Kommentar

De danske statsmedier holder stædigt fast i deres påstand om, at USA’s demokrater er det gode parti og derfor vores venner, mens republikanerne er de onde. Tænder man for fjernsynet, vil man høre løgne og vinklinger beregnet på at tage godtroende danskere ved næsen. Skatteyderne betaler for denne propaganda, der tydeligvis nyder opbakning i Folketinget, for de bliver ved med at give vore penge til venstrefløjens propagandister.
Torsdag vedtog det amerikanske Repræsentanternes Hus en resolution, der fordømte de omsiggribende jødeforfølgelser på amerikanske universiteter. Den blev vedtaget med stemmer fra både republikanere og demokrater, men 20 demokrater stemte imod. Et mere åbenlyst udtryk for antisemitisme kunne man ikke ønske sig.
Hvorfor hader de jøder?
Svaret er, at jøderne er en del af den vestlige civilisation, som venstrefløjen har besluttet at udradere. Når de er færdige med jøderne, kommer turen til kristne, hvide, kvinder, kernefamilien og alle andre, der står i vejen for deres totalitære projekt.
Officielt støtter demokraternes rablende olding, Joe Biden, Israel og forsvarer landets ret til at forsvare sig, men for at man ikke skal tro, at han mener noget med det, har vicepræsident, Kamala Harris, netop bekendtgjort, at regeringen har planer om en “omfattende og detaljeret” strategi til bekæmpelse af “Islamofobi”.
Begrebet islamofobi er opfundet af de iranske mullaher i en pause mellem deres henrettelser af politiske modstandere, homoseksuelle og kvinder uden passende tildækning. Og nu kan de glæde sig over, at deres svindelnummer har båret frugt på højeste sted i Washington.
Det samme gælder Danmarks regering, som ikke ved alt det gode, den vil gøre for at tækkes massemorderne og halsoverskærerne. Hverken Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard, Barbara Bertelsen eller Lars Løkke forestiller sig, at nogen vil komme efter dem, for de har jo været søde.
Man må håbe for den, at de har satset rigtigt, men de gør måske klogt i at huske, hvordan det gik venstrefløjen og alle de søde forståere, som jublede over ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran. Vi hører ikke meget til dem i dag, hvilket skyldes, at de er døde.
ANNONSE