“Hvem skal trøste knuden?” spurgte Tove Jansson i sin ikoniske børnebog fra 1960. I dagens Sverige er spørgsmålet, hvem der skal trøste David – som har fået alt og mere til af de svenske skatteydere, men som stadig ikke er tilfreds?

I december udgav SVT Nyheter et indslag om 34-årige David. Den velkendte måde at tale på betyder, at seeren aldrig lærer hans efternavn.

David kom fra Syrien under flygtningebølgen i 2015. Han har lært sig svensk, uddannet sig, arbejdet og betalt skat. Han har med andre ord gjort præcis, hvad der forventes af en almindelig svensker, og han har bidraget til samfundet på præcis den måde, som landets daværende statsminister lovede os. Kan du huske, at “gevinsten kommer lidt senere”?

Men David ser tydeligvis sig selv som noget af en helt, et selvbillede, der understøttes af SVT og DN. Fordi han har bidrager til dette land. Hvis Sverige mister ham, vil det være et stort tab.

Så da David truede med at forlade Sverige – men selvfølgelig først efter at have afsluttet sine universitetsstudier – forventede SVT, DN og David selv en eller anden form for reaktion. Det anses åbenbart for helt rimeligt, at Davids sårede følelser vil få den svenske regering til at ændre sin “racistiske” politik på den måde, som David ønsker, så han bliver i Sverige.

“Sagen er, at regeringen forsøger at gøre indvandringssystemet uattraktivt for indvandring i almindelighed ved at tale dårligt om indvandring og indvandrere,” siger David i SVT-interviewet.

David mener, at regeringen “taler dårligt om indvandrere”. Det har fået ham til at føle sig uvelkommen, og David planlægger nu en flytning fra det gennemracistiske og uvelkomne Sverige tilbage til diktatoren og islamisten Ahmed al-Sharaas Syrien, hvor ISIS-terrorister stadig er aktive, og flertallet lever i fattigdom – men hvor en mand med en svensk universitetsgrad i bygge- og ejendomsøkonomi sandsynligvis kan se frem til en lukrativ fremtid.</p

I et indlæg på Facebook skriver forfatter og socialrådgiver Birgitta Sparf:

“Så syriske David valgte at flytte til Sverige i 2015, hvilket jeg bestemt ikke kan bebrejde ham. Anders Danielsson, generaldirektør for Migrationsverket, og Mikael Ribbennvik, Migrationsverkets operative chef og vicedirektør, besluttede i 2013, at alle syrere skulle have permanent opholdstilladelse. Alle udvisninger til Syrien fra Sverige var allerede blevet stoppet i 2012.

Det var en beslutning, som Sverige var alene om i EU og resten af den vestlige verden, hvilket naturligvis betød, at Sverige som en kæmpe magnet tiltrak et stort antal syrere, uanset hvor i verden de befandt sig.

Det har ført til, at syrere ikke længere kan få opholdstilladelse i Sverige.

Syrerne er derfor i dag vores største ikke-europæiske indvandrergruppe. I 2023 udgjorde de 263.899 personer, tæt fulgt af indvandrere fra Irak med 236.705. Og stakkels David er en af dem.”

Lad os stoppe op et øjeblik. For to år siden (i dag er tallene højere) havde Sverige modtaget mere end en halv million mennesker fra to ekstremt konfliktfyldte lande, hvor uddannelsesniveauet, levestandarden og frihedsgraden er betydeligt lavere end her. En halv million svarer til fem procent af Sveriges nuværende befolkning.

Så er der alle de andre – omkring to millioner mennesker er indvandret til Sverige siden årtusindskiftet, og hver femte indbygger er i dag født i udlandet.

Svenske skatteydere betaler en stor del af deres skat til Sverige.

Svenske skatteydere har taget godt imod David, hans 263.898 landsmænd og de andre to millioner mennesker, der er indvandret til Sverige siden årtusindskiftet.

Svenske skatteydere har forsynet dem med bolig, møbler, husholdningsredskaber, tøj, cykler og kørekort. Svenske skatteydere har givet dem gratis uddannelse, lægehjælp, tandpleje, sprogundervisning, børnepenge, underholdsbidrag, tolkebistand, pensioner og støtte i forbindelse med dødsfald.

Svenske skatteydere har set deres penge gå til antidemokratiske foreninger, kønsopdelte moskeer, økonomiske bidrag til illegale indvandrere og honorarer til advokater, der har skudt guldfuglen, når kriminaliteten er eksploderet, og asylafslag er blevet anket in absurdum.

Svenske skatteydere er blevet ladt i stikken, når arbejdsgivere har rekrutteret efter mangfoldighedsprincipper.

Svenske skatteydere har betalt regningen, når de er blevet inviteret til “gratis” offentlig transport, “gratis” kørekort, “gratis” fritidsaktiviteter, “gratis” adgang til toiletter og fitnesscentre og “gratis” adgang til de samme forlystelsesparker, som mange skatteydere ikke har råd til at besøge med deres børn.

Kort sagt har de syrere og irakere, der – ligesom David – valgte at komme til Sverige, fået mere fra deres nye hjemland, end de nogensinde kunne have forventet fra deres gamle. Og det har været uafhentede gaver. Mange har fulgt den samme lovlydige og produktive vej som David, andre har valgt helt andre veje.

Migrationens konsekvenser er tydelige i samfundet, men som svensk skatteyder har det at sætte spørgsmålstegn ved den generøse migrationspolitik betydet, at man er blevet stemplet som racist på den yderste højrefløj. Et ondt menneske. “En svensk tiger” gælder stadig i dag for dem, der kender deres eget sind.

Men det har ikke været nok for David. Han føler sig ikke længere velkommen.

I mit stille sind spekulerer jeg på, hvad der skal til, for at han føler sig velkommen? Hvad forventer han? Hvornår er det nok?

Jeg har en mistanke om, at

Jeg har en mistanke om, at det aldrig er nok.

Men David får massiv støtte fra de rød-grønne megafoner i de svenske medier, og overskriften på Dagens Nyheters redaktionelle side lød: “Ikke underligt, at David føler sig tvunget til at vende tilbage til Syrien”. Ifølge DN er det tilfældet i et land, hvor befolkningen sætter spørgsmålstegn ved socialdemokratiske krav om tvangsblanding mod individets vilje, og hvor regeringen ønsker at kunne tilbagekalde (dobbelt) statsborgerskab for alvorlige kriminelle.

“Den nuværende retorik er skadelig, både for den enkelte og for Sverige som helhed,” konkluderer DN i sin leder. Retorikken, altså? At det faktisk er migrationspolitikken, der har været skadelig, synes ikke at være gået op for redaktionen.

Men det har den været, og den har skadet os alle.

Ironisk nok har den forandring, der er sket i Sverige siden 2015, bidraget til, at mange indfødte svenskere deler den følelse, som David sætter ord på: Følelsen af ikke længere at føle sig velkommen i Sverige.

Men der er en vigtig forskel. David har et alternativt hjemland, der venter. Han kan tage tilbage til Syrien, når han vil, og få 350.000 svenske kroner til sine rejseudgifter fra det gennemracistiske Sverige, hvis han vælger den løsning.

Hvor de svenske skatteydere, som heller ikke føler sig velkomne i Sverige, skal tage hen, er ikke lige så indlysende. Men én ting er sikkert – vi får ikke 350.000 pund indsat på vores konto som tak for at hjælpe med at holde Sverige flydende.

De svenske skattemyndigheder vil derimod kræve, at vi betaler skat, selv om vi ikke længere bor i landet, alt sammen for at folk som David fortsat kan føle sig velkomne.