Det ejer sin egen bitre ironi, at vi er kommet dertil, hvor myndighederne kommer med opfordringer til kriminelle om ikke at begå kriminalitet …

Jeg er nået af det sørgelige budskab, at Ulrik Høy døde i morges knap 75 år gammel. Han havde i mange år klummen på bagsiden af Weekendavisen under pseudonym, og en dag jeg mødte ham, spurgte jeg om pseudonymet virkelig var ham. “Ja, jeg har haft den i seksten år, det svarer til livstid uden prøveløsladelse.”

Selvom hovedparten af de personrettede angreb med fyrværkeri finder sted i multikulturelle bydele, så er de ofre der er villige til at stå frem i medierne alle danske. Urolighederne har også givet enkelte venstreradikale et tiltrængt lynkursus i arabisk modkultur.

Manden der ledet mobben der angreb den amerikanske ambassade i Bagdad og sved deler av lokalerne af, Hadi Ameri, blev i sin tid inviteret til Det hvide hus af president Obama.

Christian fortæller i Facebook-gruppen ‘Amager’, at ‘familierne tør ikke længere komme ud og fyre af med børnene, og at det i det hele taget er ‘en trist vej vi er på vej hen ad’.

Jeg har truffet et valg.

Jeg vil altid stå på børnenes side.

Jeg håber, at I – der ser med – vil træffe det valg sammen med mig.

Det kommer med en pris. Det gør enhver svær beslutning.

Anti-Christian hostility is sweeping across Western Europe, where, during 2019, Christian churches and symbols were deliberately attacked day after day.

For ordensmagten er fred bedre end frihed, og i dag kan man læse, at den planlagte Trykkefriheds- arrangement om og med Generation Identitær, nu er flyttet til Christiansborg. Den yderste venstrefløj lever for konfrontationen, og set fra højre minder de en del om zombier. De ved det godt selv.

I en uge har medierne skrevet om angreb med fyrværkeri i landes islamiserede ghettoer, og kun i enkelte tilfælde kan medierne svinge sig op til udtrykket ‘anden etnisk herkomst’. Når Ahmediya-sekten (der er flygtet fra Koran-tro muslimer i Pakistan), rydder op på Rådhuspladsen, så er de omvendt fuldfede repræsentanter for Islam.

Hvis man sammenligner de to taler, som henholdsvis dronning Margrethe og kong Harald af Norge holdt nytårsaften, får man en følelse af uvirkelighed.

De er ikke til stede i den hverdag hvor mødre flygter med deres spædbørn i armene fra de indvandrerunges fyrværkeri.