Nyt



Efter det næste terrorangreb vil vi glemme det forrige, men enkelte billeder brænder sig fast. Rasmus Tantholdts interview med Patrick Jardin, far til et Bataclan-ofrene, vil blive husket. Han mistede sin datter i fredags, og reaktionen var væsensforskellig fra den pæne mand der til mindehøjtideligheden talte om ‘humanisme’ som den bedste form for terrorbekæmpelse. Patrick Jardin følte had, indædt had, og det vil den pæne mand også gøre, når virkeligheden kommer tættere på. Skøn klumme af Mads Holger – Vel skal vi da ej bare gøre, som vi plejer.

“Oven på de frygtelige terrorangreb i Paris i fredags har det været omtrent lige så forfærdeligt at følge reaktionerne herpå. … Både høj og lav har givet sit besyv med, og jeg bed bl.a. mærke i manden på gaden, der foran den franske ambassade blev spurgt om sit syn på de ca. 130 døde i Paris. ‘Nu må vi imødegå det med humanisme’ forklarede han til den forstående og nikkende DR-journalist, der ikke rigtig fandt lejlighed til at stille uddybende spørgsmål. …

 

Det var ikke et angreb på Akropolis eller Palatinerhøjen, det var et angreb på helt almindelige borgere, der uden større poetisk sentimentalitet blot døde af skudsår og eksplosioner. De sang ikke Marseillaisen, mens de sov ind, de døde for de flestes vedkommende til lyden af en russisk produceret Kalashnikov-riffel.

 

Med andre ord er vores levevis ikke under angreb, det er vores territorium og sikkerhed, for vi har en fjende, der ønsker at erobre dette, og så banalt er det. Jeg er ked af, at jeg ikke i denne stund kan forfatte et højtsvunget epos om menschheit og humanisme. Jeg kan ikke finde anledning til at synge Celine Dion ligesom i sidste scene af Titanic, og jeg kan ikke finde anledning til at citere Poul Henningsen, og nu kommer der noget virkelig dramatisk i det følgende, hvorfor jeg skal advare svage sjæle, men her kommer det altså:

 

Anden Verdenskrig blev ikke vundet af Poul Henningsens revytekster, den blev vundet af små 25 millioner dræbte russere og navnlig konstruktionen på den russiske T-34 tank, hvor panseret havde en mere vandret positur, der gjorde den vanskeligere at penetrere. Jeg ved godt, at dette vil komme som et chok for mange, men det er i Danmark og Vesten ofte tilfældet, når vi konfronteres med fakta og virkelighed.

 

… hvilket bringer os til den anden reaktion, som både høj og lav har ladet lyde oven på det seneste angreb i Paris. Den lyder: Vi må fortsætte, som vi plejer, ellers har terroristerne vundet. Hertil må jeg svare klart nej. Det er forkert, det er heller ikke korrekt.

 

Forestillingen om, at vi bare skal gøre, hvad vi plejer, er at sidestille med en dansk bondemand og hans kone, der hver aften på god rustik vis går til ro klokken ni, men en dag slår lynet pludselig ned i gården og antænder en brand. Mens ilden breder sig fra æblegården til humlehaven og herpå stalden til deres søns værelse, kigger bonden på sin kone og siger: ‘Klokken er ved at være ni, vi må hellere gå til ro, som vi plejer, ellers har lynet vundet’. Naturligvis skal vi i særligt udsatte situationer agere på en særlig vis, der modsvarer omstændighederne.

ANNONSE