Man kan ikke afvise muligheden af, at Trump – ligesom Egon i Olsenbanden – har udtænkt en lumsk plan, men lige nu er den svær at få øje på. Blandt Teherans punkter er et krav om fjernelse af de økonomiske sanktioner mod Iran samt mullahstyrets fortsatte ret til at berige uran (med henblik på at kunne udvikle atomvåben – et krav, som USA meddelte var årsagen til det amerikansk-israelske felttog). Skal det nu pludselig være et godt grundlag?

Her til morgen har præsident Trump givet det iranske præstestyre en grum advarsel: Hvis mullaherne og deres støtter i Revolutionsgarden ikke indgår en våbenhvile, vil ”en hel civilisation dø i aften” – nærmere bestemt kl. 18 amerikansk østkysttid.

Civilisation er så meget sagt. Barbari ville være en mere passende betegnelse for det iranske styre.

Sådan lyder det i beretningen om Jesu korsfæstelse og genopstandelse for 2.000 år siden. På samme tidspunkt i påsken 2026 er det lykkedes amerikanske specialstyrker at redde begge piloter fra et F15-fly, der blev skudt ned dybt inde i iransk territorium. Den sidste, der blev reddet, var en oberst, som kontrollerede flyets våbensystem. Selv om han var såret, formåede han at manøvrere i de iranske Zagros-bjerge, hvor Revolutionsgarden støttet af lokale frivillige febrilsk prøvede at pågribe ham.

Præsident Trump har givet resterne af det iranske mullahstyre indtil tirsdag aften amerikansk tid til at indgå en våbenhvile. Hvis ikke vil han ramme Irans elektricitetsværker og broer – altså i realiteten eliminere landets muligheder for at fungere. Som så mange gange før forlyder det, at de amerikanske forhandlere gør gode fremskridt, og at en aftale måske kommer på plads, inden det amerikanske ultimatum udløber.

Måske er de iranske galninge ved at løbe tør for angrebsvåben (hvilket intet foreløbigt tyder på), men så har de kraftigere våben i form af stærke vestlige allierede. Det gælder de fleste af mainstream-medierne, der glæder sig over ethvert amerikansk tilbageslag, og USA’s demokratiske parti, hvis ledere på daglig basis fremholder, at Trump ikke aner, hvad han har rodet sig ud i, og som spår, at USA’s ”ulovlige” krig er tabt.

Når historiebøgerne engang skal skrives, vil historikerne – uanset om de elsker den frie verden eller hader den – betragte det Herrens år 2026 som lige så skelsættende som 1789, 1914, 1939 og 1991, da Sovjetunionen officielt blev opløst. 2026 blev også året, da NATO gik i opløsning. Det har været alle tiders ordning for de europæiske regeringer: USA sørgede for forsvaret, og europæerne kunne bruge deres penge på velfærdsprogrammer samtidig med, at de skældte amerikanerne huden fuld.

Den muslimske magtovertagelse har nu stået på så længe, at europæerne er begyndt at opfatte invasionen som et naturligt vilkår, som man ikke kan gøre noget ved – lige så lidt som man kan forhindre sommeren i at blive afløst af vinteren. Denne gang drejere det sig imidlertid ikke om årets gang, men om vores rejse ind i et evigt vintermørke.

Da jeg i 2008 interviewede kronprins Reza Pahlavi, spurgte jeg, om han var enig i den vurdering, at alle verdens terrorhandlinger enten er iværksat af de iranske fanatikere, eller at de i det mindste har forudgående kendskab til dem. Det kunne han bekræfte.

Da jeg i 2013 blev udsat for et attentat, forklarede en eksiliransk veninde og mangeårig aktivist, at hun var sikker på, at det via stråmænd var foranstaltet af Den Islamiske Republik.

Faktisk mener toneangivende medier, at de iranske mullaher trods Trumps udmeldinger er ved at vinde krigen. Hvis iranerne og Trump kommer med stridende forklaringer, tror de på iranerne. Symptomatisk er f.eks. Berlingskes triumferende påstand om, at ”Trumps tilbagetog er Irans største sejr”. ”Tilbagetoget” er lig med Trumps nyeste udmelding om, at han har givet Teheran fem dage til at komme med så store indrømmelser, at man måske kan nå en forståelse. Den engang seriøse avis, Børsen, følger op med at kalde Trump ”TACO” – Trump always chickens out.

Når man hører ordet ”forhandling” i forbindelse med Iran, bliver man unægteligt nervøs. Men ikke desto mindre meddeler præsident Trump, at han har givet mullahstyret indtil ugens udgang, så der kan indgås en aftale, bl.a. om en åbning af Hormuz-strædet, som vil gøre alle tilfredse.

Det er uklart, hvem han forhandler med. Det kan også tænkes, at der ikke bliver forhandlet, og at Trump blot vil skabe forvirring blandt de overlevende iranske ledere, som sikkert spørger sig, hvem der mon er ved at sælge ud af, hvad der er tilbage af Den Islamiske Republik.