Kommentar

Det er et af tidens underlige tegn, at konservative tænkere for at forklare nutidens samfundsændringer må ty til deres gamle nemesis, Karl Marx.

I sit essay, ”Why Conservatism Failed” [Derfor slog konservatismen fejl] (Compact, 2.10.2022) bemærker Jon Askonas, der er professor ved The Catholic University of America, at de konservatives forsvar for traditionerne ikke har kunnet modstå venstrefløjens angreb – ikke fordi de har tabt idekampen, men fordi de teknologiske forandringer har opløst den sammenhæng, i hvilken traditionerne engang trivedes.

I den forbindelse citerer han Karl Marx – ikke pga. den gamle filosofs tanker om klassekampen og nødvendigheden af en socialistisk revolution, men for noget langt mere fundamentalt: ”Bourgeosiet [Marx’s betegnelse for den kapitalistiske klasse] kan ikke eksistere uden konstant at revolutionere produktionsmidlerne og dermed produktionsforholdene og med dem alle samfundets relationer.” I de førkapitalistiske samfund havde den herskende klasse en interesse i en social stabilitet, der lagde hindringer i vejen for teknologisk innovation. I det nuværende samfund fjerner profitmotivet de sociale og politiske begrænsninger på teknologien. Følgelig, bemærkede Marx, oplever vi en uafbrudt omvæltning af alle sociale relationer sammen med en evig usikkerhed, der adskiller den borgerlige tidsalder fra alle tidligere.

”Alle … fastfrosne relationer med deres … gamle og ærværdige fordomme og meninger bliver fejet til side, alle nyskabte bliver forældede, før de kan nå at fæstne sig.” Teknologien, mente Marx, er det sande revolutionære princip, som tilintetgør traditioner ved at ændre deres grundlag, hurtigere, end de kan tilpasse sig.

ANNONSE

I takt med, at nye teknologier vinder indpas, forvrider de forbindelserne mellem institutioner, vaner, dyder og belønninger. De gør traditioner formålsløse, fjerner skellet mellem agtværdig og ondskabsfuld adfærd, og gør tilvante livsnormer forældede. Hvis de institutioner, der understøttede traditionerne, ikke genfødes, og hvis ingen begynder at leve i overensstemmelse med disse traditioner, bliver de til ingenting.

Sådan lyder den katolske professors nedslående budskab.

Fra bønder til eksperter i organisk kemi

Når talen falder på forældede antagelser, mindes man som et kuriosum Bertel Haarder, der blev spurgt, hvad folk skulle tage sig til, hvis deres gamle fag ikke længere fandtes. De kan blive tekniske tegnere, svarede Haarder, der ikke havde opdaget, at også dette fag var blevet overhalet af teknologien.

Som eksempel på den konstante omvæltning af produktionsforholdene nævner Askonas landbruget.

Gennem årtusinder har bønder prøvet at bevare jordens ydeevne gennem sædskifte og ved at anvende husdyrenes naturgødning. Denne praksis befordrede omsorg for jorden, selvbårenhed og arbejdsdisciplin. Disse dyder gavnede ikke bare den enkelte landmand, men samfundet og økonomien. De gav ophav til helligdage, religiøs hengivenhed, juridiske aftaler, bankernes praksis, undervisningens formål og mere. Kort sagt: De formede en måde at leve på.

Det har en enkelt teknologi vendt op og ned på, nemlig indførelsen af kunstgødning, der medførte, at landmænd, som ikke gik over til den nye driftsform, blev ruineret. Der var ikke længere brug for bøndernes gamle viden, men for monokultur af lukrative afgrøder (cash crops).

Men den nye teknologi kom med omkostninger. For at dæmme op for det kemiske landbrugs skadevirkninger på miljøet måtte man skabe et bugnende statsligt bureaukrati til at overvåge og regulere kemiens anvendelse. Landmand kan man i dag kun blive, hvis man har en formel uddannelse i bl.a. organisk kemi.

Som Askonas påpeger, har landbrugsrevolutionen haft dybe sociale og økonomiske konsekvenser. Der var ikke længere brug for at få mange børn til at hjælpe med bedriften, og fødselstallet faldt. Men færre børn betød også, at der blev behov for sæsonarbejdere under høsten, hvilket gav et økonomisk incitament til masseindvandring af lavt uddannet arbejdskraft. Den billige kunstgødning ændrede ikke bare opfattelsen af, hvad det vil sige at være landmand, men havde også ideologiske konsekvenser, idet forsøg på at bevare – konservere – en gammel livsform og et gammelt samfundssyn faldt til jorden.

De konservative tabte ikke idekampen, men økonomien

Askonas understreger, at hans formål ikke er at begræde tabet af den gamle livsform, men simpelthen at påpege, at den teknologiske omvæltning har undergravet konservative forsøg på at forsvare traditionen. (Præcis i forlængelse af Marx’s analyse).

De konservative tabte kulturen – ikke fordi de tabte idekampen, men fordi de tabte økonomien. ”Når man stiger ned fra den højtravende retorik om ‘traditioner’ og ‘værdier’, bliver det tydeligt, at mange af de konkrete vaner og samfundsinstitutioner, som disse dyder byggede på, er gået i opløsning. Ikke pga. de progressive eller socialismen, men pga. de nye omgivelser og den politiske økonomi, som teknologien har skabt. … En tradition udløber, når gårsdagens visdom ikke længere gælder.”

Den digitale æra har indvarslet en yderligere fase i traditionens ødelæggelse og gjort vedtagne antagelser endnu mere forældede, og det er nødvendigt at se dybere end blot at fastholde traditionelle antagelser. Vi må, skriver Askonas, ”atter vende tilbage til spørgsmålet om, hvori menneskelig blomstring består, og hvad der skal til for at sikre den”.

”Vi kan ikke længere bevare. Så vi må bygge og genopbygge og derfor beslutte os for, hvad der er værd at bygge. Vi må være villige til at fælde dom over, hvad der kendetegner et godt liv.”

Det moderne konservative projekt fejlede, fordi det ikke tog hensyn til teknologiens revolutionære princip og dens profitmål. Men der er en anden vej, skriver Askonas, nemlig at bygge teknologier, der fremmer menneskelig blomstring. Og han citerer den franske filosof Simone Weil, som tog til orde for ”enracinement” – at slå rod, hvor ingen rødder findes.

Det kan næppe overraske, at den katolske professor ender med et Bibelcitatet: ”Lad de døde begrave deres døde.” Og som Jesus sagde: Kom med mig, hvis du vil leve.

Højrefløjen må lære af sine fjender

Allerede i 2019 rettede Gladden Pappin, politikprofessor ved University of Dallas, en sønderlemmende kritik mod konservatismen (”Toward a Party of the State”, American Affairs, Spring 2019).

Efter hans opfattelse har det politiske højre konsekvent afvist at opdatere deres politiske dagsorden og dermed forholde sig til de ændrede samfundsforhold, samtidig med at venstrefløjen stort set har opgivet sit klassiske fokus på arbejderklassen og i stedet allieret sig med globale kapitalinteresser – markedsført under en fernis af personlig frigørelse. (Pappin kunne i denne forbindelse have nævnt frit valg af køn, sexindoktrinering af skolebørn og andre af tidens woke-fænomener.)

Konservative har prøvet at retfærdiggøre sig under dække af at hylde liberale værdier, alt mens de selvsamme konservative bliver afvist at dem, der betegner sig som liberale, og som kalder de konservative reaktionære. Ved at påberåbe sig at være liberale ender de konservative med at henvise til en samfundsorden, der ikke længere findes.

Som Pappin beskriver den oprindelige liberalisme, hvilede den på en adskillelse af det civile samfund og staten. Der var brug for en stat, som til gengæld havde pligt til at beskytte civilsamfundet, der blev anset for den menneskelige friheds sande hjemsted. Men sådan opfører den moderne stat med sit imponerende administrative apparat sig ikke, især ikke, når magten falder i hænderne på en rabiat venstrefløj, der definerer, hvad det vil sige at ligge til højre. Alt, hvad venstrefløjen ikke kan acceptere, placeres konsekvent som højre og dermed som en fjende, og ”når det andet parti betragter dig som en fjende, så er det en fjende og ikke en ven”.

I denne situation har konservative intet andet valg end at bruge staten til at fremme deres mål, hvilket betyder, at de må tage ved lære af deres fjender. (Præcis sådan formulerer Pappin det ikke, men det må være meningen.) Det kan f.eks. betyde, at konservative må acceptere visse elementer af en protektionistisk handelspolitik og føre en restriktiv indvandringspolitik.

Kort sagt bliver de konservative nødt til at bruge statsmagten som redskab for deres politik og altså sige farvel til deres traditionelle ønske om mindst mulig stat. Det betyder ikke, at de ukritisk skal acceptere enhver illiberal ide. ”Det betyder simpelthen”, skriver Pappin, ”at de må tænke og handle politisk for at forsvare fælles interesser og bruge staten effektivt”.

De konservatives arvtagere må erobre staten og bruge den

Også John Daniel Davidson, ledende redaktør for et af højrefløjens intellektuelle flagskibe, The Federalist, mener, at det konservative projekt har slået fejl, og at konservative må skabe sig en ny politisk identitet, der afspejler den igangværende revolution. Konservative bør simpelthen holde op med at kalde sig konservative og lade være med at orientere sig efter, hvad de ønsker at bevare – konservere. (”We Need to Stop Calling Ourselves Conservatives”, The Federalist, 20.10.2022).

Tidligere gav det mening at ville bevare fortidens rige traditioner og civilisatoriske bedrifter for at give dem videre til næste generation og forsvare dem mod venstrefløjen, der ønsker at nedbryde USA’s konstitutionelle system og omdanne Amerika til en woke dystopi. Men en ærlig vurdering af dagens situation viser det absurde i en sådan bestræbelse. For hvad har konservative egentlig haft held med at forsvare? spørger Davidson. ”Bare i min levetid har de tabt meget: ægteskabet, som det gennem årtusinder blev forstået, første forfatningstillæg [til den amerikanske forfatning, der bl.a. garanterer ytringsfriheden], noget der ligner kontrol over vore grænser, den grundlæggende skelnen mellem mænd og kvinder og, særligt på det seneste, retsstaten.”

Man kan ikke bevare eller forsvare noget, der er dødt, konstaterer Davidson. Man kan måske bevare mindet eller en viden om det, men det var ikke konservatismens formål. Den handlede om at holde traditionerne ved live og bevare den vestlige civilisation som noget levende og vibrerende.

Nu er det for sent. Den vestlige civilisation er døende, og dens traditioner kan ikke længere danne grundlag for en fælles kultur eller et civilsamfund.

Det er absurd at tale om ”familieværdier” i en situation, hvor færre amerikanere vil gifte sig. Forsvaret for ”religionsfriheden” virker antikveret, når så få har en religion, at regeringen og de store virksomheder uvægerligt og med lethed vil forfølge dem.

Arvtagerne til den fejlslagne konservatisme må holde op med at kalde sig konservative (og endnu mindre republikanere) og begynde at tænke på sig selv som radikale, genrejsere og kontrarevolutionære. For det er faktisk, hvad de er, hvad enten de smykker sig med disse betegnelser eller ej.

I den forbindelse henviser Davidson til en af den amerikanske forfatnings fædre, Thomas Jefferson, der påpegede, at regelmæssige revolutioner er nødvendige, hvis man vil bevare friheden og civilsamfundet.

”Sagt uden omsvøb,” skriver The Federalists redaktør, ”hvis konservative vil redde landet, må de genopbygge det og i en vis forstand nygrundlægge det. … Hvorfor? Fordi en tilnærmelse til eller et kompromis med venstrefløjen er umuligt. … Venstrefløjen vil først stoppe, når konservative stopper dem, hvilket indebærer, at de må forkaste forældede og irrelevante forestillinger om en begrænset regering. I de konservatives hænder må regeringen blive et instrument til fornyelse af livet i Amerika – og en gang imellem et hårdtslående instrument.”

Hvad der sker i USA, kommer til os

Sådan er i hovedtræk den nye tænkning blandt visse amerikanske intellektuelle – en tænkning, som jo også har relevans i Europa, og som der derfor er grund til at tage alvorligt. For alt amerikansk kommer før eller siden til os.

Har Askonas, Pappin og Davidson ret? Det må man sige, at de har, med mindre vi snart oplever, at nogen sætter en stopper for venstrefløjens hærgen og bestræbelser på at undergrave fundamentet under den vestlige civilisation. Men det er der desværre ingen udsigt til.

Kilder:

https://compactmag.com/article/why-conservatism-failed

https://americanaffairsjournal.org/2019/02/toward-a-party-of-the-state/

https://thefederalist.com/2022/10/20/we-need-to-stop-calling-ourselves-conservatives/

Og vil man læse en opdatering af retsstatens undergang, kan denne artikel anbefales:

https://thefederalist.com/2022/10/24/steve-bannon-is-now-a-political-prisoner-and-the-rule-of-law-is-dead/

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle

Lang dags rejse mod nat