Kommentar

Hvis man for ikke så mange år siden spurgte gennemsnitsborgeren, hvad politik handlede om, ville de fleste nok have svaret økonomi, levestandard, beskæftigelse, social sikkerhed, gode pensionsforhold, orden i de offentlige finanser, lov og orden og den slags.
Men det hører fortiden til. I dag sker de afgørende politiske forandringer ikke i en sfære, som traditionalister ville kalde politik, men et helt andet sted, som vi for ikke så længe siden ville kalde kultur.
Det går frem og tilbage og op og ned med de traditionelle politiske forhold. Kulturelle forandringer er derimod bestandige og får på længere sigt meget større betydning for livet og samfundet. Det har den smarte venstrefløj for længst indset. Vil man lave revolution, skal man ikke marchere rundt under røde faner og kræve nationalisering af produktionsmidlerne eller arbejderklassens diktatur – det er revolutionær strategi for de dumme.
Nu skal de kløgtige gå en helt anden vej, som de har lært af de to snedige kommunister, Antonio Gramsci og Saul Alinsky, der anbefalede, at man gik gradvist til værks og erstattede bombastiske paroler med en tålmodig kamp for at få kontrol med samfundets institutioner og skaffe sig herredømme over kulturen – blandt de fine kaldt ”kulturelt hegemoni”.
Og efter årtiers stædige indsats er det omtrent lykkedes.
I dag findes der næppe en eneste af ”samfundets kommandohøje”, som Lenin kaldte dem, der ikke er erobret af venstrefløjen. Det gælder skolen, universiteterne, medierne, den offentlige administration, retsvæsenet, kirken, Big Tech og storkapitalen, der bliver stedse mere woke.
De sidste bastioner er kernefamilien og den traditionelle opfattelse af køn. Før de er opløst og glemt, kan venstrefløjen ikke for alvor realisere sin drøm om et samfund, hvor alt skal styres af ”visioner”, ”følelser” og grandiose planer om at afskære forbindelsen til 300.000 års menneskelige historie og erfaringer og kaste sig ud i endeløse eksperimenter og omvæltninger.
Men det går fremad. Alt det der med far, mor og børn er efterhånden til grin og et udslag af ”hvidt overherredømme”. Faktisk er det bedst slet ikke at sætte børn i verden, og derfor står uhæmmet abort højt på listen over venstrefløjens juleønsker. Og hvis man som USA’s højesteret vil overlade abortpolitikken til vælgerne i de enkelte stater, fremkalder det et ustyrligt raseri og får millioner af amerikanere til at stemme på politikere, der er ved at drive landet nedenom og hjem.
Et andet middel til at afskaffe familien er at opløse kønsidentiteten. Derfor har vi på det seneste oplevet en trommeild af propaganda for at skifte køn. I USA begynder man i skolen med lærere, der spørger børnene, om de nu er sikre på, at de er drenge eller piger, og om de ikke hellere vil være noget andet. Og får man fat tidligt nok, viser det sig, at det kunne forbavsende mange godt tænke sig at prøve. Og hjælpen står klar i form af medicin, der kan blokere puberteten, og venlige læger, som kan afskære bryster og kønsorganer. Flere fortryder, men det er der ikke noget at gøre ved.
Læg hertil trommeilden af LBTQ+++-propaganda, som nyder bevågenhed fra højeste sted. Når Mette Frederiksen og flere borgerlige politikere går i nøgenoptog, skyldes det ikke omsorg for bøssers og lesbiskes rettigheder, som de allerede har, men ønsket om at demonstrere deres revolutionære ildhu og had til historien. I det totalt norm- og historieløse samfund er der nemlig frit slag for enhver indskydelse, som politikere kan slå sig op på.
Der skal også gøres noget ved sproget. Derfor har standardværket

Cambridge Dictionary netop ændret definitionerne på ”mand” og ”kvinde”. En kvinde er nu ”en voksen, der lever og identificerer sig som kvindelig (female), selv om de (they) måske kan siges at have haft et andet køn ved fødslen”. En mand defineres på samme måde. Bemærk ordet ”de”. Man kan ikke længere sige ”hun” eller ”han”.
Også ordbogen fra Merriam-Webster har indført en ny definition. En kvinde er nu en person, der ”har en kønsidentitet, som er det modsatte af mandlig”. Med andre ord er en kvinde noget, der ikke findes, og som defineres som det modsatte af noget, der heller ikke findes.
Nogen har kaldt det et cirkelræsonnement, men pyt med det, for gammeldags logik er også blevet et udtryk for hvidt overherredømme. Det samme gælder ”objektivitet”, som den demokratiske guvernør i Washington, Jay Inslee, nu vil afskaffe, fordi det har sin rod i ”hvid kultur”.
Nirvana ligger lige om hjørnet, og hører man til de hurtige og smarte, må man hellere skynde sig at springe på himmelekspressen, mens der er plads i forreste vogn.
ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder