Danmark har fået en ny regering. Eller rettere: Vi har fået et nyt eksperiment i, hvor længe man kan holde liv i en økonomi ved at bruge flere penge, end man skaber. Det er en regering, der tilsyneladende mener, at enhver samfundsudfordring kan løses med flere skatter, flere afgifter, flere offentlige ansatte og flere regler.

Hvis noget ikke virker, er svaret ikke mindre stat – men mere stat. Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher ramte hovedet på sømmet, da hun sagde: “Problemet med socialisme er, at man til sidst løber tør for andre menneskers penge.” Det er et citat, som den nye regering burde hænge op i samtlige ministerkontorer. For socialisme har altid den samme grundlæggende udfordring: Politikerne forelsker sig i udgifterne, men glemmer, hvor pengene kommer fra.

De kommer ikke fra Christiansborg. De kommer ikke fra ministerierne. De kommer ikke fra embedsværket. De kommer fra de mennesker, der står op om morgenen for at drive virksomheder, skabe arbejdspladser, tage risici og betale regningen. Den nye regering opfører sig nærmest som et barn i en slikbutik med fars kreditkort. Alt skal finansieres. Alt skal reguleres. Alt skal omfordeles. Men meget lidt skal skabes.

Jo flere penge staten bruger, desto mindre frihed efterlades der til borgerne. Jo mere politikere styrer, desto mindre plads er der til initiativ, innovation og ansvar. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at socialismen altid markedsføres som medfølelse. Men regningen sendes konsekvent til den produktive middelklasse, til virksomhederne og til kommende generationer.

Historien er fyldt med eksempler på, at velstand skabes af frihed, ejendomsret og virksomhedskraft – ikke af bureaukrati og politiske ønskelister. Den nye regering lover meget. Det gør socialistiske regeringer altid. Spørgsmålet er blot, hvem der skal betale. For før eller siden kommer regningen. Det gør den altid. Og når den dag kommer, vil Margaret Thatcher endnu en gang få ret.