Kommentar



Det er når en nation befinder sig i vanskelige øjeblikke, at en leders kvaliteter virkelig bliver sat på prøve.

Angela Merkel bestod ikke den prøve i sin tale til tyskerne klokken 11 tirsdag formiddag.

Selv i indledningen, hvor den tyske statsministeren skulle rekapitulere hvad der var sket, svigtede hun:

“En grusom, og til syvende og sidst ubegribelig ugerning har taget livet af tolv mennesker.”

Verden har efterhånden set et ret betydeligt antal ugerninger, og der er blevet gjort mange forsøg på at begribe deres dynamik – ikke mindsty af dem, der har til opgave at prøve at forhindre, at de sker.

Det er som om Merkel med et eneste ord fjerner resultaterne af disse forsøg. Vi skal åbenbart tro, at det kommer som lyn fra en klar himmel, når nogen laver en lastbil om til et masseødelæggelsesvåben.

På en dag hvor millioner af mennesker vil have svar, undlader hun ikke bare at svare, hun udviser en komplet virkelighedsfjern tilgang til hele problemstillingen. Det er følelserne, som dominerer. Merkel er “rystet”. Nej, jamen dog, er hun virkelig? Det er alle, men en leder forventes at kunne fremvise noget mere end blot et normalt fungerende følelsesliv.

ANNONSE

Hun skal definere og afgrænse krisens omfang og give klare bud på, hvordan man inddæmmer den – og ikke mindst svarer igen.

Hun gjorde ingen af delene.

Merkel sendte, som det sig hør og bør, sine tanker til de dræbtes familier og sin tak til alle indsatsstyrker. Men der er intet, der tyder på, at hun er i krig. Til gengæld har hun klare svar på forsvaret for gerningsmandens retssikkerhed:

“Vi må på nuværende tidspunkt gå ud fra, at det er et terrorangreb. Denne ugerning vil blive opklaret og de skyldige straffet så hårdt som vore lover tillader.”

Det er påfaldende, at landets leder på den ene side konstaterer, at der efter al sandsynlighed er tale om et terrorangreb og samtidig anskuer dette mulige angreb på staten som en banal straffesag. Det må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver borger, der søger svar på den helt fundamentale utryghed, der opstår når først troldens navn er nævnt: Terror.

Men Merkel tilbyder hverken lederskab eller giver svar på spørgsmålet om befolkningens fysiske sikkerhed:

“Det er vanskeligt for os at acceptere, at det var et terrorangreb. Millioner, også jeg, spørger hvordan vi kan leve med angreb på et julemarked.”

Det helt indlysende svar ville have været, at vi naturligvis ikke kan leve med, at julemarkeder eller andre festlige og fredelige samlingssteder for børnefamilier bliver mål for terror. At staten ikke vil finde sig i det, men uophørligt jagte terroristerne og slå hårdt igen til skræk og advarsel.

Men Merkel er åbenlyst svag i krisesituationer og synes mere fokuseret på at finde ud af, hvordan man så kan leve med terroren. At acceptere terroren i vores midte fremfor end at bekæmpe den. Der er en foruroligende afmagt i den melding.

Merkel er udmærket klar over, at mange vil bebrejde hende for at have ført en politik, som gjorde mandagens blodbad mulig. Derfor forsøger hun på bedste beskub at tage brodden af de bebrejdelser, hun ved vil regne ned over hende:

“Det vil være meget svært at bære, hvis det skulle blive bekræftet, at et menneske, som harbedt Tyskland om beskyttelse og asyl, har begået denne ugerning.

Det vil være særdeles ubehageligt for de mange, mange tyskere som dagligt er engageret i at hjælpe flygtninge, og for de mange mennesker som faktisk har behov for vores beskyttelse og som anstrenger sig for at blive integreret i vores land.”

Selv når hendes egen politik viser sig at skade landet, gør hun hvad hun kan for at forsvare den som rigtig – og tager dermed igen et skridt ud af den virkelighed hun er sat i verden for at afkode og reagere på:

Det er ikke de mange migranter, der er kommet til Tyskland, som har behov for beskyttelse – det er et absolut mindretal. Det er de mange, der ønsker et økonomisk bedre liv. Selv EU-kommissonens vicepræsident indrømmer det.

Men aldrig Merkel. Hun er kørt fast i sit eget spor, og kan ikke sige andet.

I realiteten beder hun sit folk om at ignorere det, der er sket:

“Vi vil ikke opgive hyggelige stunder sammen. Vi vil ikke leve med, at frygten for det onde lammer os. Vi vil ikke opgive julemarkederne.

Selv om det falder vanskeligt i denne tunge stund, skal vi finde kræfterne til at leve som vi vil leve i Tyskland: frie, sammen med hindanden, og åbne over for hinanden. Tak.”

Det at nogen instrumentaliserer friheden, åbenheden og ønsket om sameksistens til at ødelægge alle tre, rejser alvorlige spørgsmål, ikke mindst om konsekvenser. Merkel tilbyder følelser og gode ønsker. Det er som om hun ikke engang fornemmer spørgsmålene. Svaret kan ikke blive andet end tomhed.

Kan nogen fylde det politiske vakuum, som hun efterlader, eller repræsenterer hun sin egen befolkning lidt for godt?

ANNONSE


  • Henrik Petersen

    Jeg er ked af at sige det men angela merkel er jøde og har israelsk pas. dette er ikke bare en løs påstand men et faktum. Hun er zionist og er helt bevidst om hvad hun siger også i denne situation. Hun vil blive ved med at forsøge at holde folket hen ved at spille dum, lige indtil udslettelsen af tyskerne er fuldbyrdet.

Mest lest