Blandt de absurditeter offentligheden skal fordøje, når det norske galehus en dag afvikles, er, hvordan en kommune med 1.000 indbyggere kunne sige ja til 12 “flygtninge”, og smide deres egne fra en kommunal bolig for at give plads til nogle af dem.

Det er situationen i lillebitte Loppa kommune – i det arktiske Vest-Finnmark. Som sædvanlig er det ikke i samfundets øverste lag man betaler regningen for flerkulturen.

Alta­pos­ten skriver i dag, at Anne Lise Bakke tirsdag fik en opringning fra kommunens boligetat, med det budskab, at hun skal forlade hjemmet, hvor hun bor med en søn på 15 og en datter på 13, da den kommunale ejendom vil blive brugt til flygtninge.

Boligen er beliggende i Øksfjord, det administrative centrum af kommunen, med knappe 500 indbyggere. Et eller andet sted er det naturligt at føle sig hjemmehørende i, og hvor man ikke ville forvente at blive fortrængt af folk fra andre verdensdele.

Øks­fjord er et lille sted. En udsættelse bliver per­son­lig for en som er fra stedet.

Familien føler sig dårligt behandlet. “Er flygtninge mere værd end os?” undrer børnene. I det nye Norge er det nok så.

Mamma Anne Lise er for­ban­net og kamp­klar. Hun føler at barna trenger tryg­ghet i en sår­bar tid med fam­i­lieop­pløs­ning.

Fam­i­lien fikk en tele­fon fra drift­savdelin­gen i Loppa om at kom­munen skulle bruke boli­gen deres til fly­k­t­ninger.

– De sa vi skulle få dette skriftlig senere, forteller Anne Lise Bakke

Borgmester Steinar Halvorsen reagerer medmenneskelig, men kan ikke gøre noget andet end, at “antage”, at administrationen følger regelværket.

Halvorsen bekrefter at kom­munestyret har gjort ved­tak om å ta imot fly­k­t­ninger, men at organet ikke har gitt føringer for boset­tin­gen.

Alt er således overladt til administrationens sunde fornuft – hvis denslags findes (tvivlsomt):

– Skal kom­munen sørge for bolig til alle? Er det ikke naturlig at folk byg­ger eller leier bolig pri­vat? er reak­sjo­nen fra råd­mann i Loppa, Mar­ion Høgmo.

Vi spør om det er forskjell på folk, siden råd­man­nen får benytte kom­mu­nal bolig som Loppa kom­mune i til­legg betaler for.

– Men jeg pendler, er svaret.

En talskvinde for bolignemda (kommunens retskomité) siger, at de bare gør, hvad politikerne siger.

Imod en sådan politisk-administrativ betonmur kommer man ikke langt med den fornemmelse, enhver person med et minimum af nationalfølelse, vil have, at dette er forkert:

– Man gjør ikke sånn mot sine egne. Man føler at man ikke er verdt noe, kom­mer det stille fra Anne Lise Bakke.

Bakke havde næppe forventet denne meget specielle form for velkomst til den nye Norge. Men det er koldt derude for indfødte nordmænd med behov for en offentlig håndsrækning.

Efter at avisen har konfronteret disse institutioner med sagen, beklager bolignemda deres fremgangsmåde overfor familien. Uden at dét i sig selv ændrer resultatet. En udsættelse er fortsat en udsættelse, selv om det serveres marcipankage til.

Lokalpolitiker Hans Roald Johnsen (Sosialistisk Venstreparti) mener, at situationer som denne er kommunens egen skyld.

Han sier at ved­taket fra novem­ber 2015 også omfat­ter at kom­munen skal ta imot fly­k­t­ninger og hjelpe til med boset­ting, men det nevnes at i sær­til­felle kan fly­k­t­ninger selv måtte skaffe bolig på det pri­vate markedet der­som kom­munen ikke har egnet tilbud.

Men i dette tilfælde var det de norske man valgte at saldere på. Det var ikke første gang, og det vil ikke være den sidste. Hvor meget bitterhed som er sået, og bliver liggende og ærgre og skabe splid og uvilje mellem nordmænd i denne fase af historien, kan vi kun gætte.

Alta­pos­ten 6. juni 2016

PS. Sidste år skrev vi omkring 77 år gammel Inger Marie Lehmann som blev smidt ud af lejligheden i Moss for at give rom til fly­g­t­ninge med “bo-ud­for­dringer”. Sandsynligvis er der mange sådanne tilfælde rundt om, men de når ikke længere end den lokale avis. Lokale aviser har i stigende betalingsmur, så hvis du støder på sådanne tilfælde, bedes du tage et screenshot og tippe os om sagen 🙂