Vice President JD Vance appears on "Hannity" on Monday, June 15, 2026, in New York. (Photo by Charles Sykes/Invision/AP)
Rygterne svirrer om indholdet af det ”Memorandum om Forståelse” (MOU), som Trump-administrationen har aftalt med repræsentanter for Den Islamiske Republik Iran. Sandheden er imidlertid, at kun en snæver kreds af de direkte involverede ved, hvad aftalen i detaljer går ud på.
Det har skabt rum for et utal af påstande og spekulationer, bl.a. om, hvem der vandt krigen. Blandt de mest ekstreme er demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, der påstår, at Iran er gået sejrrig ud af konflikten og nu står stærkere end før. Han bliver bakket op af talsmænd for det islamiske regime, som udbasunerer ”dealen” med Trump som en sejr. Som chefredaktøren for The Foreign Desk, Lisa Daftari, siger til Fox News Digital, prøver de iranske statsmedier at sælge aftalen som en sejr, og hævder, at Den Islamiske Republik har tvunget USA til at anerkende Irans kontrol over Hormuz-strædet og neddrosle USA’s militære pres uden at have fået noget særligt til gengæld.
Donald Trump og vicepræsident JD Vance har naturligvis en ganske anden udlægning. Således har Vance de seneste dage gang på gang pointeret, at aftalen med iranerne er baseret på Teherans verificerbare implementering af løfterne – først og fremmest om at afstå fra kernevåben, udlevere eller uskadeliggøre sin beholdning af beriget uran, holde Hormuz-strædet åbent og indstille støtten til diverse terroristiske stedfortrædere i Mellemøsten.
Vance maner også den påstand i jorden, at USA øjeblikkeligt vil ophæve de økonomiske sanktioner og tilmed frigive milliarder af dollars til det iranske regime. Iranerne får ingen penge eller økonomiske indrømmelser, før de bevisligt har gjort, hvad de har lovet. Det er tydeligt, at amerikanerne ikke stoler på de iranske magthavere – hvilket de gør klogt i.
I Israel er der udbredt utilfredshed med den amerikansk-iranske aftale, som forventes undertegnet på fredag. Frygten er, at den ikke tilgodeser Israels sikkerhedsinteresser, hvilket er svært at bedømme for udenforstående, der ikke kender detaljerne.
Man får imidlertid et fingerpeg om, at Iran har måttet gøre smertelige indrømmelser ved at iagttage de uroligheder, som er brudt ud i Teheran, hvor ophidsede menneskemængder af regimetilhængere kræver udenrigsminister Abbas Araghchi’s og parlamentsformand Mohammad Ghalibaf’s hoveder på et fad for at have forrådt den islamiske revolution.