Kort



Historiker Christian Egander Skov skrev for nogle år siden en lang artikel om konservative positioner i mellemkrigstiden til Temp – Tidsskrift for historie. Den omtales af Årsskriftet Critique, og er nu online – Tilbage til normaliteten! – Den højrekonservative parlamentarismekritik. Herfra en fin lille definition af konservatisme.

“Men hvad er nu konservatisme? Spørgsmålet kræver en undersøgelse, der ligger hinsides denne artikels intention, hvorfor her med udgangspunkt i litteraturen blot skal fremsættes en operationaliserbar definition: Konservatisme er en politisk ideologi, der reagerer på, hvad den oplever som en anomi eller en trussel herom, der følger af modernitetens problematisering af det traditionelle samfunds strukturer og selvfølgeligheder gennem den adskillelse af erfaringsrum og forventningshorisont, som Reinhart Koselleck har identificeret som modernitetens afgørende karakteristikon.

Det betyder, at konservatismen er en ideologi, der beskæftiger sig med forandring, og sigter på at gøre en i udgangspunktet risikabel forandring til en ufarlig, ‘organisk’ proces. I lyset af modernitetens opfattede anomi søger konservatismen med andre ord at fastholde en fælles kulturel, symbolsk orden, som vi med religionssociologen Peter Berger kan betegne nomos.

Denne orden tænker konservatismen som før-politisk, eller endog naturlig, hvilket vil sige, at den står i modsætning til intentionel politisk agens og udgør et erfaringsrum, der normerer tilværelsen og sætter grænser for politik. Konservatismens andet grundlæggende karakteristikon er, at der til nomosbegrebet knytter sig en måde at tænke udvikling på, som ofte betegnes som organisk, og som normativt hævder en sammenhæng mellem det, der var, og det, der skal komme, og sætter konservatismen i stand til at skelne skarpt mellem ‘naturlig’ og ‘unaturlig’ udvikling.

Konservatismens tredje karakteristikon er en udtalt situationalisme, der betyder, at den i sine konkrete manifestationer altid opstår i et modsætningsforhold til en mod-ideologi, der anses for en anomisk kraft, og i forhold til hvilken konservatismens øvrige og situationsspecifikke karakteristika defineres. Dermed indeholder konservatismen både generelle karakteristika, der altid vil være til stede, og sekundære kendetegn, der er historisk omskiftelige. Det betyder tillige, at konservatismen typisk vil være splittet i forskellige positioner, da det ikke er entydigt, hvad der er den definerende oppositionelle relation, hvilke institutioner, der skal forsvares, og hvordan der skal reageres på den opfattede anomi. I mellemkrigstiden kan man skelne mellem socialkonservatisme (f.eks. John Christmas Møller), nykonservatismen og så højrekonservatismen.”

ANNONSE


  • Peter Pedersen

    Hmm siden mennesket er et biologisk væsen må al menneskelig kultur og herunder tradition være et biologisk biprodukt. De fysiske kræfter der påvirker jorden og omskiftelige kemiske miljøfaktorer, er det der så at sige former det biologiske liv, og som igen giver de biologiske biprodukter deres objektive udseende og struktur.

    Mennesket har alle dage forsøgt sig med, at både tilpasse sig disse mere fjerne såvel som nære påvirkninger samtidig med, at mennesket har forsøgt, at kreere et “habitus” der sætter sig udover såvel fysisk, kemisk og biologiske ydre som nære forandringer, og det giver menneskets biologiske biprodukter et kendetegn vi som mennesker opfatter meget særegent og som vi distinktivt kan adskille fra andre biologiske væseners biprodukter.

    I den forstand søger mennesket ganske vist en konservatisme i et forsøg på overlevelse, men må hele tiden tilpasse sig omtalte omskiftelige påvirkninger, der ganske vist i nogle tilfælde er forudsigelige( eksv. flod og ebbe osv.) mens andre kan være uforudsigelige og med lang tidshorisont, men med ganske dramatisk effekt på menneskets levevis(eksv. større solstorme, istider mm.)

    Vi kan allerede nu aflæse vores egne biologiske biprodukter og altså heriblandt kultur over flere tusinde år, men på den anden side er det som biologisk art ikke længe, og som geografisk eller biologisk evolutionær periode, er det ubetydeligt hvad vi både kan lære eller aflæse af vores biologiske biprodukter og altså akkumulerede kultur.

    Man kan finde ud af meget om en biologisk art ved, at se på dens efterladenskaber, altså biologiske biprodukter, men om man kan definere den “sunde” menneskelige kulturtilstand som konservativ eller om menneskets biprodukter afslører, at vi som så mange andre biologiske arter er en uddøende gren af det biologiske liv, er vel et åbent spørgsmål…