

I Berlingske skriver Gurpaul Singh Rehal en klumme om sin 80-årige far, der kom fra Punjab til Danmark som gæstearbejder i 1970’erne.
Budskabet er, at dansk erhvervsliv blev båret af mænd som hans far, og at ingen takker dem.
Det er en god historie. Men det er ikke hele historien.
I 1960’erne og 1970’erne bragte dansk industri tusindvis af arbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. De udfyldte reelle huller på arbejdsmarkedet og betalte skat. Tanken var, at de skulle hjem igen. Det gjorde de ikke. De fik børn, der startede i skole, og den planlagte hjemrejse blev aldrig til noget.
Da oliekrisen ramte i 1973, ramte arbejdsløsheden dem hårdt. Mange endte på passiv ydelse. Finansministeriet, Rockwool Fonden og den danske DREAM-model, viser det samme:
Ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, har et negativt nettobidrag til de offentlige finanser, i størrelsesordenen titusindvis af milliarder kroner om året.
Skatteyderne fik regningen.
I Norge er historien næsten identisk. De første pakistanere kom i slutningen af 1960’erne. Da Danmark indførte et indvandringsstop i 1970, vendte mange sig mod Norge. I 1970 var pakistanere allerede den absolut største gruppe af udenlandske arbejdere i landet. Norge indførte sit eget indvandringsstop den 1. februar 1975. Men forbuddet gjaldt kun arbejdstilladelser. Familiesammenføring blev ikke påvirket. Mens antallet af mandlige indvandrerarbejdere faldt, steg antallet af kvinder og børn tilsvarende.
Regnestykket gik heller ikke op her. Statistisk sentralbyrå har beregnet, at hver ikke-vestlig indvandrer, koster staten netto 4,1 millioner norske kroner i løbet af deres levetid. De samlede fremtidige omkostninger er anslået til 1.200 milliarder norske kroner. Pr. januar 2026 modtog 54.195 indvandrere førtidspension i Norge, en stigning på 80 procent på ti år. 79 procent af al socialhjælp går til ikke-vestlige indvandrere.
Klummeskribenten i Berlingske ønsker, at vi skal huske en generation, der kæmpede og bidrog. Det er ikke urimeligt. Men at fortælle halvdelen af historien er ikke ærlighed.
Det er bitter nostalgi, der desværre førte til flere udgifter end indtægter.