“I Frankrig gør magtapparatet, medierne og ‘intellektuelle’ alt for ikke at se, hvad der sker i landet,” siger forfatteren Laurent Obertone, der har skildret en geriljakrig i Frankrig i romanform. Men den tavse majoritet ser det, fastslår han i et interview med Il Giornale.

Obertone (39) er noget så sjældent som en forfatter med et kendt ansigt, der skriver under pseudonym, mens hans virkelige identitet er ukendt – af sikkerhedsgrunde, siger forfatteren selv: “I vores land er det umuligt at være kritisk over for indvandringen uden at komme i alvorlig problemer,” hævder Obertone.

“I 2016 udkom første bind i hans profetiske romanserie ‘Guerilla’, der beskriver et udbrud af ukontrolleret vold i forstæderne i et allerede brutaliseret Frankrig, efter at en politimand har dræbt nogle indvandrere. Men allerede i 2010 blev han fremhævet af den berømte forfatter Michel Houellebecq, der mere end nogen anden er kendt for at bruge romaner til forsøg på at se ind i fremtiden.

Il Giornale: Var volden og oprøret allerede forudsagt? Havde De set noget, som mange ikke havde forestillet sig?

Laurent Obertone: Jeg tror, at mange af os har åbne øjne. Det har de store medier ikke, som beskylder mig for at spille højrefløjens spil. Og de har udelukket mig. Men mine iagttagelser er også flertallets. I flere årtier er vi blevet påtvunget en masseindvandring, der er imod det franske folks ønsker. Og konsekvenserne er katastrofale.

Risikerer Frankrig en borgerkrig?

Landet har i flere år befundet sig i en geriljakrig. Antallet af voldsforbrydelser er steget konstant i mere end ti år. Hver eneste dag finder der sted dusinvis af knivstikkerier, flere hundrede seksualforbrydelser og tusindvis af tilfælde af aggression. Optøjerne gør intet andet end at generalisere fænomenet, og det med en utrolig følelse af straffrihed, som desværre er forståelig, når retssystemet alt for sjældent griber ind i sagerne.

Det hævdes ofte, at de voldelige unge med indvandrerbaggrund er vrede. Det passer ikke, hævder Obertone.

Hvorfor denne vrede?

Det er ikke vrede. Oprørerne nyder det meste af tiden. Det handler om opportunisme. De dårlige handlinger, de begår, er heltegerninger, som de fejrer indbyrdes og gør dem populære internt i deres gruppe. De angriber, de ødelægger, de tager ikke hensyn til noget og scorer på en vis måde point. Jeg ved, at det bliver forklaret som sociale fænomener, som en råb om retfærdighed, men det er fuldstændig forkert. Sådanne ting bliver sagt for at anklage samfundet i stedet for de skyldige. Vi bliver konstant narret. Forfatteren ser ingen helte i dagens Frankrig:

Hvem har skylden for det, der sker?

Oprørerne, selvfølgelig. Regeringen, for dens forsømmelser. Venstrefløjen, der tålmodigt har afvæbnet både befolkningen og politiet moralsk. Men også den almindelige befolkning, der tier stille, der affinder sig med at vente uden at forsøge at blive hørt og uden at tænke alvorligt over situationen i dens fulde omfang.

Hvilket ansvar har institutionerne?

De er nogle kujoner – svage over for barbarerne, stærke og reaktive kun over for almindelige mennesker, der er tamme og medgørlige og endnu en gang kommer til at betale regningen. Staten nøjes som altid med erklæringer. Det er alt, den formår at gøre. Det eneste, der bekymrer staten, er, hvilken virkning disse begivenheder har på dens image. Staten forsvarer ikke længere landet, men kun sine egne interesser. Den er lammet af sit eget selvbillede, af det internationale samfund, af den globale fremskridtsideologi. Så staten vil ikke gennemføre drastiske foranstaltninger, den vil nøjes med storslåede erklæringer.

De forestillede Dem på et tidspunkt, at Frankrig ville falde på tre dage. Findes der en risiko for, at systemet ikke holder? Folk beder om ro.

Folk ønsker ro, men det vil de ikke få. Og jo flere gange de ønsker sig det uden at gøre noget, desto værre vil det blive. Den dag, oprørerne bliver for mange for staten, når staten falder, bliver enhver sin egen lykkes smed, og da vil det være alt for sent at reagere. Staten har mere end nok information til at drage de samme konklusioner, som folk flest har gjort, mener Obertone:

I to år var de i tæt kontakt med de hemmelige tjenester. Hvad lærte De af det?

De hemmelige tjenester har fungerende øjne. Og de bruger dem. Desværre ender deres rapporter i statens papirkurve. Vores ledere er som sagt ikke interesserede i fakta. De bestræber sig derimod på at fremstille faktaene på en måde, der skaber et fordelagtigt indtryk af dem selv. De store medier har derimod forladt virkeligheden, fastslår han:

Hvad siger De til beskyldningerne om, at De står den ekstreme højrefløj nær?

Dette er en beskyldning, der skal tjene til at bringe os til tavshed og til at rense medierne for sund fornuft. Mine analyser er flertalsopfattelser, men denne opinion anses som farlig. Derfor kriminaliseres den. De store medier lukker sig derfor inde i en dogmatisk verden, hvor virkeligheden ikke længere trænger ind. De forsøger at fratage landet dets intellektuelle suverænitet og demokratiet med det.