Det er 18 år siden det sidste Colditz-drama på britisk tv, hvilket tilsyneladende betyder, at de har brug for en ny serie. Og nu ser det ud til, at dramaet skal afspejle værdierne fra Storbritanniens lille kulturrevolutionære periode.

Det skriver Douglas Murray i The Spectator. Colditz var en berygtet fangelejr under Anden Verdenskrig, hvorfra det skulle være umuligt at flygte. Colditz var langt væk fra allieret jord, mellem Leipzig og Dresden. Der blev britiske officerer med en trang til at flygte fra fangenskab interneret.

At forsøge på at flygte som krigsfange er, som dem, der har været i militæret, ikke en mulighed, men en pligt.

Den nye serie er baseret på en bog af Ben Macintyre, en forfatter, der i bund og grund kopierer andres historier og gør dem lidt mere vågnevenlige.

Jeg skummede hurtigt over, det var det sædvanlige sludder med konstruerede karakterer, der passede til nutidens tidsalder. Som en arbejderklassekvinde i MI5 (der var ingen arbejderklasse MI5), som tilfældigvis var gift med en mørkhudet mand, der angiveligt var kommet til Storbritannien for at ofre sit liv for NHS.

For det gør ikke med rigtige britiske helte længere, skriver Murray.

This whole strand of the story, you may be surprised to hear, was fictional. But that is the way with these things now. You can’t just have a nice spy story about British heroes and villains.

Macintyre fortalte for nylig Hay Literature Festival, at han ønskede at afmontere “mytologien” omkring Colditz og afsløre den voldsomme racisme i fangelejren.

Det er ikke nazisternes racisme, Macintyre henviser til, men racismen blandt krigsheltene, der var i fangenskab.

Så kommer det, der fik mig til at rulle med øjnene.

Not the appalling racism of the German guards, mind. Rather, the appalling racism of the British officers imprisoned there. Douglas Bader, for instance.

Jeg regner med, at de fleste af jer ikke ved, hvem Douglas Bader var, men for mig var han en af ​​mine største barndomshelte sammen med Pelé og Kevin Keegan. For jeg er vokset op i en familie af piloter, og piloterne under krigen var blandt mine største helte.

Douglas Bader blev tidligt flyver, kom til RAF i 1928 og dimitterede som flyver og officer i 1930. Han var vild, skør og hensynsløs. Han tog store risici og brød alle reglerne.

Det endte ikke godt. Allerede i 1931’erne endte hans vilde akrobatik i en ulykke, og Bader mistede begge ben. Med proteser lykkedes det ham at genvinde sit pilotcertifikat, men han kom ikke ind i RAF igen. I ren skuffelse begyndte han at arbejde i olieindustrien, blev gift og stiftede familie.

Så kom krigen. Bader tiggede og tryglede, og til sidst fik den benløse mand lov til en testflyvning. Så blev han jagerpilot i RAF, da de havde allermest brug for det.

Han fløj først Hurricanes og derefter den berømte Spitfire-jager.

For at blive kaldt en flyverhelt skulle du skyde mindst fire fjendtlige fly ned. Bader skød ned 22 bekræftede, og sandsynligvis et antal flere, der ikke blev bekræftet. Men han fortsatte sin noget skødesløse adfærd, og har formentlig stået model for Maverick i Top Gun.

Jeg læste om Bader som dreng, og min far, som var jagerpilot, huskede ham godt. Bader var måske Storbritanniens største flyvehelt i Anden Verdenskrig, i hvert fald hvis man tager i betragtning, at den velvoksne mand manglede to ben, mens obersterne i RAF på det tidspunkt var omkring 22-23 år gamle, da dødsraten blandt piloter var så høj.

De andre var bare drenge, mens Bader var en voksen mand og mere sindssyg end dem alle sammen. Interessant nok var der også nogle fordele ved at mangle begge ben. Af denne grund kunne Bader modstå G-kræfter bedre end andre piloter, og kunne lave voldsomme bevægelser uden at besvime (en almindelig dødsårsag for jagerpiloter under krigen).

Så gik det galt igen: Bader var ikke i stand til at vende tilbage til den engelske kyst, da der var så mange mål i luften. Han endte med at kollidere med et tysk bombefly, og måtte springe ud i faldskærm.

Desværre satte det ene ben sig fast, så han landede kun med en stump og en protese.

De tyske piloter respekterede Bader, og piloterne var en slags adel under krigen. Så han blev behandlet godt. Tyskerne lod et britisk fly slippe en ny protese uden at blive angrebet. Tyskerne ærgrede sig dog lidt, da flyet efter at have sluppet Baders protese fortsatte direkte med et bombeangreb mod et nærliggende mål.

Men Bader fik sin protese, og kort efter forsøgte han for første gang at flygte. Han klarede det næsten, men blev afsløret af en fransk sygeplejerske, som fortalte nazisterne, hvor han skulle hen.

Det fik den franske sygeplejerske også 20 års fængsel for efter krigen.

Bader gav ikke op og forsøgte konstant at flygte. Han endte i Colditz sammen med andre drilske betjente. Bader bidrog i høj grad til et af de få vellykkede forsøg på at flygte, da han forstyrrede de tyske vagter, mens tre andre britiske officerer sneg sig ud på den anden side af fangelejren.

Tyskerne vidste, at Bader altid ledte efter en mulighed for at flygte, men denne gang var han en lokkefugl. De tre betjente, der flygtede, slap væk.

Bader ble tildelt den høyest mulige æren en britisk flyger kunne oppnå: Distinguished Flying Cross (DFC).

Etter krigen jobbet Bader i oljebransjen, og brukte mesteparten av sin fritid på å hjelpe andre invalide. Han ble adlet av dronning Elizabeth II for sin innsats. Han ble æresdoktor i vitenskap ved Belfast University.

Hans første kome Thelma døde av strupekreft.

Han fortsatte å fly så lenge helsen tillot det, siste flyging var i 1979. Tre år senere døde han.

Nå skal en woke idiot av en kopierende forfatter redusere denne gigantiske helten til en ondsinnet rasist.

Man begynner å gå lei av denne dritten nå.

Heldigvis er det skrevet flere bøker og laget flere spillefilmer og serier om Colditz. For de av dere som er interesserte i slike ting, så anbefaler jeg å lete litt tilbake i tiden. Boken til Pat Reid kan anbefales.

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark