I en klumme på Henrik Jönssons nye hjemmeside “100%” kritiserer politolog og militærforsker Johan Wennström skarpt regeringens sikkerheds- og NATO-politik.

Wennström, der er tilknyttet det svenske forsvarsuniversitet, hævder, at landets militære virkelighed slet ikke svarer til regeringens forsikringer om en modig og offensiv svensk tilstedeværelse i Østersøregionen.

Dermed ender svensk udenrigspolitik med at blive et rent cirkus.

Det faktum, at Sverige har flere “aktive bandemedlemmer” end soldater organiseret i hærbrigader, har ikke forhindret regeringen i for første gang siden det 18. århundrede at lande i Letland og love NATO at stille en brigade til rådighed for at beskytte Finland, skriver Wennström.

Wennström kritiserer regeringen for at opføre sig som en supermagt, selvom dens militære kapacitet er på et så lavt niveau.

Følelserne vinder over fornuften, mener han.

Som før, for eksempel på migrationsområdet, erstattes nøgterne konsekvensanalyser af følelsesladet politik – og ikke kun når det gælder de komplekse spørgsmål omkring Ukraine. I sommer gav regeringen udtryk for to forskellige synspunkter på Israels krig i Gaza på samme tid.

Han fremhæver også, hvordan NATO-medlemskabet blev forudgået af to års usikkerhed. Den svenske regering handlede på en måde, der opmuntrede Tyrkiet og Ungarn til at forsinke processen. Takket være held og ren tilfældighed lykkedes det endelig Sverige at blive medlem, ifølge Wennström.

Samtidig er Sverige i gang med at omorganisere sin udenrigstjeneste, hvilket Wennström beskriver som en farce.

Uden at konsultere oppositionen ønsker regeringen at følge op på det latterlige initiativ om at udnævne en national sikkerhedsrådgiver i statsministeriet med en total omorganisering af Sveriges udenrigsefterretningstjeneste.

På trods af protester fra øverstbefalende skal Ksi – Kontoret for Særlig Efterretning – adskilles fra Must og flyttes til regeringskontorerne, muligvis til statsministerens kontor.

MUST er en forkortelse for Militära underrättelse- och säkerhetstjänsten. Øverstbefalende for de svenske væbnede styrker er general Michael Claesson, der tiltrådte den 1. oktober 2024.

Wennström advarer om, at den samme skødesløshed kan ses i andre spørgsmål, såsom ideen om at fjerne politiets status som stridende part i tilfælde af et angreb.

Han skriver også, at Socialdemokraterne og Sverigedemokraterne bør bruge deres rolle som opposition i stedet for blindt at støtte regeringens forsøg på at spille supermagt i udenrigspolitikken.

Wennström konkluderer:

Socialdemokraterne (og Sverigedemokraterna), der for nylig har været kritiske over for NATO, kunne meget vel stille spørgsmålstegn ved regeringens beslutning om svensk deltagelse i alliancen og også spørge:

Hvorfor vil I splitte efterretningstjenesten og risikere at gøre politiet til forrædere? Hvorfor ignorerer I øverstbefalende? Ved I ikke, at udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er et cirkus?