Man forstår bedre hvorfor middelalderens mennesker udstyrede katedralerne med fabeldyr, som symboliserede ondskaben. Glem ikke hvad denne verden er lavet af! Hvem, der hersker. Vogt dig.

Det er ikke ofte vi møder NRK til debat, men vi svarer ja som pligt overfor læserne og for at tjekke hvor de officielle medier befinder sig mentalt.

Håkon Haugsbø forelæste som præst under indspilningen af ”Desse Dagar”: Med AUFs viceleder som blev spurgt om hadtale. Baggrunden er Utøya og hadtale er opfølgeren. Det siges og tages for givet at “alt er blevet værre på nettet”. Hvor ved de det fra? Der findes jo snart ikke netsteder med frie kommentarfelter.

Jeg får indtryk af at journalister i de store medievirksomheder bliver udelukket helt fra at møde kolleger med andre synspunkter.

Vi siger: Medierne glemmer at spørge om baggrunden for de stærke følelser. Det handler om polarisering, fordi afstanden er blevet så stor. Hvorfor er der så stor afstand? Document har som eneste medium brugt meget tid på at forstå Trumps USA. Norske medier vil overhovedet ikke forstå, kun fordømme. De kappes om at fordømme.

Norge er ved at skrue sig selv ned i et hul og vi siger: De som befinder sig i denne symbiose; politikere og medier, kirke, kulturliv osv. lever i en alternativ virkelighed. De gør alt for at støtte hverandre for at der ikke skal slippe et glimt af tvivl ind.

Mere specifikt:

Den sidste halvanden uge har der været flere terrorangreb i Europa:

Fire politifolk blev dræbt inde på hovedkvarteret i Paris af en kollega, som var konverteret for ti år siden, men ingen havde turdet rejse spørgsmålet, om han var en sikkerhedstrussel, pga. signalerne ovenfra.

Det er akkurat de samme signaler som sendes fra oven i Norge: Hear no evil, see no evil. Move on, please. Nothing to see here.

Der var netop sket en terroraktion i Limburg, hvor en 32 år gammel syrer forsøgte at køre flest mulig ned med en lastbil. Han blev øjeblikkeligt erklæret utilregnelig.

Det forsøgte man også med Mikael Harpon: Det hed “arbejdskonflikt”. Men konflikten viste sig at bunde i at han ikke ville tage imod ordre fra kvinder.

NRK er ikke interesseret i komparativ nyhedsrapportering: I Jehovas Vidner er der ingen som tager en 33 cm lang keramisk kniv med sig på arbejdet og skærer hovedet af kolleger. Kan det tænkes at konfliktniveau og alvorlighedsgrad er på lidt forskellige niveauer? Kan det tænkes at det er belejligt at have nogle kristne sekter i baghånden, for at slippe for at snakke om “det andet og vanskelige”?

Dvæl ikke ved detaljer, lad ikke virkeligheden indhente dig. Se ikke på billederne.

50 franske politifolk har indtil nu i år begået selvmord. Hvem tror NRK skal beskytte samfundet når politifolk ikke orker mere? Kunne vi få billederne af alle 50 at se? VG har lavet serie om alle drab på samboer/ægtefælle. Hvad med historierne bag 50 selvmord? En overordnet som brugte tjenestevåbenet foran øjnene af sine kolleger. Hvad får politifolk til at gøre sådan? Kunne vi få nogle detaljer?

Terror i Manchester, og igen var det “nothing to see here, move on”.

I Halle var der mere terror, forsøg på at skyde sig ind i en synagoge på Yom Kippur. Indendørs sad 80 jøder og rystede. Gerningsmanden var en ”loner” som boede hjemme og nærmest en karikatur af en højreekstremist.

Men alligevel skød han to mennesker ihjel i ren skuffelse over ikke at komme ind i synagogen.

Europa oplevede således tre islamske terrorangreb og et højreekstremt på lidt over en uge. Den ene ekstremisme er importeret, den anden er hjemmeavlet.

Hvordan forholder de officielle myndigheder og medier sig? De vil ikke rapportere om islamistisk terror. De behandler den som mere psykiatrisk, som højreekstremisme.

Hvordan skal samfundseliten kunne tages alvorligt når den har indladt sig med islamismen, ja selv IS-ekstremismen. Hvordan skal den kunne blive taget alvorlig når den snakker om højrepopulisme og hadtale og islamofobi? Den spiller sig selv ud over sidelinjen.

Onsdag 9. oktober bragte Aftenposten et helsides debatindlæg af Aisha Shezadi, skrevet fra Al-Roj-leiren i Syrien.

Det var en skammens dag for norsk presse. En IS-kvinde får spalteplads til at præsentere sin version ufiltreret. Har vi nogensinde set noget tilsvarende?

Norske medier har mistet klarsynet. De sværmer for IS-humanismen, sammen med eks-ministre og NGO’er.

Der er noget forrykt og skræmmende over denne omfavnelse af en grusom ideologi. De virker forhekset af dæmonien i IS. For IS er dæmonisk.

Det er samme dæmoni som fik Mikael Harpon til at skære hovedet af sine kolleger i Paris. Det er disse mennesker, den norske elite går i forbøn for at få hjem så hurtigt som mulig.

Hvordan skal disse mennesker kunne forebygge og modvirke højreekstremisme? Med hvilket grundlag kan de afvise højreekstremisme når de omfavner IS-humanismen?

Islamisterne har taget et stort skridt ind i det offentlige rum og de politiske organer. Marian Hussein vil ved næste korsvej kunne bestemme, hvem der får lov til at komme i debat med hende. Foreløbig er islamisterne firkantede og klodsede. De går lige på.

Men islamisterne er på vej ind. De rykker ind på arbejdspladser og i styringsenheder. Det vil blive vanskeligt at sige dem imod. De tilhører jo samme fællesskab. At nævne terroren er bandlyst.

Hvis du gør det og kalder ting ved deres rette navn, begynder de at lave lyde, eller de ser væk, som om de ikke tåler at se dig i øjnene.

Hvis man siger det selvindlysende:

Islam var i krig med Vesten, men er nu også i krig med sig selv.

Vesten var i krig med islam, men er nu også, og primært, i krig med sig selv.

Da ser de ned og bort, som om du har sagt noget unævneligt.

Sådan er verden vi lever i.

Glem det ikke. Hold fast ved det, for det er det eneste vi har.