Gæsteskribent



Laurence Rossignol, Frankrigs minister for familie, børn og kvinders rettigheder, vakte et voldsomt postyr om det islamiske tørklædes hastige vækst i landet, da hun sammenlignede tørklædebærende kvinder med de “amerikanske negre som accepterede slaveriet.” Desuden opfordrede Elisabeth Badinter, en af Frankrigs mest berømte feminister, ligefrem til at boykotte Europas modehuse såsom Uniqlo og Dolce & Gabbana, der udvikler islamisk korrekt tøj (i 2013 brugte muslimer 266 milliarder dollar på tøj, og tallet kan nå op på 484 milliarder dollar i 2019).

Der er altså dukket en ny trend op i vestlig, folkelig kultur, som var næsten usynlig i medierne for ti år siden: tørklædebærende kvinder præsenteres nu også i tv-programmer som MasterChef [Mesterkok].

Mainstreamkulturen anser i dag tørklædebærende kvinder for “normalt.” Air France har på det seneste krævet af sine kvindelige ansatte, at de bærer tørklæde, når de opholder sig i Iran. Den italienske regering tildækkede for nylig de nøgne skulpturer i Roms Capitolium-museum under et besøg af Irans præsident, Hassan Rouhani, af “respekt” for hans følelser.

ANNONSE

Men i den arabisk-islamiske verden udgjorde tildækkede kvinder i lang tid undtagelsen fra reglen.

Det er næsten ikke til at tro, men indtil begyndelsen af 1990’erne bar flertallet af kvinder i Algeriet ikke tørklæde. Den 13. maj 1958, på Place du Gouvernement i hovedstaden Algier, rev snesevise af kvinder deres tørklæder af. Miniskørtet indtog gaderne.

Revolutionen i Iran fremkaldte den modsatte tendens: det første tørklæde dukkede op i begyndelsen af 1980’erne med fremvæksten af de islamiske bevægelser på Algeriets universiteter og i de fattige kvarterer. Hijabben blev uddelt af den iranske ambassade i Algier.

I 1990 befandt Algeriet sig på kanten til en lang periode med død og frygt: en borgerkrig med det islamistiske gennembrud som sit spøgelse (100.000 døde). Folk vidste, at der var ved at ske noget frygteligt, ud fra antallet af tørklæder i gaderne.

Det første offer for den islamistiske krig i Algeriet var en pige, Katia Bengana, som nægtede at bære tørklæde og forsvarede sin beslutning, selv da bødlerne rettede en revolver mod hendes hoved. I 1994 vågnede algerierne bogstavelig talt op til mure overklistret med islamistiske plakater, som meldte om henrettelse af utildækkede kvinder. I dag vover kun meget få kvinder sig uden for hjemmet uden hijab eller chador.

Når man kigger på fotografier fra Kabul i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, vil man se mange utildækkede kvinder. Siden kom Taliban og dækkede dem til. Frigørelsen i Marokko blev vakt af prinsesse Lalla Aisha, datter af sultan Mohamed Ben Youssef, som antog titel af konge, da landet erklærede sin uafhængighed. I april 1947 holdt Lalla en tale i Tanger og folk lyttede forbløffede til den utildækkede pige. Efter få uger nægtede kvinder i hele landet at bære tørklæde. I dag er Marokko et af de frieste lande i den arabiske verden.

Når man kigger på fotografier fra Kabul i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, vil man se mange utildækkede kvinder. Siden kom Taliban og dækkede dem til.

I Egypten, tilbage i 1950’erne, gik præsident Gamal Abdel Nasser på tv for at håne Det Muslimske Broderskabs krav om tildækning af kvinder. Nassers kone, Tahia, bar ikke tørklæde, ikke engang på officielle fotos. Idag er, ifølge akademikeren Mona Abaza, 80% af de egyptiske kvinder tildækkede. Det var først i 1990’erne, at den strenge wahhabiske udgave af islam ankom til Egypten via millioner af egyptere, som arbejdede i Saudi-Arabien og andre Golf-lande. I mellemtiden havde de islamistiske, politiske bevægelser vundet fodfæste. Og så begyndte de egyptiske kvinder at dyrke tørklædet.

I Iran indtog den traditionelle sorte klædning, som dækker iranske kvinder fra hoved til ankler, landet under ayatollah Khomeini. Han udråbte chadoren til “revolutionens banner” og påbød den for alle kvinder.

Halvtreds år tidligere, i 1926, havde Reza Shah indført politibeskyttelse til kvinder, som nægtede at bære tørklæde. Den 7. januar 1936 beordrede shahen, at alle lærere og hustruer til ministre og regeringsrepræsentanter skulle “bære europæisk klædedragt, når de viste sig offentligt.” Shahen bad også sin hustru og sine døtre om at færdes offentligt uden tildækning. Disse og andre vestlige reformer blev støttet af shah Muhammad Reza Pahlavi, som efterfulgte sin far i september 1941 og indførte forbud mod tildækkede kvinder i det offentlige rum.

I Tyrkiet holdt Mustafa Kemal Atatürk taler til skarer af kvinder og opfordrede dem til at være et eksempel for andre: en fjernelse af tørklædet ville fremskynde den nødvendige tilnærmelse mellem Tyrkiet og den vestlige civilisation. I halvtreds år afviste Tyrkiet tørklædet — indtil 1997, hvor regeringen under ledelse af islamisten Necmettin Erbakan fjernede forbuddet mod at bære tørklæde i det offentlige rum.

Tyrkiets Erdogan har brugt tørklædet til at fremskynde den voldsomme islamisering af samfundet.

Tunesiens præsident Habib Bourguiba, derimod, udsendte et cirkulære, som forbød kvinder at bære hijab på skoler og i offentlige kontorer. Han kaldte klædningen for en “afskyelig las” og lod sit land fremstå som en af mest oplyste, arabiske nationer.

Det var ikke kun den muslimske verden, der i lang tid afviste symbolet. Før spredningen af den radikale islam kunne miniskørtet, symbol på vestlig kultur, også ses over hele Mellemøsten. Der er mange fotografer, der kan minde os om denne lange periode: utildækkede stewardesser i skørter hos Afghan Airline (hvor ironisk, at Air France i dag ønsker at tildække sine); kong Hussein af Jordans skønhedskonkurrence på Hotel Philadelphia; det irakiske, kvindelige fodboldhold; den syriske, kvindelige atlet Silvana Shaheen; de utildækkede libyske kvinder i demonstration i gaderne; de kvindelige studerende ved det palæstinensiske Birzeit Universitet og de egyptiske piger på stranden (dengang ville en “burkini” være blevet afvist som et bur).

Så, i midten af 1980’erne, ændrede alting sig lige pludselig: Sharia-lov blev indført i mange lande, kvinder i Mellemøsten blev anbragt i et transportabelt fængsel, og i Europa genoptog de tørklædet for at genhævde deres “identitet,” hvilket betød dels en afvisning af assimilation af vestlige værdier og dels en islamisering af mange europæiske byer.

Først blev kvinderne påtvunget tørklædet, så indledte islamisterne deres jihad imod Vesten.

Først svigtede vi disse kvinder ved at acceptere deres slaveri som en “frigørelse,” siden begyndte Air France at tildække sine kvindelige ansatte under ophold i Iran som en form for “respekt.” Det afslører også hykleriet hos flertallet af de vestlige feminister, som altid er klar til at fordømme “homofobiske” kristne og “sexisme” i USA, men er tavse om seksuelle forbrydelser begået af den radikale islam. Med feministen Rebecca Brink Viponds ord: “Jeg lader mig ikke lokke af en nedladende opfordring til feminister om at skubbe deres mål i Amerika til side for at forholde sig til problemer i muslimske teokratier.” Det er de selvsamme feminister, som lod Ayaan Hirsi Ali, den modige hollandsk-somaliske dissident fra islam, i stikken, selv efter at hun havde fundet ly i USA: de forhindrede hende i at tale på Brandeis University.

Hvor længe vil vi mon opretholde vores forbud mod kvindelig, kønslig lemlæstelse (invaliderende omskæring, FGM)? En undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort i USA, antyder, at en tilladelse af visse “mildere” former for kvindelig lemlæstelse, som påvirker 200 millioner kvinder i verden, vil være mere “kulturelt følsomt” end et generelt forbud imod denne praksis, og at et rituelt “hak” i pigers vagina kan forhindre en mere radikal, vansirende praksis. Forslaget er ikke kommet fra Tariq Ramadan eller en islamisk domstol i Sudan, men fra to amerikanske gynækologer, Kavita Shah Arora og Allan J. Jacobs, som har offentliggjort deres undersøgelse i et af de vigtigste videnskabelige tidsskrifter, Journal of Medical Ethics.

Det vidner om de dybder, man kan forfalde til i det, som en af Frankrigs “nye filosoffer,” Pascal Bruckner, har kaldt for “den hvide mands tårer,” med deres masochisme, fejhed og kyniske relativisme. Hvorfor ikke også retfærdiggøre den islamiske stening af kvinder, som beskyldes for utroskab? Det virker, som om vi ikke kan kapitulere hurtigt nok.

Giulio Meotti, kulturredaktør ved Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.

 

Billedet: Iranske kvinder protesterer mod chadoren i 1979.

 

 

Tørklæde til kvinder: Islamisternes stærkeste våben
af Giulio Meotti
3. Maj 2016
Oprindelig engelsk tekst: Veiling Women: Islamists’ Most Powerful Weapon
Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE


  • soriella

    “Folk vidste, at der var ved at ske noget frygteligt, ud fra antallet af tørklæder i gaderne.”

    Just så. Det kan jeg skrive under på. Overalt der islamister får fotfeste, tiltar tildekkingen av kvinner. Og overalt der de tar makten, er tildekking noe av det første de tvinger igjennom.

    Trakassering av de utildekkede “horene” begynner sakte, tiltar så i økende tempo. Helt til det bare står lynsjing igjen, for de steile som ikke underkaster seg.

    På den norske kristne avisen Vårt Lands forum verdidebatt.no går mange debattanter langt i å “forstå” alle slags islamistiske påhitt, men tilsynelatende uten noen forståelse av den kjønnsapartheid og sexisme som ligger innebygget i forordningene om eksempelvis ikke å ta en person av annet kjønn i hånden, samt hijab.

    Håndtrykk 
til besvær – verdidebatt.no
    Hetsing av hijab er høl i hue – verdidebatt.no

    Der spørres bl.a. om det går noen “galninger” løs blant oss som kan finne på å spytte på muslimske kvinner i hijab. Tydeligvis er det ukjent at “utildekkede” kvinner selv i Skandinavia utsettes for spytting og annen trakassering fra muslimers – både kvinners og menns – side. Kvinner som flyktet fra islamismen og trodde de var trygge hos oss, har opplevd det. Det samme har norske kvinner. Men det teller visst ikke. Det bør vel helst ikke nevnes, for det er supremasistenes ømme følelser som skal skånes.

    De første hijabkledde kvinner i Norge fikk alle sine behov dekket av det norske folk. Var de undertrykket og plaget, så var det av sine egne. De siste kvinner uten hijab – om den tid kommer, “inshallah” – blir ikke bare trakassert, de blir straffevoldtatt, offentlig pisket eller lynsjet.