Kommentar

Der er ikke den store afsætning på skriverier om USA, og det er en skam. Om man vil det eller ej, er USA fortsat leder af den vestlige verden, og uden amerikansk lederskab ville denne verden bryde sammen, for der findes ingen alternativ ledelse. EU er mestendels et bureaukratisk monster, der ser det som sin hovedopgave at fremme diverse forskruede planer om stadig mere kontrol med borgerne, stadig mere ”grøn” omstilling baseret på en ligeså forskruet påstand om menneskets magt over klimaet og endelig stadig mere islamisering og afrikanisering af Europa.
Om få årtier vil Europas oprindelige folk være mindretal i deres egne lande, og EU synes, det er en god ide.
Men vent. Er det samme ikke ved at ske i USA? Jo, og derfor er midtvejsvalget til Kongressen den 8. november så afgørende, hvis vi skal have en chance for at redde stumperne af den frie verden. Hvis demokraterne skulle få held til at bevare kontrollen over både Senatet og Repræsentanternes Hus, kan vi godt tage endelig afsked med den verden, vi kender, og som vi troede ville bestå i overskuelig fremtid.
Vi må sige tingene, som de er: Det demokratiske parti er godt på vej til at udvikle sig til et syndikat, der bruger statens institutioner til at slå ned på politiske modstandere. Det føderale politi, FBI, optræder som demokraternes Gestapo, der arresterer folk blot for at have regimekritiske meninger. Forældre, der hævder deres ret til at opdrage deres egne børn, og som protesterer mod rabiate lærere, bliver kaldt ”hjemlige terrorister” og får Justitsministeriet på nakken.
Med alle midler – og i uskøn forening med de rigeste virksomheder – fremmer den demokratiske inderkreds en woke-ideologi beregnet på at knuse kernefamilien og lægge religion for had. Ingen må nemlig have andre loyaliteter eller guder end staten.
Det demokratiske parti præsiderer over en bevidst demontering af USA. Økonomien er alvorligt skadet, efter at Biden-administrationen med et pennestrøg saboterede store dele af den amerikanske energiproduktion. Samtidig har den udpumpet gigantiske summer for at afbøde konsekvenserne af covid-nedlukningerne, som har vist sig at være uden virkning på smittens udbredelse. Resultatet er blevet en inflation, der er ved at rive tæppet væk under middelklassen, hvilket kommer demokraterne godt tilpas. Deres topstyrede stat har nemlig ikke brug for myndige og økonomisk selvberoende borgere. Indbyggerne skal gøres afhængige af staten. Man kunne kalde det en slags socialisme.
Ud fra den samme socialistiske filosofi har Biden-regimet sløjfet grænsen til Mexico, og det antages, at mindst tre millioner fremmede er strømmet ind, siden Biden kom til. Ingen ved det så nøje, for mange bliver slet ikke registreret. Meningen med denne politik må være at ændre befolkningens sammensætning med det formål at skaffe demokraterne permanent kontrol med landet ud fra den formodning, at migranter bliver statens klienter og derfor stemmer demokratisk.
Værre set fra et europæisk perspektiv er demokraternes udenrigspolitik. Bidens energipolitik, som jo også er sikkerhedspolitik, har efterladt USA stærkt svækket og dermed opmuntret Putin til at rykke ind i Ukraine og ført til en krig, der får alvorligere konsekvenser for Europa end for USA. Samtidig har den amerikanske regering skadet den mellemøstlige afspænding – kaldet Abraham-aftalerne – som præsident Trump fik i stand, og som bl.a. omfattede to af USA’s vigtigste allierede i området, Israel og Saudi Arabien. Men med sin ubegribelige tilnærmelse til saudiernes dødsfjender i Iran har Biden skaffet sig en ny fjende, som har svaret igen ved at skære ned på olieproduktionen, netop som den amerikanske præsident tiggede de saudiske prinser om at producere mere olie som kompensation for den olie og gas, som Biden har forbudt USA at producere. Biden prøver nu at komme til en forståelse med Iran og anden slyngelstat, Venezuela, for at få dem til at levere olien.
Hele denne politik beviser, at den amerikanske regerings og det demokratiske partis konstante agitation for ”den grønne omstilling” er et røgslør for en ganske anden politik, som går ud på at forarme den amerikanske befolkning og dermed øge elitens magt. Hvis Biden og hans bagmænd virkelig mente noget med deres krig mod fossil energi, ville de naturligvis ikke tigge andre om at levere den olie, som de ikke selv vil producere.
Allerværst i et strategisk perspektiv er Bidens eftergivenhedspolitik over for Kina, som har medført, at regeringen har sat en stopper for Trumps initiativer for at beskytte USA mod kinesisk indflydelse og tyveri af amerikansk teknologi. Der bliver spekuleret en del over årsagerne til denne besynderlige adfærd, men mange peger på det faktum, at Biden-familien har indgået lyssky handler med Kinas kommunistiske ledere, som har opfedet Biden-klanens bankbeholdninger, men også betydet, at magthaverne i Beijing sandsynligvis har noget på den amerikanske præsident, som de kan true med at offentliggøre, hvis han ikke retter ind.
Som man vil se, er det ikke bare USA’s skæbne, der står på spil den 8. november, men Europas og dermed Danmarks.
Ærgerligt, at de danske medier aldrig fortæller, hvad der sker i Amerika.
ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i