil sige åbent til det jødiske samfund, I har ingen ret til selv en eneste sten i den velsignede Al-Aksa Moske. I har ingen ret til selv den mindste partikel i den velsignede Al-Aksa Moske. Derfor vil vi åbent sige, at den vestlige mur ved den velsignede Al-Aksa er en del af den velsignede Al-Aksa. Den kan aldrig blive en lille Vestmur. Den kan aldrig blive en stor Vestmur… Vi vil åbent sige til de politiske og religiøse ledere i Israel: kravet om at beholde den velsignede Al-Aksa under israelsk suverænitet er også en krigserklæring mod den islamiske verden.”

Salah står langt fra alene. Det nuværende overhoved for det Øverste Muslimske Råd, Ekrima Sabri, har i mange år gjort sit bedste for at underkende jødiske krav på området. Han hævder, at Salomons Tempel er en “ikke-bevist påstand” – noget som jøderne har fantaseret sig til på grund af “had og misundelse.” Han hævder tillige, at også Vestmuren er en “muslimsk religiøs ejendom”, som jøder “ingen relation har til.”

I en nylig udtalelse sagde det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, at “Al-Aqsa [Moskeen] er vores… og de [jøderne] har ingen ret til at besudle den med deres beskidte fødder.”

UN Watch skrev:

“Ambassadør Shama Hacohen [Carmel Shama Hacohen, israelsk ambassadør til UNESCO] spurgte den palæstinensiske delegerede, Mounir Anastas, hvorfor palæstinenserne ikke er rede til at anerkende den jødiske ret til Tempelbjerget og inkludere betegnelsen ‘Tempelbjerget’ i resolutionen, ved siden af den arabiske betegnelse Haram al-Sharif. Anastas svarede… at hvis palæstinenserne anerkender Tempelbjerget, vil den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og Jordans kong Abdullah blive mål nummer ét for ISIS.”

Er det virkelig, hvad det hele kan koges ned til? At Islamisk Stat styrer det internationale samfund? Herunder UNESCO?

Den 15. april i år samledes eksekutivstyrelsen for UNESCO’s Program og Kommission for Eksterne Relationer til sit 199. topmøde. Den tidligere resolution vedrørende Tempelbjerget blev fremsat af Algeriet, Egypten, Libanon, Marokko, Oman, Qatar og Sudan — alle medlemmer af Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC). Denne afstemning blev så givet videre til de 21 medlemmer af World Heritage Committee [Verdenskulturarvkomiteen] på dennes 40. topmøde i Istanbul, som var planlagt til at finde sted fra den 10. juli til den 20. juli i år.

Ved et rent tilfælde forpurrede juli måneds militærkup i Tyrkiet begivenheden, og afstemningen er nu planlagt til et møde i efteråret. Den kan være baseret på en resolutionsskitse, der er udarbejdet af den Europæiske Union, og som i virkeligheden blot er endnu en benægtelse af den historiske, jødiske forbindelse til Tempelbjerget. Men når man betænker resolutionens ensidighed, hvor er så UNESCO’s ovenfor anførte forpligtelse til at skabe “en dialog mellem alle berørte parter”?

At gøre Tempelbjerget, Vestmuren, Rachels Grav, Patriarkernes Grav og andre helligdomme til udelukkende muslimske helligsteder ligger i direkte forlængelse af islamiseringens vækst i moderne tid. Ved at ødelægge kirker, altre, gravmæler, hele oldtidsområder, som anses for ugudelige, og endda moskeer, der anses for kætterske, forsøger Islamisk Stat at udradere alle spor af det, der kaldes for Jahiliyya, “Uvidenhedens Epoke,” som fastholdt hele verden i sit greb, indtil islam ankom.

Verden oprøres, når den ser stenene i Palmyra tumle mod jorden eller andre af den menneskelige civilisations storslåede monumenter blive forvandlet til støv. Men den selv samme verden er tavs, når de palæstinensiske arabere og deres støtter islamiserer alt ved at anfægte selve det jødiske folks tilstedeværelse i Det Hellige Land.

Denis MacEoin PhD har studeret og undervist i islam ved flere universiteter og arbejder i dag på en bog, der beskæftiger sig med bekymringerne i forbindelse med denne religion. Han er æresmedlem af Gatestone Institutes bestyrelse.


[1] Moderne arkæologisk forskning viser, at der faktisk lå et oprindeligt tempel eller snarere et stort hinduistisk kompleks der.

[2] Se “Attack[s] on Hindus post Babri demolition,” ShankhNaad, 13 April, 2015.

[3] Vedrørende detaljer, se ibid.

[4] Sayyid Qutb, Milestones, New Delhi, 2002, s. 51.

[5] Se for eksempel Amikam Nachmani, Europe and Its Muslim Minorities: Aspects of Conflict, Attempts at Accord, Sussex Academic Press, 2010, s. 106.

[6] Et europæisk begreb i modsætning til det islamiske storrigeprojekt, den altfavnende umma.

[7] Se Koranen 2: 143-46.

Tempelbjerget og UNESCO
af Denis MacEoin
19. September 2016
Oprindelig engelsk tekst: The Temple Mount and UNESCO
Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Charles Nielsen

    Byggeriet af Al-Aqsa Moskéen påbegyndtes i året 692 og I her inde skriver at det var fuldført år 705.
    Meget godt:
    Men Wikipedia skriver at Al-Aqsa Moskéen blev byggert år 638. Og det tror jeg ikke mere på.
    Men hvad passer egentlig.??

    Faktisk Skæmmer Al-Aqsa Moskéen landskabet, og bør nedrives.
    Det er en byld der er plantet der hvor den ikke hører hjemme.
    Og jeg er 100% sikker på at den vil blive fjernet en dag, i nær fremtid.
    https://www.youtube.com/watch?v=xvextfQLwNg

  • Wood_DK

    Wikipedia er jo redigeret af brugere. Derfor kan der sagtens snige sig småfejl (mulige muslimske manipuleringer) ind.
    Læs engang den engelske Wiki, som er langt mere udførlig og præcis (og har langt flere saglige noter/referencer til dokumentation: https://en.wikipedia.org/wiki/Al-Aqsa_Mosque).