Kommentar
Børnehandel-film går lige i hjertet, og venstrefløjen panikker
Siden Jeffrey Epstein har mistanken om, at der foregår ting i de højeste kredse, som ikke tåler dagens lys. Epstein rekrutterede unge piger, og det var dette, der tiltrak mænd i høje stillinger. Hvorfor er klientlisterne ikke blevet kendt?
Disse spørgsmål er blevet mange, og en skeptisk offentlighed er blevet stadig mere skeptisk: Fra Hunter Biden til 85.000 migrantbørn, der kommer ind i USA og er “forsvundet”.
Fællesnævneren er en elite, der udnytter de svageste og får “alfabet”-institutionerne til at beskytte dem: FBI, DOJ, CIA, DHS, HHS skulle normalt set være dem, der sporede børnene op og beskyttede dem.
Men sådan er det ikke. I stedet er disse institutioner blevet udnyttet af onde kræfter. Den store øjenåbner var Russiagate, hvor FBI bevidst blev brugt til at tjene Hillarys interesser. FBI-agenterne, der efterforskede Trump og hans kampagne, fik ikke at vide af ledelsen, at de fulgte et dødt spor. Nogle af agenterne blev chokerede, da de fandt ud af, at de var blevet brugt. Dette er blevet afsløret af specialanklager John Durham i Durham-rapporten.
Næsten hver dag kommer der afsløringer, der viser, hvordan justitsministeriet lyver og aktivt hjælper en kriminel søn af præsidenten. Da FBI skulle ransage et lager, som Hunter havde i Virginia, blev hans advokater tipset af folk i justitsministeriet. De var ikke sene til at tømme lageret.
Retsvæsenet er blevet en parodi.
Når amerikanerne ser, hvad folk slipper afsted med i dagens Amerika, er der meget, der er inden for sandsynlighedens grænser, som ellers ville være utænkeligt.
Et af dem er seksuel udnyttelse af børn.
85.000 børn er forsvundet. Uden spor.
Filmen Sound of Freedom havde premiere den 4. juli. Den overgik den seneste Indiana Jones-film.
Folk har fået en fornemmelse af noget autentisk. Dette kan være en skandale, der er den mørkeste, der nogensinde er blevet afsløret, og bagmændene kan sidde øverst i samfundspyramiden.
Hvis publikum ikke anså emnet i filmen for at være autentisk, ville den aldrig have opnået en sådan succes.
Tim Pool siger, at det var en meget god film.
Lara Logan blev spurgt, hvorfor venstrefløjen er tavs om børnehandel, og hun svarede: Det er et spørgsmål til 36 millioner dollars.
Der er noget, der hedder negativ bekræftelse, og fordømmelsen af filmen i aviser som The Guardian bekræfter denne mistanke om, at der ligger mange lig begravet her.
Når liberale medier angriber filmen som et produkt af QAnon-filosofien, slår publikums skepsis ind. Dette er ikke et seriøst argument. Der er ingen spor af konspirationsteorier i filmen. Dette er en stråmand for at sværte filmen. Men når det drejer sig om et så alvorligt emne, slår sådanne metoder tilbage på afsenderen.
Både den britiske publikation The Guardian og websitet Jezebel hævdede, at filmen med Jim Caviezel i hovedrollen, som var baseret på den sande historie om en agent fra det amerikanske indenrigsministerium, der redder to unge børn fra menneskehandlere i Sydamerika, var forbundet med QAnon, et højrefløjsmiljø, der er blevet beskyldt for at købe ind på ekstreme konspirationsteorier.
Selvom filmen, produceret af Angel Studios og udgivet i forbindelse med 4. juli-ferien, aldrig beskæftiger sig med sådanne konspirationsteorier, mens den afslører bagsiden af den virkelige underverden af handel med sexslaver, forbinder begge medier filmen med ekstremistiske højrefløjsgrupper i et forsøg på at diskreditere den og dens succes i billetsalget.
Det, der har provokeret The Guardian og Jezebel mest, er, at hovedrolleindehaveren Caviezel har givet interviews, herunder til Steve Bannons War Room, hvor han taler om, at den mørkeste hemmelighed handler om handel med børneorganer. Børn bliver dræbt både for deres organer og for at udtrække en sjælden substans, som børn udskiller, når de er ekstremt stressede og lige før døden. Det kaldes adrenochrom og sælges på det sorte marked til fantasipriser.
“I et interview med Steve Bannon tidligere på måneden talte Caviezel længe om ‘det hele adrenochrom-imperium’ som drivkraften bag menneskehandelen. Selvom Caviezel ikke instruerede Freedom, behandler han det som et passioneret projekt og optræder i filmens trailer for at tale direkte til kameraet om dens betydning.”
Det, som publikum reagerer på, er, hvordan liberale medier forsøger at diskreditere seriøse menneskers søgen efter sandheden. Normale medier undersøger for at finde sandheden. Dagens medier er ude efter at diskreditere og sværte.
Det er gået op for publikum, at denne fremgangsmåde skjuler en dyster sandhed. Der er noget i anklagerne/mistankerne, og medier, der gerne vil fremstå som liberale, er i virkeligheden redskaber for onde kræfter.
Det er interessant, at publikum nu læser disse angreb og drager en modsat konklusion af det, medierne ønsker: Det er dem, der skjuler forbrydelsen.
