Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, høster, som han har sået. Han står konfronteret med en brandstorm, som opfordrer til, at han går af eller bliver væltet.
Palæstinenserne er ikke i krigshumør over Abbas’ elvte år i hans fireårige embedsperiode. Det synes de egentlig ikke at kere sig om, især ikke så længe han udbetaler løn.
Flertallet af palæstinenserne protesterer ikke imod hans diktatoriske styre eller gentagne nægtelse af at give palæstinenserne demokrati og civile friheder. Ej heller bliver han angrebet for ikke at have iværksat reformer i det Palæstinensiske Selvstyre eller bekæmpet den økonomiske og administrative korruption.
Nej, problemerne kommer fra en helt anden kant. Abbas har udtalt de værste ord: Fred med Israel.
Lad os sætte tingene i perspektiv. Dette er den samme Abbas, som gennem de seneste seks måneder har forholdt sig tavs vedrørende den nye “kniv-intifada”; den samme Abbas, som oppisker sin egen befolkning til vanvid ved at fortælle dem, at jøder “besudler Aqsa-moskeen med deres beskidte fødder,” og den samme Abbas, hvis medier og embedsfolk glorificerer palæstinensere, der myrder israelere.
Hele problemet eksploderede, da Abbas fortalte Israels tv-kanal Channel 2, at hans sikkerhedsstyrker på Vestbredden har været inde på skoler og lede efter knive i elevernes tasker. “I en skole fandt vi 70 elever med knive, og vi fortalte dem, at dette var forkert,” sagde Abbas. “Jeg sagde til dem, at jeg hverken ønsker at slå nogen ihjel eller at dø; jeg ønsker, at I skal leve, og at andre også skal leve.” Han sagde derefter, at han ønsker fred med Israel og er villig til at mødes med premierminister Binyamin Netanyahu.
Abbas talte selvfølgelig til den israelske offentlighed og ikke til sin egen befolkning. Han har altid udsendt budskaber om forsoning til israelerne – og begrænset den blodige sandhed til sine arabisktalende tilhørere.
 Mahmoud Abbas’ to ansigter: Det Palæstinensiske Selvstyres præsident taler til israelerne om fred, samtidig med at han oppisker sin befolkning til vanvid ved at fortælle dem, at jøder “besudler Aqsa-moskeen med deres beskidte fødder,” og hans medier og embedsfolk glorificerer palæstinensere, der myrder israelere. |
Et par dage forinden synes Abbas at have begået en anden “forbrydelse,” da han fortalte nogle drusiske ledere, som besøgte ham på hans kontor i Ramallah, at hans hånd fortsat vil være rakt ud til fred med Israel. Han gik endda så vidt som til at erklære, at han “forkaster vold og terrorisme.”
I et andet “provokerende” skridt fra Abbas’ side modtog han på sit kontor en delegation fra Verdenssammenslutningen af marokkanske jøder [World Federation of Moroccan Jews]. På dette møde drøftede Abbas endnu engang sit ønske om fred og sagde, at han tilstræbte et “ophør af fjendtligheder og blodsudgydelser mellem os.”
Ved at lade sig interviewe af en israelsk tv-station udfordrede Abbas instrukserne fra sine tro fæller i det palæstinensiske journalistforbund, Palestinian Journalists Syndicate. I februar havde forbundet besluttet at boykotte enhver palæstinensisk embedsmand, som lader sig interviewe af israelske journalister eller medieorganisationer.
Det palæstinensiske journalistforbund, som er domineret af medlemmer af Abbas’ styrende Fatah-fraktion, fordømte ikke offentligt interviewet på den israelske tv-station. De er klogere end som så. Men privat udtrykte palæstinensiske journalister og politiske aktivister i Ramallah bestyrtelse over deres præsidents “samarbejde” med israelske medier trods forbuddet.
Mødet med de marokkanske jøder ophidsede også flere palæstinensere, som ilede med at beskylde Abbas for at handle imod instrukserne fra “anti-normaliseringsbevægelsen” i de palæstinensiske territorier. Denne bevægelse har længe forsøgt at forhindre møder mellem israelere og palæstinensere; dens tilhængere har ikke tøvet med at begå vold for at hindre sådanne møder i at finde sted. Selv fodboldkampe mellem israelske og palæstinensiske børn anses for uacceptable af denne ekstremistiske bevægelse, som ironisk nok også omfatter folk, der er tro mod Abbas.
Men det, der virkelig vakte opstandelse, var talen om fred. Uden dette kunne interviewet og mødet med de marokkanske jøder stiltiende være blevet fordømt. Men at fortælle om en undersøgelse af skolebørns tasker for knive blev tilsyneladende anset for at være “for meget.”
De verbale angreb på Abbas kommer ikke kun fra hans politiske fjender, såsom Hamas og Islamisk Jihad. Nogle kommer også fra hans egne støtter i Fatah og PLO.
Folkefronten til Palæstinas Befrielse [The Popular Front for the Liberation of Palestine, PFLP], som er den næststørste fraktion i PLO, efter Fatah, har opfordret Abbas til omgående at træde tilbage.
PFLP har beskyldt Abbas for at have overskredet “alle røde linjer” og sagt, at Abbas’ bemærkninger til “fjendens tv-station” beviser, at det Palæstinensiske Selvstyre fortsat foretager sikkerhedskoordinationer med Israel.
PFLP, som fordømte Abbas’ bemærkninger som “foragtelige,” sagde, at hvis ikke Abbas træder tilbage, bør ledelsen i PLO afholde et møde med henblik på at fjerne ham fra magten og holde ham ansvarlig for hans udtalelser og handlinger.
Mange palæstinensere gik også på de sociale medier for at fordømme deres præsident for hans bemærkninger, mens andre spøgte med, at der kunne have været tale om en aprilsnar. Abbas blev udskældt som løgner og hykler.
Abbas har kun sig selv at takke for dette morads. Gennem de seneste måneder har han og selvstyreledelsen opflammet deres befolkning imod Israel både i medierne og i deres offentlige retorik. Glem alt om, hvad de siger på engelsk: på arabisk taler mange af de palæstinensiske ledere om død over israelerne.
Ligesom andre palæstinensiske ledere er Abbas blevet et gidsel for sin egen anti-israelske gift. Han har nu fået nogle tilbagemeldinger fra sin befolkning om, hvor godt han har oplært dem. Svaret er: særdeles godt.
Måske vil det internationale samfund denne gang høre sandheden: den palæstinensiske ledelse oplærer ikke sin palæstinensiske befolkning til fred med Israel. Dette er den virkelige hindring for fred.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.
