Den nylige dom fra Den Europæiske Unions Domstol, der kræver, at Polen anerkender et ægteskab mellem to personer af samme køn indgået i Tyskland, har fået venstrefløjspolitikere i Italien til at forny deres opfordringer til, at sådanne ægteskaber anerkendes i italiensk lovgivning.

Blandt dem er MEP Alessandro Zan, der repræsenterer Det Demokratiske Parti (PD), det største venstreorienterede parti i Italien. Han sagde til Il Fatto Quotidiano:

“EU-Domstolen har i dag fjernet endnu en hindring: hvis to personer af samme køn gifter sig i et europæisk land, skal ægteskabet også anerkendes i deres hjemland. Dette er et slag i ansigtet på regeringer, der fører krig mod LGBTQIA+-personer. Nu må Italien også indføre ligestilling i ægteskabet, hvilket er den eneste måde at sikre reel ligestilling mellem par.”

Italien er det eneste land i Vesteuropa, hvor ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par. Forsøg på at legalisere ægteskab mellem personer af samme køn har været i gang i Italien siden 1988, men uden resultat. Der blev indgået et foreløbigt kompromis med indførelsen af registreret partnerskab i 2016, som også giver par af samme køn nogle, men ikke alle, de rettigheder, som gifte par nyder.

Zan støttes af Carolina Morace, medlem af Europa-Parlamentet for Femstjernebevægelsen (M5S):

“Denne afgørelse sætter en stopper for en stor del af den propaganda, som LGBT-samfundet har været udsat for i årevis, og sætter heteroseksuelle og homoseksuelle par på samme juridiske og værdimæssige niveau, som det bør være.” […] “Der kan ikke være andenklasses ægteskaber i Italien eller i Europa.”

Kravet om italiensk ægteskab mellem personer af samme køn afvises blankt af Paolo Inselvini, der repræsenterer Fratelli d’Italia (FdI) i Europa-Parlamentet. Han siger til det italienske nyhedsbureau ANSA:

“Dette er en afgørelse, der endnu en gang risikerer at tvinge nationale lovgivere til at tage stilling til et spørgsmål – familien – som traktaterne klart tildeler medlemsstaterne enekompetence for. […] Det er overraskende, at når vi beder EU om at gøre noget for at støtte familien, får vi at vide, at det ikke falder inden for deres kompetence. Men når det gælder om at påtvinge anerkendelser og juridiske definitioner af, hvad en familie er, har de ingen betænkeligheder. Dette er åbenlys tvang. Hver nation har fuld ret til at beskytte sit civile retssystem i overensstemmelse med sine egne love og sociale følsomheder, uden pres udefra og uden automatisme, der effektivt omgår suverænitetsprincippet. I Italien, som i mange andre nationer, er familien baseret på foreningen mellem en mand og en kvinde: et valg, der er nedfældet i vores lovgivning og forankret i virkeligheden.

De tre italienske regeringspartier, Fratelli d’Italia, Lega og Forza Italia (FI), har alle i deres partiprogrammer og gentagne gange offentligt gentaget, at de er imod indførelsen af ægteskab mellem personer af samme køn. Så længe de bevarer et parlamentarisk flertal, er udsigten til, at dette sker, minimal.

Men selv i perioder, hvor venstrefløjen har haft flertal, har forsøg på at indføre ægteskab mellem personer af samme køn ikke været succesrige i Italien, som fortsat er et ret konservativt samfund, hvor mange mennesker identificerer sig som katolikker. I den katolske kirke er ægteskab mellem personer af samme køn ikke et aktuelt politisk spørgsmål.