For personer, som er i stand til at sætte bidder af information sammen til et helhedsbillede, er den norske offentlighed med sin vildledende miskmask af fragmentariske oplysninger hele tiden en nærmest uudholdelig prøvelse.

Eksemplerne fra både presse og æterbårne medier tikker ind hurtigere end mennesker med kritisk sans formår at fordøje dem, mens mennesker uden kritisk sans gladeligt lader sig vildlede.

NTB skriver i dag om en ny rapport fra Statistisk Centralbureau (SSB) om såkaldt tæt samboende, mange mennesker på samme antal boligkvadratmeter, i Norge.

Indvandrere fra Afrika har det trangest hjemme, og allermest tætboende er indvandrerfamilier fra Somalia, viser en rapport fra Statistisk Centralbureau.

Blandt indvandrere regnes 20 procent af husstandene som tæt samboende. For resten af befolkningen er tallet 5 procent.
Husstande, hvor indvandrere har baggrund fra Afrika bor tættest, her regnes 29 procent som tætboende. Indvandrere fra Somalia er klart mest tætboende med 38 procent.

Blandt indvandrere fra Asien er det folk fra Pakistan og Syrien som bor tættest sammen, med henholdsvis 34 og 21 procent.

At pakistanere ikke er blevet som nordmænd, hvad enten forskellen viser sig gennem statistik over levevilkår eller gennem tænkemåde, strider mod et af de hellige dogmer i den norske offentlighed, nemlig at integrationen «kommer af sig selv» med tiden.

SSB-rådgiver Espen Andersen er derfor per automatik nød til at foregive at være en smule himmelfalden:

– Dette virker noget overraskende. Familier fra Pakistan bor længere tid samme sted og har betydelig større ejerandele end familier fra Syrien. Vi ville vel nok forvente, at familier fra lande med lang tid i samme bolig og store ejerandele, det vi kan kalde etablerede husholdninger, i mindst grad ville være tætboende.

Overraskelsen kræver en frapperende evne til at se bort fra det åbenlyse: Pakistanere har jævnt hen kortere deltagelse i arbejdslivet og med lavere gennemsnitsløn end nordmænd. Dermed er det åbenbart, at det antal kvadratmeter man har mulighed for at købe, er mindre.

Dertil kommer, at der for pakistanernes vedkommende statistisk set er flere personer, som skal dele det noget mindre boligareal. Dette bider NTB da også mærke i:

Indvandrerhusstande består gennemsnitligt af 2,27 personer, som er lidt mere end de øvrige husstande, der har et gennemsnit på 2,17. Husstande fra Pakistan er størst, med et snit på 3,37 personer.

Det er nemlig sådan, at frugtbarheden blandt pakistanske kvinder i Norge pr. 2016 ligger på 2,64 barn, efter at være gået ned fra 3,37 i år 2000.

For befolkningen som helhed er fertiliteten derimod sunket til 1,62 barn pr. kvinde.

Sagen er altså, at nordmænd arbejder meget og får få børn, mens pakistanere arbejder mindre og får flere børn. Endelig har pakistanere en familie- og klanmentalitet, med dertil hørende social kontrol, som gør, at de ikke har lige så stor tilbøjelighed som nordmænd til at flytte for sig selv.

Alle ved dette. Og at resultatet må blive forskelle i hvor tæt man bor sammen, er indlysende. Så hvorfor spiller Andersen overrasket?

Fordi han kommer tæt på en viden, det er forbudt at tale højt om: Den norske velfærdskasses indtægter bygger i stor grad på nordmænd, som venter med at få børn til de synes frugterne af deres eget arbejde giver dem råd til det, mens udgifterne i høj grad skyldes indvandrere, som ikke venter med at få børn, og som med et indgående kendskab til det norske sikkerhedsnet synes at de har råd til det.

Dette hykleri ligger som et vådt uldtæppe over de norske medier og offentlige institutioner. Det uldtæppe er lige så kvælende som atmosfæren i et hjem, hvor alle ved at noget er alvorligt galt, men ingen snakker om det.

Nej, den er faktisk meget mere kvælende, for det er muligt at gå ud af et hjem og trække frisk luft af og til. For at slippe for atmosfæren i landet derimod, må den, som ikke er så heldig at være omgivet af fornuftige mennesker, enten drage langt til fjelds, langt til skovs, langt ud på søen eller slet og ret ud af Norge. De forretningsmuligheder, som dette behov skaber, kan umuligt være udtømte.

Resultatet er uanset hvad, at den norske offentlighed lider af en hyklerisk selvpåført blindhed som virker kronisk. Ingen er mere blind end den, som ikke vil se. Og virkningen for landet er som på Pieter Bruegel den ældres kendte maleri: Norge består i urovækkende grad af blinde mennesker, der lader sig lede af en, som selv er blind. Just say no.