Sverige er ikke det eneste land i Skandinavien, hvor “idealistiske” unge har gjort sig til fortalere for polygami. I 2012 foreslog ungdomsafdelingen under partiet Radikale Venstre i Danmark, som dengang var medlem af regeringskoalitionen i Danmark, ligeledes, at polygami skulle legaliseres i Danmark. Forslaget kom fire år efter, at en irakisk asylansøger, som havde arbejdet for det danske militær i Irak som tolk og siden var flygtet til Danmark, ankom sammen med sine to hustruer. Da Danmark ikke anerkender bigami, og han nægtede at lade sig skille fra hustru nummer to, vendte han tilbage til Irak. “Det er uacceptabelt, at vi i Danmark er så snæversynede, at vi ikke vil hjælpe en mand, der har hjulpet os. Det ønsker vi at gøre noget ved,” sagde Ditte Søndergaard, forkvinde for det Radikale Venstres Ungdom, dengang. Forslaget fandt dog ingen støtte i de andre politiske partier.

Selvom disse forslag kan synes langt ude, er de kendetegnende for den ændring, der foregår i Vesten vedrørende grundlæggende, etiske spørgsmål om kønslig ligestilling og villigheden til at tilpasse sig islamisk sharialovgivning. De er også beviser på en vedvarende, bevidst blindhed over for de skadelige virkninger af praktiseringen af polygami, ikke kun i form af økonomiske omkostninger for staten, men også for de muslimske kvinder og børn, hvis rettigheder disse unge politikere påstår at støtte.

Muslimsk polygami bliver kun sjældent drøftet i medierne. Praktiseringen af den fortsætter derfor stort set under den offentlige radar, trods udbredelsen over hele det europæiske kontinent – blandt andet i Sverige, Danmark, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Holland. Eftersom denne praksis er ulovlig overalt på kontinentet og derfor formodes at være ikke-eksisterende, findes der ingen offentlige statistikker over polygame ægteskaber nogen steder i Europa.

Flere lande, herunder Storbritannien, Holland, Sverige og Frankrig anerkender imidlertid muslimske, polygame ægteskaber, hvis de er blevet indgået i udlandet under visse forudsætninger, så som at polygami er lovligt i det land, hvor vielsen blev foretaget. Det skønnes, at der i Storbritannien findes hele 20.000 polygame, muslimske ægteskaber. I Frankrig, hvor polygami var lovligt indtil 1993, lå vurderingen så tidligt som i 2006 på mindst omkring 20.000 polygame ægteskaber. I Tyskland skønnede man i 2012, at alene i Berlin havde 30% af alle arabiske mænd mere end én hustru.

I april gav den svenske professor Göran Lind udtryk for, at det var på tide at “sætte hælene i” med hensyn til polygami i Sverige, efter at det var blevet afsløret, at Sverige havde godkendt “i hundredvis” af polygame ægteskaber, der var indgået i udlandet. Professor Lind påpegede, at polygami ikke er foreneligt med svensk lov, især ifølge principperne om ligestilling af ægtefæller, lighed for alle mennesker og forbud mod diskrimination på basis af køn, sådan som det er nedfældet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hertil kunne man måske tilføje de principper, der er indeholdt i FN’s Konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, kapitel IV, artikel 16, ifølge hvilken,

“De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i alle ægteskabs- og familieforhold og skal, på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder, især sikre:

a) samme ret til at indgå ægteskab;

b) samme ret til frit at vælge ægtefælle og til kun at indgå ægteskab med deres frie og uforbeholdne samtykke.”

Når man tænker på, hvor meget tid de førende europæiske politikere bruger på at forsikre deres vælgere om, hvor optaget de er af menneskerettigheder, så forekommer deres stiltiende accept af de grelle overtrædelser af kvinders rettigheder (ifølge ovennævnte konvention), som polygami udgør, temmelig besynderlig.

Det blotte omfang af polygame ægteskaber vidner imidlertid om den kendsgerning, at sådanne ægteskaber tillige indgås i Europa, i al hemmelighed, via islamiske ægteskabsceremonier udført af imamer. I de fleste europæiske lande findes der ingen krav om, at imamer skal indberette sådanne ægteskaber til myndighederne. Derfor får den ulovlige praksis, trods myndighedernes sandsynlige kendskab, i bund og grund lov til at brede sig uhæmmet. Eftersom et islamisk ægteskab rent juridisk er ikke-eksisterende i Europa, er den kvinde, der har indgået eller indgår et sådant ægteskab, juridisk set låst fast og sårbar, uden midler – bortset fra den lokale imam eller det lokale shariaråd – til at komme ud af ægteskabet. Selvom disse kvinder i teorien kan gå til politiet eller indgive en anmeldelse, så risikerer de at blive tævet eller måske skilt. Kvindecentrene er “fulde af muslimske kvinder,” som Ayaan Hirsi Ali, der har arbejdet i sådanne centre, bevidner.

De polygame, muslimske ægteskaber vil helt sikkert blive et endnu større problem i kølvandet på migrantkrisen.

I Danmark skaber Daham Al Hasan i øjeblikket overskrifter. Han har tyve børn med tre koner, men flygtede for to år siden alene fra Syrien til Danmark og efterlod sine koner og børn. For nylig har den ene af hans koner og otte af hans børn, i overensstemmelse med de danske regler om familiesammenføring, sluttet sig til ham i Danmark. Men Al Hasan ønsker alle sine børn hos sig, tillige med alle sine koner. Han har fået tilladelse til, at yderligere ni af hans børn slutter sig til ham, men da Danmark ikke tillader polygami, har de to tilbageblevne hustruer, ifølge samme lov om familiesammenføring, ikke lov til at slutte sig til ham. Juristerne vurdererdog, at de tilbageblevne hustruer begge, hver for sig, vil få tilladelse til at slutte sig til deres børn i Danmark, når først disse er ankommet.

Denne sag har skabt en del opstandelse i Danmark, ikke kun på grund af den pågældende families usædvanlige størrelse og det, den kommer til at koste den danske stat alene i børnepenge, men også fordi Al Hassan påstår, at han er for syg til at arbejde eller sågar at lære dansk. “Jeg har ikke kun psykiske problemer, men også fysiske problemer”, forklarer han, “jeg har smerter i ryggen og i benene.” Han har indrømmet, at hans “psykiske sygdom” drejer sig om, at han savner de børn, som han frivilligt forlod. Dette betyder, at han og hans familie lever udelukkende af de danske skatteyderes penge.

Det bemærkelsesværdige ved den igangværende debat er imidlertid det, der ikke bliver debatteret: nemlig at Al Hassan lever polygamt. Selvom det kun er naturligt, at politikerne og borgerne føler sig krænkede og forurettede over omkostningerne for den danske stat, så burde de være lige så foruroligede over praktiseringen af polygami. Men der er ikke en eneste dansk feminist, der har udtalt sig om det.

I dansk TV2’s dokumentar, “Sharia i Danmark”, svarede flere imamer, mens de blev filmet med skjult kamera, bekræftende og uden mindste tøven på spørgsmålet om, hvorvidt en kvindes ægtefælle har lov til at tage sig endnu en kone imod sin første kones ønske. Trods den kendsgerning, at de bor i et land, hvor bigami og polygami er forbudt, forekom det dem i virkeligheden fuldkommen naturligt, at en mand ønsker sig en ekstra kone eller to eller tre, uanset hvad de berørte kvinder måtte mene om det.

En meget grundig undersøgelse vedrørende muslimske kvinder i Danmark fra 2009, udført af projektleder ph.d. Tina Magaard for ligestillingsafdelingen under velfærdsministeriet, dokumenterede praktiseringen af polygami blandt danske muslimer. En tyrkisk kvinde fortalteintervieweren:

“Der er en voksende gruppe af kvinder som gifter sig med en mand der allerede er gift. De får den her imamvielse, for så bliver de mere accepteret i samfundet. De har åbenbart ikke noget alternativ. De bliver udstødt, hvis de er blevet skilt og står som alene kvinde, det er ikke særlig heldigt. Hellere leve en tilværelse, hvor de får en identitet, så tilhører de et sted, og så bliver de anerkendt og accepteret. Og det er jo sørgeligt, at det finder sted i Danmark. Jeg tror, hvis man kunne gøre tallene op, hvilket er meget svært, så er det nok meget højere end vi tror.”

En anden kvinde, tørklædebærende muslimsk konvertit, sagde:

“Det [polygami] er noget, jeg har set rigtig meget af, der var jo en periode, hvor det blev mode. Jeg tror, det er fem-seks år tilbage, det er ligesom om der gik mode i det her, det var vildt, jeg tror næsten det var hver[t] andet par, jeg kender, hvor manden fik en kone ekstra. Men når der så var gået et års tid eller sådan noget, så fortrød han, eller også blev han skilt fra den første. Jeg tror faktisk der var (pause, tæller) der var 12 fra min omgangskreds, hvor manden fik en kone ekstra.”

I en tysk dokumentar fra 2013 påviste journalisterne, at muslimske mænd brugte polygami som et middel til at begå bedrageri og opnå flere velfærdsydelser. Taktikken var at få deres koner til at gå hen til arbejdsformidlingskontoret og påstå, at de var enlige kvinder og ikke vidste. hvem der var far til deres børn. Løgnen fungerer, fordi Tyskland, ligesom andre europæiske lande, ikke har mulighed for at skaffe sig forvisning om eksistensen af et islamisk ægteskab, især eftersom tysk lov ikke forpligter kvinder til at indberette deres ægteskabelige status til myndighederne.

I filmen spurgte journalisten talskvinden for den statslige arbejdsformidling — supervisor for de lokale arbejdsformidlingskontorer, der står for udbetalingen af velfærdsydelserne – om den statslige arbejdsformidling var klar over de mange tilfælde af bedrageri. Kvinden sagde, at de faktisk var klar over polygamiet og det deraf følgende bedrageri, og hun nævnte endda de steder, hvor det var mest udbredt: storbyerne i det vestlige Tyskland, såsom Berlin, Køln og Frankfurt. Journalisten spurgte derefter kvinden, hvorfor der ikke var blevet gjort noget ved det. “Jeg tror, at disse kulturelle forskelle er meget følsomme, vi er et meget tolerant land,” sagde hun. Da hun blev spurgt, om den statslige arbejdsformidling muligvis var for tolerant, sagde hun, at hun faktisk selv spekulerede på, hvordan det hele mon vil ende.

Kvinden sagde derefter, at en etablering af et centralregister for islamiske ægteskaber ville være særdeles nyttig og ønskelig, da det ville muliggøre en efterforskning af påstande om bedrageri, men at dette var en sag for politikerne.

“Hvordan vil det hele ende?” Ikke godt.

Judith Bergman er forfatter, klummeskribent, jurist og politisk kommentator.

Oversat af Mette Thomsen