Men hvad er mellemtingen mellem iranske kernevåben og ingen kernevåben? Er det 50 pct. af de kernevåben, som de shiaislamiske fanatikere havde håbet at kunne anskaffe sig?
Som bekendt er Donald Trump en suveræn strategisk skakspiller. Man skal derfor ikke tro på noget, han siger, men kun hvad han gør.

Jeg bliver muligvis snart nødt til at æde mine ord – hvis Donald Trump gør alvor af at “gøre arbejdet færdigt” i Iran.

Når Trump udebliver fra sin søns bryllup og aflyser en golfrunde i Bedminster, og hans rådgivere samtidig aflyser alle planer, er det et umiskendeligt tegn på, at der er noget stort under opsejling: Højst sandsynligt et stort angreb mod Iran, der skal afgøre krigen en gang for alle.

Enten tror Trump stadig, at han kan lave en handel med Revolutionsgarden, der sikrer, at Iran aldrig får kernevåben (og held og lykke med det), eller også har han en plan, som han naturligvis ikke indvier offentligheden i.

Der er det rosværdige ved demonstranter, at de viser sig på gaden – i modsætning til tastaturkrigerne, der sidder hjemme i deres hyggelige stuer og finder på argumenter for deres projekt. I øvrigt aner vi ikke, om de findes, eller om deres udgydelser er masseproduceret af Kina, Rusland, Iran eller andre aktører, der vil os […]

For nogle år siden gik socialister og kommunister på gaden for at kræve bedre kår for den hjemlige arbejderklasse. Nu tropper de op med palæstinenserflag og -tørklæder, mens de råber på ”intifada” og lufter deres had til Israel og jøderne. Så vidt jeg ved, har vi aldrig tidligere i Vestens historie oplevet noget lignende.

Informationer inde fra Iran tyder på udbredt utilfredshed blandt regimets fodsoldater, som nu får en dagsration på en kartoffel og to syltede agurker. Der er ikke penge til lønninger, og det skal vise sig, om Revolutionsgardens muhamedanske ildhu vil overtrumfe soldaternes behov for mad og penge til at betale deres regninger. I mellemtiden har også det iranske regime skiftet karakter fra oprindeligt at have været et teokratisk tyranni til at springe ud som et åbent militærdiktatur.

I denne bedrøvelige situation glæder jeg mig over, at året stadig går sin gang. Trods Politikens og DR’s propaganda gror græsset i haven. Fuglene har indfundet sig, og solsortene hopper omkring, fordi min havemand netop har været og slået græsset.

Mine børn har sået blomsterfrø i syv store krukker på verandaen. Jeg skal huske at vande dem hver dag, og hverken Al Gore, Greta Thunberg eller Det Radikale Venstre skal kvæle mine blomster.

De netop afholdte britiske lokalvalg bekræfter atter en tendens, der han været tydelig i det meste af den vestlige verden: Hvor muslimer vinder indpas, bliver islam den akse, hvorom stadig mere politik drejer sig. Ikke nødvendigvis på den måde, at alle partier bliver muhamedanske, men sådan, at de nødvendigvis må forholde sig til islam og tilrettelægge deres politik derefter.

Én ting kan vi være sikre på, når det gælder Iran-krigen, nemlig at vi ikke rigtigt ved, hvad der foregår bag kulisserne. Hvad Donald Trump siger, er én ting. Hvad han gør, er noget andet. Vi må gætte baseret på de brudstykker, vi kan sætte sammen.

Men lige nu ser det ud til, at præsidenten har en strategi, som han tydeligvis tror vil kunne fremkalde en iransk overgivelse, der jo var hans oprindeligt erklærede mål med den militære indsats mod mullahstyret.

Hvis man støtter den israelsk-amerikanske indsats for at befri verden for islamo-fascistiske atomvåben, har man krav på at få en redelig og sandfærdig beretning om krigens gang. Og hvis Trump ikke vil give en sådan, gør han bedst i at tie, hvis han ikke vil åbne sig for kritik og så mismod blandt sine tilhængere.