Jeg er i gang med Jan Poulsen ‘s bog Something rotten! – punk i Danmark – maleri, musik og litteratur, der handler om dansk punk fra den spæde start i 1977 indtil 1985. Her en passage om Kenan Seeberg fra bandet Gate Crashers (Kenan Seeberg blev siden journalist i Danmarks Radio og på Ekstra Bladet og B.T.), der slog en pige i ansigtet i forbindelse med en koncert i Saltlageret:

Da det er sjældent at læse et sandt ord om amerikansk politik i de danske medier, kan det måske være nyttigt at opsummere de seneste dages tildragelser. USA er trods alt Danmarks vigtigste allierede, og det er svært at forestille sig, at Danmark og Europa kan forblive frie, hvis friheden går tabt i derovre.

De danske medier skruer op for volumen for at overdøve, hvad der egentlig sker i Washington. En gruppe på tyve repræsentanter fra Freedom Caucus pressede Kevin McCarthy til at give løfter om, at de næste to år ikke vil blive spildt, som de blev under Paul Ryan fra 2016-2018. Hvad der sker i de næste to år, vil afgøre, om Trump har en chance i 2024

Christian Marcussen skriver på Facebook om Stanford University der har lavet en bog om hvad man må sige og ikke sige. Visse ord er skadelige, man er bare ikke klar over det.

Lørdag var det otte år siden, at to bevæbnede muslimer trængte ind på Charlie Hebdos redaktion for at eksekvere dødsdommen: “Hvor er Charb?” “Allahu Akbar!” Charb forstod fuldt ud den frihedskamp, som kostede ham og hans livvagt samt syv af hans kollegaer, en gæst, en pedel og en politimand livet. I

I USA, hvis seneste politiske og kulturelle påfund, nøje bliver efterabet i Europa, har det i nogen tid været på mode at fjerne statuer af historiske personer, hvis synspunkter og handlinger ikke flugtede med de seneste woke-ideer. Dybest set er denne mode ikke bare en afstandtagen fra tidligere generationers levede virkelighed og forestillinger, men et forsøg på at ophæve selve historien ved at påklistre fortiden en evig nutid.

Disse ord fra  Natos generalsekretær Jens Stoltenberg til erhvervslivets årlige konference har den orwellske klang, der kendetegner det regime, der er ved at bemyndige og underlægge sig Vesten. Sproget er uigennemtrængeligt og utilgængeligt for sund fornuft.

Vi står nu over for to tyranner – islam og Beijing, og vi foretager os intet. Det dekadente Vesten koncentrerer sig om at føre borgerkrig, mens civilisationens banemænd har frit løb. Spørgsmålet er ikke, hvilken tyran, vi skal foretrække, for vi får intet at skulle have sagt.

Jeg har læst Monica Papatzus lange og ambitiøse essay om Ukraine-krigen i Tidehverv nr. 9-10, 2022, og må medgive, at hun har mange interessante og tankevækkende pointer – specielt hvad angår krigens historiske forudsætninger. Der er således næppe tvivl om, at den ukrainske regering siden 2014 har handlet uklogt og undertrykkende over for sit etnisk-russiske mindretal.

Trods mange internationale politiske og diplomatiske forsøg på en mægling fortsætter krigen i Ukraine uden udsigter til en afslutning. Fjendtlighederne er frosset fast i en vedligeholdelseskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at kunne vinde en overbevisende sejr på slagmarken.