Vores kultur lider af billedoverflod. Vi er overmættede af billeder. Dagligt oversvømmes vi af AI-genererede billeder af alt, også det mest sakrale som billeder af Kristus: hyper-realistiske, uendeligt reproducerbare, tilgængelige på et sekund i enhver stil og ethvert format. Det digitale billedflow er en form for anæstesi. Det bedøver den sans, der skal til for at se noget.

Det samme gælder musikken. Spotify alene rummer over hundrede millioner numre, og algoritmen leverer uafbrudt det næste, tilpasset dit humør, dit tempo, din dag, men derfor synker intet rigtig ind. Man hører en sang og swiper videre. Den totale tilgængelighed har ikke gjort os rigere på musik, den har forringet vores evne til at lytte.

Nyhederne er et tredje eksempel. En jordskælvskatastrofe i Asien, en borgerkrig i Sudan, en oversvømmelse i Bangladesh, inden for sekunder er de i vores håndflade, påtrængende og nærgående, og inden for minutter er de afløst af de næste globale nyheder.

Det fjerne kommer tæt på uden at blive nærværende. Det rammer os uden at røre os. Sociologen Hartmut Rosa kalder det fremmedgørelse: Verden er holdt op med at tale til os, og vi er holdt op med at høre efter. Vi rækker ud, og der er ingenting, der rækker tilbage.

Filosoffen Walter Benjamin beskrev i 1935, hvordan kunstværket mister sin aura i reproduktionens tidsalder. Men det, der er sket siden, er mere radikalt, end han forudså: Vi har ikke bare reproduceret det fjerne – vi har afskaffet selve afstanden.

Streamingtjenester, sociale medier og smartphones har gjort alt umiddelbart tilgængeligt, og paradokset er, at når intet i autentisk forstand er fjernt, forsvinder nærheden også. Nærhed forudsætter afstand; det nære er kun nært i forhold til noget fjernt.

Når alt er umiddelbart tilgængeligt, ophæves selve koordinatsystemet: Der er ikke længere et her, fordi der ikke er noget dér. Man er tæt på alt og nær ved intet. Vores tid lider ikke af afstand, men af dens fravær.

Tilbage er en mærkelig mellemzone, hvor alt er tilgængeligt, og intet er nærværende. Det opleves som tomhed, men paradoksalt nok som en overfyldt tomhed, et feed der aldrig holder pause.

Det er måske derfor, mødet med noget virkeligt auratisk føles som noget ekstraordinært: Det trækker sig tilbage, det lader sig ikke reproducere, det kræver, at man selv er til stede.

Jeg erindrer selv et sådant møde. Jeg sad på et bibliotek, jeg dengang arbejde på. Ved siden af lå en smuk, gammel kirke. En dag ringede kirkeklokkerne. Der var begravelse, kunne jeg se fra mit vindue. Senere på eftermiddagen gik jeg ind i kirken.

Oktobermørket sneg sig frem som en stigende tidevandsbølge, der sendte lange skygger foran sig. Men i kirken var der lys.

Her hang et beundringsværdigt, lille krucifiks med en Kristusfigur. Den var fra 1200-tallet og skabt af en stødtand fra en mammut. Noget så sjældent måtte være uhyre kostbart.

Der var en stilhed omkring figuren i den tomme kirke, da jeg lænede mig frem for at tage den i nærsyn.

Figurens overflade havde en cremet glød. Der var farvenuancer fra hvid til varmere gullige toner og fine åretegninger med mørkere striber, der skabte en levende tekstur. Detaljerigdommen i ansigtstræk, hænder og kroppens kontur vidnede om mesterligt håndværk.

Men det egentligt ekstraordinære ved denne Kristusfigur var dens aura.

Der var på og en og samme gang noget nært og noget fjernt over den. Den var fysisk nær og håndgribelig. Den var foran mig nu og her. Men samtidig virkede den utilgængelig, som tilhørte den en helt anden sfære. Hvorfor?

Figuren repræsenterede i kraft sit materiale et enormt tidsspand. Mammutten uddøde for 10.000 år siden.

Betydningsfuld var også figurens kultværdi; troens inkarnerede mysterium. At Gud blev menneske og døde for vores skyld, ligger så uhyre langt fra vores normale fatteevne.

Ikke mindst bevarede Kristusfiguren sin aura gennem sin helt unikke karakter: Den kan ikke reproduceres.

Hvor er det opløftende at møde den slags i vores tidsalder!

Af Kasper Støvring