LEDER



Sverige er bare det mest ekstreme eksempel på en udvikling som gælder hele Europa. Når selv den socialdemokratiske elite vælger at smide alle verdier og principer over bord og hengiver sig hæmningsløst til personlig berigelse, slik Expressen dokumenterer, er det udtryk for noget andet end individuel grådighed. Göran Persson og hans mænd representerer en udvikling og en klasse.

At karrierister griber chancen er intet nyt. Men det historisk interessante med Sverige er, at det samtidigt er den humanistiske supermagt som har taget imod hundretusener på kort tid og totalt forandret Sveriges demografi og kultur. Det har sket under den solidaritet som har været socialdemokratiets varemærke.

Hele det politiske Sverige har sluttet op om denne model. Det parti som har våget at trodse denne utopi, er blevet lagt for had.

En dansk bekendt fortalte mig nylig om en samtale han havde haft med en kultiveret svenske. Sammenhængen var hobby, ikke politik. De kom alligevel ind på Sverigedemokraterne. Da sier svensken: – Jag vil heller at Sverige går förlorad end at SD kommer til makten.

ANNONSE

Min danske ven blev chokeret. Hvilke afgrunder ligger det i en slik udtalelse? Det lugter af nihilisme.

Sverige er et land in extremis. Men det er i disse ekstremer man kan genkende udviklingen i både Danmark og Norge.

Alle tre nordiske land styres af en elite som har gået sin vej. Deres lojalitet ligger ikke længere hos det folk som har valgt dem. Det tager tid før folket opdager at eliten har gået sin vej.

Lars Løkke kommer ikke til at gøre oprør mot Angela Merkel, og den norske regering opfører sig som om Norge vil blive duks i Merkels klasse.

Eliten har gået sin vej.

Deres pladser er tomme. I stedet har de umærkelig gået ind i andre roller. Medierne vil ikke omtale denne tillidskløft, for de er selv del af den.

Det volder dem besvære. Medierne tror i stedet det er ordene som skaber tillidskløften, og at det gælder ikke om at bruge forkerte ord.  Slik kommer tabuet mod å benævne verden og lammer tungen.

Hvad skal folket gøre? Det er ingen hjælp at få.

Men verden er trods alt konkret. Vi lever i en fysisk verden. Er det ikke dansk jord og danske ord alle lever på og af? Oparbejdet af generationer.

Nationen er udsat for opløsningens krefter, men kan mærke en modstrøm. På et eller andet tidspunkt kan det være folk finder ud at det er deres land eliten bor på. Da vil spørgsmålet melde sig: Hvor ligger din lojalitet? Hvis lojaliteten ligger andre steder og gælder andre, drag så dit. Ikke lat som om utopien skal realiseres på dansk jord.

Når det kommer til stykket handler det om hvem det er som skaper det tyskerne kalder Heimat: Hvis eliten ødsler med den historiske og kulturelle kapital har den tabt sit mandat.

Denne konflikt er historisk sæt ikke ny. Men det specielle med vor tid er at folket er splintret.

I den nye tid er det ingen der gør det for dig. Du må forsvare dig og dit selv.

Hvis det skal være håb om ændring må folk finde sammen i politisk handling. Først kommer bevidstheden om hvad man er afhængig af for at leve.

 

 

 

 

Vilhelm Hammershøj: Solskind i stuen

ANNONSE