Kommentar

Salman Rushdie i Barcelona 1. april 2009.

Nyheden om, at norsk politi har rejst sigtelser i Nygaard-attentatet er af stor betydning. Det, der er sket i de 30 år, som er gået siden De Sataniske Vers udkom, gør, at vi forstår både fortid og nutid bedre.

Khomeinismen udfordrede sunni-islams hegemoni. Fatwaen var et forsøg på at kapre muslimernes opmærksomhed og måden, man gjorde det på, var at udfordre den ikke-troende del af verden.

Fatawen er noget af det mest imperialistiske, som verden havde set indtil da: En politisk-religiøs dødsdom, som krævede gyldighed over hele verden. Iran opfordrede alle muslimer til at dræbe Rushdie og hans “medhjælpere”.

Det var første gang Vest-Europa stiftede bekendtskab med den islamiske vrede. Og opdagede, hvor talrige muslimerne var blevet. Allerede da. I 1989. Hvordan ville en tilsvarende konflikt forløbe i dag?

ANNONSE

Benægtelse

Det spørgsmål spøger i baghovedet på eliten og er grunden til, at de ihærdigt fastholder – længe efter at store dele af befolkningen er kommet til den modsatte konklusion – at der ikke er nogen modsætning mellem islam og demokrati. Det viser meningsmåling på meningsmåling.

Hver gang der sker “noget”, kastes lyset bagud og vi ser den vej, vi er gået – oplyst. Derfor gælder det om at bevare hukommelsen og kundskaben.

Den norske elite udviste stor modvilje mod at erkende, at attentatet på Rushdies norske forlægger skyldtes Iran. Tanken om, at Teheran havde sendt en drabsmand helt til Norge var uudholdelig. Derfor ledte politiet alle andre steder end langs det mest oplagte spor. Sendrægtigheden varede så længe, at der må have været politisk pres ovenfra. Det er tvivlsomt, om vi nogen sinde får at vide af hvem.

Allerede før attentatet havde norske politikere berøringsangst overfor Rushdie. Det var kun kulturminister Åse Kleveland og Gudmund Hernes, som vovede at møde ham, da han var i Oslo i 1992.

Del af konflikter, vi ikke ville vide af

Politiske attentater på norsk jord var noget Israel begav sig af med. Hvis Iran stod bag, betød det, at Norge var blevet trukket ind i konfliktlinjer, som ville gøre fredsdiplomatiet vanskeligere.

Mange norske åndsarbejdere støttede Salman Rushdie. Men da karikaturstriden brød ud 16 år senere, havde noget ændret sig: Nu ville man ikke fornærme islam. Nu havde man internaliseret islams krænkelsesgrænser.  Man havde distanceret sig fra ytringsfriheden. Nu var der tale om “tonen” og de som misbrugte friheden. Det var et monumentalt skifte.

Nu er pendulet svunget noget tilbage. Flere indser, at ytringsfriheden er truet. Men få kunstnere og forfattere tør at gøre som en Rushdie eller Lars Vilks. Specielt indenfor de store institutioner og de statslige etater er fejheden og tilpasningen mærkbar.

Storpolitik

Nygaard-attentatet var både storpolitik og religion. Det var det, som fik den norske regering til at miste fatningen.

Men nu sker det igen. Iran har ikke bare ekspanderet og projiceret magt ind i Irak, Syria og Libanon. Det opererer også med dødelig kraft i Vesten. Det er vanskeligt for EU at sluge.

EU havde håbet at kunne udfordre USA over atomaftalen. EU brød sig ikke om, at store europæiske selskaber bøjede sig for Trumps politik.

Men Irans opførsel har gjort en sådan håndsrækning og uafhængighed af Washington umulig.

Afsløringen af planer om at angribe et stort arrangement i Paris i regi af National Council of Resistance of Iran (NCRI), tidligere kendt som Mujhaedin-e-Khalq, var totalt ødelæggende for Teherans goodwill i Vesten.

Det nationale Modstandsråd stod tidligere på USA’s terrorliste. Det havde søgt tilflugt i Irak under Saddam Hussein, og måtte undgælde for det, da shia’erne kom til magten. Men i de senere år er de blevet stuerene og har fået mægtige allierede i USA. Med på mødet i Villepint udenfor Paris i begyndelsen af juli var bl.a Rudy Giuliani.

Bare det, at Iran vover at organisere et terrorangreb på fransk jord, er totalt diskrediterende for regimet.

Taget på fersk gerning

Iranerne blev taget på fersk gerning. En iransk diplomat ved ambassaden i Wien var indblandet og blev pågrebet i Tyskland. Et par i Belgien, Amir S. (38) og Nasimeh N. (33) blev taget med 500 gram TATP i bilen. Detaljerne vil komme ud.

Planen viser, at Iran er villig til at føre krig mod sine modstandere på europæisk jord. Det er en udfordring, som europæerne ikke kan overse.

Danmark lammet

Danmark har fået regimets krig at føle på kroppen. Fredag for to uger siden blev næsten hele Danmark lukket ned midt i myldretiden. Politiet gennmførte den største aktion i fredstid. Publikum fik ikke noget at vide.

Det viste sig, at alarmen skyldtes en anti-regime-gruppe med tilhold i Danmark : Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA). En talsmand for gruppen hyldede et blodigt angreb på en militær parade i Ahwaz lørdag 22. september, hvor 25 mennesker blev dræbt og 75 såret. Det fik Teheran til at kræve medlemmerne udleveret.

Det kan virke, som om eksil-grupper tror, at de kan gøre, som de vil, når de befinder sig på vestlig grund. Dermed skaber de sikkerhedsproblemer for værtsnationerne.

Dansk politi tog truslerne alvorligt nok til, at de iværksatte den største nedlukning af Danmark i fredstid. Man havde grund til at tro, at ASMLA-medlemmerne var truet på livet.

En ny dimension er føjet til truslerne mod frie demokratier.

Vestlige eliter og myndigheder har vanskeligt ved at erkende, at de er blevet en del af de konflikter, som gælder både indenfor islam og i islams forhold til omverdenen.

Den store Mellemøstenforsker Bernard Lewis spåede, at Europa kom til at blive et halehæng til Mellemøsten og Nordafrika, MENA-landene. Er ikke det, vi nu ser, et bevis på det? Det er sket på 30-40 år.

 

 

 

ANNONSE

Mest læst

Hvem skal nu betale?

Krigsguden kalder