Kommentar

Der er penge i katastrofer, og det kan derfor ikke overraske, at Red Barnet benytter Israels påtvungne kamp for at eliminere Hamas til at bede om bidrag til organisationens arbejde. Børns liv er nemlig i fare i Gazastriben, meddeler Red Barnet på sin hjemmeside, hvor generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen ”fordømmer alle angreb på civile og opfordrer til våbenhvile”.

Det er selvfølgelig falsk markedsføring. Red Barnet har vist nok aldrig fordømt Hamas’s gentagne raketangreb på Israel, som også er gået ud over børn, men da der er tale om jødiske børn, er det ikke noget at gå op i. Man mindes heller ikke, at Red Barnet har interesseret sig for de børn, der blev halshugget eller levende brændt, da Hamas trængte ind i Israel, eller for dem, som terroristerne tog som gidsler. I hvert fald står der ikke noget om det på organisationens hjemmeside.

Det falder helt i tråd med Red Barnets opfordring til våbenhvile. Meningen er, at først skal Israel finde sig i blodtørstige overfald, og dernæst skal det afholde sig fra at gribe til modværge, således at Hamas kan samle styrke til nye massakrer. En sådan politik er, mener Red Barnet, god for palæstinensiske børn, som kan glæde sig over at leve i et Hamas-land, hvor de fra ganske små lærer at hade jøder og opmuntres til at skære halsen over på enhver zionist.

ANNONSE

Red Barnet prøver også at bondefange skikkelige danskere med påstanden om, at de fordømmer alle angreb på civile. Hvis organisationen mente det, ville den for længst have fordømt Hamas, som er den eneste part i krigen, der bevidst angriber civile og bruger kvinder og børn skjolde, mens Israel udfolder store bestræbelser på at undgå civile ofre.

I en helsidesannonce i Ud & Se meddeler Red Barnet, at ”i Gazastriben ønsker de (altså børnene) sig fred”. Hvordan ved Red Barnet det? Er Gazas børn modstandere af Hamas’s angrebskrig mod Israel, eller er de blot kede af, at Israel har svaret igen?

Det er en ærlig sag, at Red Barnet ikke kan lide jøder, men så burde de åbent vedkende sig det, således at normale mennesker ikke lokkes til at give bidrag til Johanne Schmidt-Nielsen og hendes venner.

ANNONSE