Kommentar

Det kan ikke overraske, at Hamas’s metoder nøje ligner, hvad Hitlers Einsatzgruppen bedrev i de områder, som Tyskland havde erobret under 2. Verdenskrig. Dvs. mord på kvinder, mænd, børn og nyfødte, udryddelse af hele familier og ubeskrivelige grusomheder. På nettet praler Hamas med deres gerninger, som hører hjemme i Dantes helvede.
Gennem årtier har det iranske regime, der har planlagt og implementeret den nye Holocaust, åbent proklamerer, at det var deres formål. Og Hamas følger op med erklæringer om, at de agter at dræbe hver eneste jøde i verden. Alligevel bliver Biden-regeringen og før den Barack Hussein Obama ved med at sende milliarder til Teheran.
De historiske erfaringer viser, at når nogen siger, at de vil slå dig ihjel, gør du bedst i at tage dem alvorligt.
Det nye er, at venstrefløjsgrupperinger i de vestlige demokratier går på gaden for at hylde de antijødiske forbrydelser, som vi har set i USA, Canada, Australien og andre steder. De siger, at de støtter palæstinenserne uden at fordømme de ugerninger, som de palæstinensiske mordere har begået.
Under 2. Verdenskrig, da det i 1942 stod klart for vestlige regeringer, at Hitler havde sendt jøderne i dødslejre, var der ingen demonstrationer i Storbritannien, USA, Australien eller Canada, som fejrede Holocaust, selvom der givetvis var antisemitter, som glædede sig over at komme af med deres hadeobjekt.
Venstrefløjens glæde over jødeforfølgelser er et senere fænomen.
Antisemitismen er nu blevet normaliseret på venstrefløjen, og jøderne uden for Israel synes ikke at have opdaget det, eller også er de ligeglade og bliver ved med at agitere for muslimsk indvandring, mens de i overvældende grad stemmer på den venstrefløj, der baner vej for deres udryddelse.
Det er jeg ked af – ikke mindst fordi jeg har tre jødiske børnebørn.