Nyt



Alle som har haft med dyr at gøre, ved at urinering betyder markering af revir. Når en ikke-vestlig indvandrer snur sig i Tøyenbadet (indvandrerbydel med Oslos største svømmehall) og urinerer i alles påsyn, handler det om mere end foragt for renlighed. Det er markering af revir.

Lars Akerhaug (norsk journalist som har bevæget sig bort fra ydre venstre, forfatter af bogen “Jihad i Norge”) fik chok da han besøgte badet og oplevede “kulturen” på nært hold. Han har rejst meget i Mellemøsten og som han skriver: I badene der ville ingen drømme om at urinere på gulvet. Det er utænkelig. Så hvorfor gør menneskene fra denne kulturen dèt, når de kommer til Norge, i dette tilfælde Tøyenbadet?

Det sidder litt langt inne at erkende det. En leser hjælper ham på vej:

Mannen som urinerte demonstrerte overlegenheten sin og full forakt for kulturen han har kommet inn i. Det kan han gjøre fordi han vet han har en passiv støtte blant sine egne. De er så mange at de i flere sammenhenger gjør nøyaktig som de vil. De innfødte har kommet i mindretall på Tøyenbadet og skjønner ikke hvordan de skal forsvare seg og og sitt. Du hører og leser stadig at du tilhører det priviligerte og rike flertallet og blir forskrekket av det du opplever. Kartet stemmer ikke med virkeligheten. Mannen som urinerer har erobret nytt land og markerer reviret sitt. I dette forumet reagerer kultiverte mennesker med tips om å flytte til et annet bad. Der kan du sikkert ha det fint som i gamle dager helt til den nye kulturen har tatt over, men skynd deg – det er ikke sikkert det varer så lenge!

Hvis Akerhaug hadde befunnet sig i Mellemøsten ville han vidst at tolke slik opførsel. Men når han er på hjemmebane, bliver han usikker. Som leseren bemærker:

ANNONSE

Jeg må si jeg er litt overrasket over at du er overrasket.

Nordmænd ved udmærket godt hvad der foregår, hvis de våger at bruge sine instinkter og sunde fornuft. Instinkter er mao. at nordmænd har revirfølelse for sin kultur. De er, som alle andre, i sin fulde ret. Spørgsmålet er om ikke folk fra det utvidede Mellemøsten og Nord-Afrika demonstrerer sin foragt for mennesker som ikke vil forsvare sin kultur og samfundsform, og lader som det er frit frem for alle.

Udviklingen har pågået længe, som en anden leser forteller:

Dette har vart i mange år, i mange offentlige bad.
Jeg jobbet i mange år som badevakt på kvelder og i helger i en svømmehall, både på nittitallet og utover fram mot 2012, og kan bekrefte problemene som Lars Akerhaug beskriver.
Ikke bare var det menn som nektet å ta av seg undertøyet (og som ble hissige og krakilske hvis badevakta ba dem dusje og bade uten undertøy; de ga oss en tydelig beskjed om at vi ikke hadde noe med å fortelle dem hva de skulle gjøre eller hvordan de skulle kle seg), og som gikk i det samme undertøyet pluss shorts i bassenget, – men vi ble også bedt om å ha egne kvinnekvelder med bare kvinnelige badevakter også, slik at muslimske jenter og kvinner også kunne gå i bassenget.
På de kvinnekveldene opplevde vi også at mange klær ble beholdt på i dusjen og i bassenget … selv om det var bare kvinner som badet og bare kvinner som var på jobb.

Leseren får her frem at segregerede bad og demonstrativ mandsdominans er to sider af samme sag. Det handler om noget andet og mere end blufærdighed. Det handler om magt.

Dette er tabu at hævde, for det vil afsløre at nordmænd underkaster sig.

Men det er jo det de gør, og alle som kommer i nærkontakt med slike situationer, vil straks fornemme det.

Akerhaugs chok er at han har lykkedes at holde det på afstand. Kropper og renlighed og nøgenhed er en intimitet som er vanskelig at beskytte sig mot intellektuelt. Kroppen formidler hvad det handler om.

Normopløsning kalder Akerhaug det. Nej, det er et tildækkende ord. Det handler om magt og dominans, om demonstration af foragt.

Det er det offentlige rum som et vakuum, som indbyder dem med dårligst opførsel til at utfolde sig. Til at “handle udad”. Men Akerhaug ved at “myndighederne” er de som har tilladt denne opløsning, og i stedet for at handle, trækker de sig tilbage. Det er “vagterne” som må tilpasse sig.

I skolen sker det samme.

Hvilke resultater har det for samfundet – over tid?

Det er en grund til at det ikke er nogen vits i at følge offentlige debatter. Man vil ikke engang indrømme hvordan det står til, langt mindre gøre noe.

For flere år siden brugte staten store summer på at købe og gøre om en gård til et senter for enslige mindreårige i min kommune. Det gik mange historier om hvad der skete på ungdomsskolen, hvor de hadde egne klasser, og episoder i nærmiljøet. Jeg oplevede selv når de kom til det lokale basseng, hvor det var familiesvømming. De stærke afghanske drengene overtog hele den dype ende af bassenget. De overså de norske forældre som blev stående i den ene ende, den grunde, med forskræmte børn. Ungdommenes vagter syntes det kun var gjevt at drengene udfoldet sig. Hvordan skal de da lære at forstå at tage hensyn?

Dette er mange år siden. Nu er et nyt senter åbnet, midt inde i et boligområde, med mange enslige mindreårige. Da som nu regner det med goder, og det forventes at lokalsamfundet stiller op.

Normløsheden kommer ikke fra afghanerne. Den kommer fra det norske vertskab som tror det er diskriminerende at sette grænser.

Det er den rene invitation til rodløse, grænseløse personer med udenlandsk baggrund, som forbliver udenlandske, selv om de er født her. Flere og flere offentlige steder går tabt. Området midt i Oslo rundt Nationaltheatret station er ved at blive et sligt sted: hvor tristesse og misere dominerer.

Den svenske liberalkonservative skribenten Paulina Neuding har skildret hvordan svenske biblioteksansatte i en periode på to og et havlt år har rapportert om 500 tilfeller av vold, bråk og uro på offentlige bibliotek.

I likhet med offentlige bad er bibliotek et sårbart og ubeskyttet miljø. De ligger sentralt og er barnevennlge og har sofaer og sitteplasser. Det er et like fint værested, som et sted å sitte å lese. Og det er tilgjengelig for ubemidlede.

Samtidig har biblioteket vært en selvsagt stillesone i skandinaviske land. Man har aldri hatt behov for ordenskameraer eller vektere for å sørge for dette.

Ifølge den svenske journalisten har bråk og uro på biblioteket nå et stort og omfattende problem, særlig i Stockholområdet. Det er både gjenger, men også barn og hjemløse, som skaper uro. Det er også problemer med narkotikabruk og personalet føler ofte utrygge.

Snarere end at løse problemerne, vedtar politikerne at bygge nye pragtbygninger. Som om et nyt Deichmanske bibliotek ville afhjælpe situationen. Afstand mellom fasade og realitet bliver stadig større.

 

Tøyenbadet: En beskrivelse av normoppløsning

ANNONSE