Den finske præsident Alexander Stubb erklærede for nylig, at Ukraine befinder sig i sin bedste position siden krigens begyndelse. For hver falden ukrainer dør otte russere, hævdede han. Problemet er bare, at tallene ikke holder matematisk. Krigspropagandamaskinen kører for fulde omdrejninger, og den regner med, at vi ikke kan tælle.

Virkeligheden er en anden.

Ifølge analytikeren Wolfgang Münchau, som i Unherd formulerer denne kritik af  Stubb, kontrollerer Rusland nu omkring 90 procent af Donbas, herunder hele Luhansk og 80-85 procent af Donetsk. Den russiske fremrykning er bremset i 2026, men ikke standset. 30 kilometer fra den strategisk vigtige by Kramatorsk presser russiske styrker fortsat på, angiveligt som optakt til et større angreb mod de tilbageværende større byer i Donetsk under ukrainsk kontrol.

Ukraine vil næppe genvinde det tabte territorium. Putins krigsmål – fuld erobring af Donbas – kan ikke leveres via en forhandlet fred. Krigen fortsætter derfor, så længe Rusland har mere at vinde ved at kæmpe end ved at stoppe.

Luftkrigen: Det farlige spil

Men det er luftkrigen, der for alvor giver grund til bekymring. Her udspilles et eskaleringsforløb uden historisk sidestykke siden Den Kolde Krig. Ukraine har længe været i stand til at ramme mål dybt inde i Rusland med brugen af droner. Ikke blot aktuelt.

I juni sidste år gennemførte Ukraine Operation Spider’s Web: en koordineret dronesværm mod fire af Ruslands strategiske luftbaser. Over 40 militærfly blev beskadiget eller ødelagt, herunder strategiske bombefly. Droner blev affyret fra lastbiler parkeret nær baserne. Det er udtryk for et logistisk mesterstykke planlagt over halvandet år.

Men det var ikke blot et militært angreb. Det var et angreb på ét ben af Ruslands strategiske atomtriade, nemlig den luftbårne komponent, der siden Den Kolde Krig har udgjort en tredjedel af Ruslands nukleare styrker ved siden af ubåde og missiler.

Det er en uhyre farlig eskalering. For Ruslands nukleare doktrin tillader eksplicit atomangreb som gengældelse for angreb på disse mål.

Allerede i maj 2024 havde ukrainske droner ramt russiske radarsystemer, der skal opdage interkontinentale missiler mod Rusland. Den russiske viceudenrigsminister Ryabkov advarede dengang om, at Ruslands svar kunne blive “asymmetrisk”, og at Vesten undervurderede alvoren.

Det utænkelige er sket

Under Den Kolde Krig var dette utænkeligt. Ikke fordi viljen manglede, men fordi begge sider forstod, at angrebet på atomtriadens komponenter var en grænse, der ikke kunne krydses uden at risikere det utænkelige.

Hele logikken bag atomafskrækkelse hviler på, at modparten aldrig kan være sikker på at kunne eliminere modpartens nukleare gengældelsesevne fuldstændigt. Anfægtes den logik, anfægtes selve grundlaget for den nukleare orden siden Hiroshima.

Men der er vi nu.

For sådan læser Rusland situationen: Vesten har hjulpet Ukraine med at true den russiske atomstyrke, og ifølge John Mearsheimer vil  det russiske svar være at genetablere afskrækkelse. Det risikerer i første omgang at være med konventionelle midler mod europæiske mål, og hvis det ikke virker, med taktiske atomvåben. Ikke som et ønske om atomkrig, men som et klart signal til Vesten om, at vi lever i en nuklear verden.

Vestens handlingslammelse

Dertil kommer en praktisk begrænsning. USA har opbrugt enorme mængder Patriot-missiler, THAAD-systemer og Tomahawks i krigen mod Iran. Der er reelt ikke meget tilbage at sende til Ukraine. Det efterlader Ukraine forsvarsløst mod russiske missiler og droner i overskuelig fremtid, og det ved Zelenskyj.

Rusland er ikke ved at kollapse. Rusland er ganske vist gået ind i en recession, men statsfinanserne holdes oppe af stigende olie- og gaspriser. Putin har ingen umiddelbar grund til at give op.

Man kan aldrig forudsige historien fuldt ud. Putin kan blive afsat eller dø, og det vil ændre situationen. Men det ligger dog ikke i kortene. Man skal desuden være passe på med, hvad man ønsker. For et svagt og ydmyget Rusland er et farligt Rusland, og skulle der ske et regimeskifte i Rusland, er der stor risiko for, at endnu mere radikale typer kommer til magten.

Valget mellem onder

Det er fristende at søge en ren løsning på Ukrainekrigen. Men der er ingen.

Fortsætter krigen, eskalerer risikoen for, at det nukleare tabu brydes som resultatet af en eskalationsdynamik, ingen længere kontrollerer fuldt ud. Standser krigen på Ruslands præmisser, belønnes aggression, og en fremtidig europæisk sikkerhedsorden risikerer at blive undergravet.

Det er det tragiske dilemma, Frederik Christensen og jeg selv skriver om i vores bog ”Tragisk realisme”.  Der findes ingen gode valg, kun valg mellem større eller mindre onder. Tragisk realisme kræver, at man ser dette i øjnene. Vesten har handlet i tre år, som om angreb på en atombevæbnet stormagt var omkostningsfrit.

Det nukleare tabu er det eneste tilbageværende tabu. Ingen ved, hvor længe det holder.

Af Kasper Støvring