Kommentar

Kongernes Jelling, 16. oktober 2018; NB: Mobilfoto Kim Møller

“Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” (Den Store Jellingsten, rejst af Harald Blåtand, ca. 960-985)

Det forgangne år har åbenbaret en desillusionering hos vores politikere, akademikere og medier som savner sidestykke i moderne tid. Folk spøger sig selv både i Danmark, Norge og Sverige: Hvem er Regeringen og Folketinget til for? Hvem repræsenterer de?

At dette spørgsmål overhovedet bliver stillet, siger noget om en tiltagende krise. Det er den politiske elite, der selv har frembragt tvivlen hos borgerne om hvem vi styres egentlig af.

I den forbindelse var undertegningen af Marrakesh-aftalen en øjenåbner for mange. Hvordan er det muligt, at en statsminister fra et geografisk beskedent land, med en talmæssigt lille befolkning, kan tage af sted for at undertegne en aftale, der garanterer fortsat migration fra syd til et en gang fredeligt nord?

ANNONSE

Den tillid vores samfund er bygget på, fordunster, og det er regeringen og nationalforsamlingerne der selv afskaffer den.

Borgerne og det enkelte menneske overlades til sig selv.

Desillusioneringen kommer ikke som noget chok for dem, der har fulgt med, men alligevel: Hvor dybt kan man synke? Er bunden ikke snart nået?

Det næste spørgsmål bliver: Hvad kan enkeltmennesket udrette?

Svaret kan kun være: Man må begynde med sig selv.

Vi lever alle som om socialdemokratiet og velfærdsstaten vil fortsætte, til trods for at vi længe har vidst, at den er under afvikling.

Måske skulle vi selv tage konsekvenserne af denne lærdom?

Det er ikke første gang vores lande er i krise. Hvor borgerne overlades til sig selv.

Naturligvis udsætter man så længe som muligt at drage de nødvendige konklusioner. Men det bliver vi nødt til.

Lovløsheden er et fænomen der vokser, det samme gør terrorfaren. Myndighederne iværksætter defensive terrortiltag, der hele tiden minder borgerne om, at vi står overfor en stor trussel. Men de undlader at sætte ord på den.

Når to piger slagtes i Marokko, kalder Lars Løkke Rasmussen det for en “meningsløs” handling.

Det er Løkke Rasmussen, der har et problem: Han vover ikke at se meningen i drabene. Ikke fra nogens synsvinkel. Ikke fra jihadisternes, og heller ikke fra danskernes og nordmændenes.

Også den betydning vi andre måtte tillægge pigernes død er noget som Løkke Rasmussen og hans norske kollega, Erna Solberg, frygter.

Borgerne kunne finde på at se dem som ofre for en politik, der ødelægger vores samfund.

Såvel Løkke Rasmussen som Solberg, for ikke at tale om Löfven, frygter et Ceausescu-øjeblik, hvor skællet falder fra borgernes øjne og de rejser sig spontant.

Hvad hvis det var 50.000 mennesker udenfor Christiansborg, der forlangte at regeringen skulle tage sit ansvar på sig og gå af?

Hvad nu, hvis borgerne forlangte en regering, der tager Danmarks interesser alvorligt og lukker af for videre indvandring?

Det burde være sket for længe siden.

Hvorfor sker det ikke?

Tro ikke at magtesløsheden har grebet alle. Den er stor, men noget ulmer under overfladen. De der fortsat siger, at terroren ikke har noget med islam at gøre, er på retur. Den danske radikalisme, der foragteligt taler om “hjemmeblindhed” er på retur. Det er kun deres lette adgang til medierne, der giver indtryk af noget andet.

Hvad skal til, før der sker en massemobilisering?

Det begynder i den enkeltes hjerte og hoved.

Det vi står overfor er så stort og omfattende, at vi umuligt kan forudsige udfaldet. Men en ting ved vi: Vi ved at Danmark er danskernes land, at Norge er nordmændenes land og Sverige svenskernes. Vi afgiver ikke frivilligt vores land til en voldskultur.

Kampen begynder inde i hin enkelte. Man må tage ansvar for sit eget liv. Hvis man ikke længere kan stole på myndigheder og medier, hvad andet kan man så gøre?

”The buck stops here”, dvs. med dig selv. Det er dit “call”. Dit liv.

Dine folkevalgte er gået deres egne veje. Hvad gør du ved det?

Hvorfor har du de sidste årtier stemt på de samme partier, der ikke gør nogen forskel?

Du ser at der bliver ført den samme politik. Der sker ingen ændring. Tvært imod.

Hvem skal stoppe ødelæggelsen af Danmark, hvis ikke du?

Der findes mange, der tænker som dig. Du skal tage ansvar for dit eget liv, for din familie, dine venner. Alle samfund begynder på det nære, konkrete plan.

Om nødvendigt må man også være villig til at ofre noget. Den krise vi står i lader sig ikke overvinde uden ofre.

Så meget kan vi se. Hvor store de bliver, aner vi ikke.

Men vi skal forberede os på det værste.

Midt i denne barske realisme, skal vi bevare og styrke håbet.

Det er vores børn og deres fremtid det gælder, at de skal tro på det samme Danmark og Norge, som vi en gang voksede op med.

Et humant samfund.

Det er det ikke mere.

Det må genskabes, fra grunden af.

 

ANNONSE

Mest læst

Doc-TV: Den store røde flokk

Landsmøder har fanden skabt