Mens jødiske symboler forsvinder, breder islamiske symboler sig, fra burkinier på strandene til tørklæder på arbejdspladsen. Jøder, der ikke er flygtet fra Frankrig, prøver at blive “usynlige”.

Antisemitisme er et så gigantisk problem i Malmö, at selv ledende personer i bystyret ikke kan forstå, hvordan det er blevet så normaliseret. De synes at affeje det som en del af en ikke-svensk kultur, som i et multikulturelt samfund bør tolereres, ja ligefrem gives plads.
Hvis der er børn i den svenske folkeskole i dag, som promoverer en antisemitisk konference, hvad vil disse børn så foretage sig i fremtiden?
Er Sverige virkelig ved at blive et land, hvor jøder ikke længere er velkomne, for en skønne dag at blive et land uden jøder? Og hvis det sker, hvad fortæller det så om Sverige? Og hvem bliver de næste efter jøderne?

Omfavnelsen og tilbedelsen af Muhammad Ali er et dårlig omen. Vesten har ikke udviklet sansen for hvad som er hvad: Det løfter en bokser op som symbol på noget han ikke er. Hvem forklarer at Ali var FOR segregation og samarbejdede med Ku Klux Klan, som talsmand for Nation of Islam? Hvide liberale forstår ikke at deres politiske korrekthed og besathed af antiracisme er med at lægge grunden for en ny type racisme. Antiracismens utopiske karakter er med at bidrage til et had mot Vesten og hvide mennesker, mod vestlig historie og kultur.

I dagens Sverige er antidiskriminering og antiracisme fundamentale begreb. Men det forhindrer ikke at antisemitismen tolereres, i den grad at den er blevet normaliseret. Den får udløb på skoler, i politikken, og kendte salafistprædikanter fra Saudi-Arabien har en selvfølgelig plads.

UNESCO har, på palæstinensisk forslag, vedtaget en tekst som ignorerer, udelader eller benægter jødisk nærvær i Jerusalem flere tusen år bagover. Det er et stykke revisionistisk, antisemitisk “filth”, som Sverige, Spanien og Frankrig stemte for, sammen med Egypt, Tunesien og Marokko. USA, Tyskland og Storbritannien stemte imod.

En lærer på en kristen privatskole på Sotra udenfor Bergen fik på puklen efter at have givet elevene en sammenligning mellem Jesus og Mohammed. Rektoren måtte love at det aldrig skulle gentage sig. Episoden sagde noget om valg som er taget. Disse valgene er vi aldrig forelagt, vi er aldrig spurgt. De kan godt få høre vores svar: Vi sier Nej.

Abbas har ytret de værste ord: Fred med Israel. Abbas talte selvfølgelig til den israelske offentlighed, ikke til sin egen befolkning. Han har altid sendt budskaber om forsoning til israelerne, men dette er den samme Abbas, som oppisker sin egen befolkning til vanvid ved at fortælle dem, at jøderne “besudler Aqsa-moskeen med deres beskidte fødder,” og den samme Abbas, hvis medier og embedsfolk glorificerer palæstinensere, der myrder israelere.

Abbas har kun sig selv at takke for dette morads. Ligesom andre palæstinensiske ledere er Abbas blevet et gidsel for sin egen anti-israelske gift.

Ken Livingstone og Jeremy Corbyns problem er hele venstresidens problem. De har hvæsset våben mod Israel i årtier. Samtidig er de blevet stadig mere åbne om sit venskab med Hamas og Hizbollah. Før eller siden måtte taget falle ned i hovedene på dem.

Jeremy Corbyn stod i Clerkenwell Green i London søndag, 1. maj, og lovpriste mangfoldet. Det er det der har gjort os stærke, sagde Corbyn. Han fik direkte svar fra Labour-kollega i Israel, Isaac Herzog, som spurgte: Mangfold med hvem? Med Hamas? ‘We stand absolutely against anti-Semitism in any form,’ he said. ‘We stand absolutely against […]

196 voldelige hændelser. Hvis det var en anden gruppe, lad os sige muslimer, der var udsat for vold i et sådan omfang, hvad ville medierne og den politiske klasse sagt? Der ville næppe været et øje tørt. Der ville været officielle kampagner: lad os beskytte Dagens Jøder. Men når de Virkelige jøder igen bliver jaget, qua jøder, bliver establishment forlegent.
Hvorfor? Kan det ha noget med gerningsmændene at gøre?