En aftale med Iran er stort set på plads, meddeler Donald Trump. Det er uklart, hvad den indebærer, men vi kan nok gå ud fra, at de islamiske galninge i Teheran lover at opføre sig ordentligt i stedet for at true verden med terror, død og ulykke. Og det har måske gjort et godt indtryk på den amerikanske præsident.

Trump er imidlertid kendt for sin forhandlingsstrategi som beskrevet i bogen ”The art of the deal”. Man begynder med krav, som modparten umuligt kan acceptere i forventning om, at han vil indvilge i noget mindre – hvilket hele tiden har været planen.

Men hvad er mellemtingen mellem iranske kernevåben og ingen kernevåben? Er det 50 pct. af de kernevåben, som de shiaislamiske fanatikere havde håbet at kunne anskaffe sig?

Som bekendt er Donald Trump en suveræn strategisk skakspiller. Man skal derfor ikke tro på noget, han siger, men kun hvad han gør.

Måske tager han sig sammen til at udslette det iranske bøddelstyre, men en sådan handling bliver sværere at forsvare, når han gentagne gange har forsikret, at han var tæt på en aftale med Irans revolutionsgarde.

Det kan næppe indgå i Trumps ”The art of the deal” at blotte sig for angreb fra hans hjemlige politiske modstandere, der vil beskrive ham som en bandit, uanset hvad han foretager sig.

Her gik han lige og påstod, at han var tær på et kompromis med Allahs mænd i Teheran, og alligevel vil han ikke lade dem få kernevåben.