Den offentlige debat handler meget om radikaliseringen af unge mænd. Manosfæren, kaldes det, når man vil skandalisere mænd som bærere af toksisk maskulinitet og højreradikalisme. Man giver tilmed hundredtusindvis af skattekroner til venstreekstremister, så de kan kortlægge omfanget af manosfæren.

Men meget tyder på, at det i virkeligheden er de unge kvinder, der er radikaliseret.

En Gallup fra 2024 om politisk ideologi blandt 18‑29‑årige amerikanere fra 1999–2023 viser det med al tydelighed.

Over perioden bliver unge kvinder markant mere venstreorienterede, mens unge mænds holdninger ligger stabilt, hvilket næsten fordobler kønsforskellen: Omkring 1999 er der ca. 12 procentpoint forskel mellem kønnene, mens kløften i 2023 ligger omkring 23 procentpoint.

Nu viser en helt ny britisk undersøgelse i The New Statesman det samme.

Nemlig et markant kønsmæssigt og politisk skel blandt unge briter. Undersøgelsen viser især, at unge kvinder har langt mere negative holdninger til mænd end omvendt, og at de samtidig bevæger sig kraftigt mod venstre politisk.

72 % af unge mænd har en positiv opfattelse af unge kvinder, og kun 7 % har en negativ.

Blandt kvinder under 30 ser kun omkring halvdelen positivt på mænd, og blandt kvinder under 25 falder andelen med en positiv opfattelse af mænd til 35 %, mens kun 11 % har en meget positiv opfattelse.

Undersøgelsen er lavet af analytikeren Scarlett Maguire og journalisten Emily Lawford. I denne video om undersøgelsen beskriver de, hvordan unge kvinder oplever en gennemgående mistillid til mænd; det gælder endda hos kvinder, der er i parforhold med mænd. Flere kvinder beskriver kærester, de “elsker”; men de taler samtidig nedsættende om deres mænds politiske interesse, engagement og empati.

Nogle kvinder vil hverken have mandlige venner eller romantiske relationer, hvis mændene ikke deler deres grundlæggende politiske værdier. Seks ud af ti unge kvinder siger, at de ville have svært ved at date en mand, der var uenig med dem om Israel–Palæstina eller Donald Trump, og det fremstilles som et moralsk ufravigeligt kriterium, ikke blot en præference.

Femosfæren

Unge kvinder er bekymrede for mænds eksponering for figurer som Andrew Tate, men deres egne feeds er fyldt med meget venstreorienteret, anti-imperialistisk og pro‑Palæstina indhold, ofte blandet med indhold om toksisk maskulinitet. Det skaber et klima af vrede og foragt mod mænd.

Denne onlinekultur beskrives som en pendant til manosfæren: en “femosfære”, hvor feministisk og progressiv politik blandes op med dyb mandefjendskhed.

Unge kvinder har samtidig mere positive holdninger til kommunisme end til kapitalisme: kapitalisme vurderes svagt positivt, men kommunisme scorer langt højere.

Middelklassekvinder er mere pessimistiske og mere negative på alle parametre end unge kvinder fra arbejderklassebaggrund; de oplever Storbritannien som mere sexistisk, mere racistisk og fremtiden som mere håbløs.

De unge kvinder taler også meget om kvinders “fysiske smerte” (menstruation, graviditet osv.) som kilde til øget følsomhed, og modstiller det mænds påståede manglende erfaring med undertrykkelse. Som panelet bemærker: Det er slående, hvor biologisk‑essentialistisk sproget er på trods af kvindernes ellers meget progressive selvforståelse.

Et eksempel er en af undersøgelses deltagere, en kvindelig aktivist i en pro‑Palæstina‑camp på et universitet. Hun oplever kvinderne som følelsesmæssigt engagerede, mens mændene hurtigt går videre til logistik og taktik; hun læser dette som mænds egoisme og mangel på empati.

Kritik af unge mænds politiske og moralske engagement

Flere unge kvinder i undersøgelsen beskriver i det hele taget mænds engagement i social retfærdighed som opportunistisk.

Mænd undgår feministiske og bredere social justice‑sager, medmindre det kan give dem synlighed eller seksuel kapital; de kritiserer kun sexisme, hvis de er interesserede i kvinden, det handler om. I hverdagen tolererer de – ifølge kvinderne – racistiske og sexistiske jokes blandt venner.

Det bidrager til en stærk personlig skuffelse og vrede mod de unge mænd, ikke kun mod et abstrakt “patriarkat”.

Interessant er det også, at unge hvide kvinder er mere tilbøjelige end unge kvinder fra minoriteter til at beskrive Storbritannien som racistisk. Kvinder fra etniske minoriteter er mere tilbøjelige til at sige, at de føler sig værdsat af landet, at de kan forbedre deres livschancer osv. Overordnet er det især unge hvide kvinder, der ikke kan se en positiv fremtid i Storbritannien, ikke føler national stolthed og ikke oplever, at landet giver dem noget.

Herfra forbindes køn, race og klasse til en bredere fortælling om en fremmedgjort, online middelklasse generation af kvinder, der ikke føler ejerskab til nationen.

Familie og fertilitet

Undersøgelsen viser også, at unge kvinder i højere grad end unge mænd svarer, at de aldrig ønsker børn. De mener ikke, at mænd tager tilstrækkeligt ansvar. De skræmmes af politikere, der taler om, at kvinder bør føde flere børn, ligesom de skræmmes af angreb på abortrettigheder og generelt af konservativ familiepolitik.

Denne reproduktive tilbageholdenhed beskrives som et politisk symptom med potentielt alvorlige konsekvenser for samfundets langsigtede demografi og sammenhængskraft.

Endelig er der den markante venstreorientering hos unge kvinder. Labour anses for alt for højredrejet og nationalistisk – ja, så har man hørt det med! – og næsten alle interviewpersoner taler om at stemme Green Party.

Som panelet i videoen er inde på, er problemet, at mange af de unge kvinders værdier ikke står til forhandling. Det gælder hård kritik af Israel, stærk antipati mod national stolthed, mod familiepolitik og mod traditionelle familieidealer.

En generation af unge kvinder, der har mistet tilliden til mænd, til nationen og til fremtiden, er et samfundsproblem af første rang. Men det hører vi ikke så meget om. Undersøgelser af manosfæren, derimod, skal nok fylde mediernes spalter og sendetid – og koste skatteborgerne tusindvis af kroner.

Af Kasper Støvring