De amerikanske inflationstal for juni er ude, og de er skræmmende. Inflationen er nu 9,1 pct. mod 1,4 pct., da Joe Biden rykkede ind i Det Hvide Hus, og så slemt har det ikke stået til siden 1981. USA’s Bureau
of Labor Statistics oplyser, at æg er blevet 33 pct. dyrere, smør 26 pct., benzin 60 pct., flyrejser 43 pct. og beklædning 25 pct. Blot for at tage nogle eksempler på de ulykker, der rammer den gennemsnitlige amerikaner. Samtidig er reallønnen faldende. Altså: almindelige amerikanere får mindre i lønningsposen og betaler betydeligt mere for
livets fornødenheder.

Intet under, at økonomien er det dominerende tema op til midtvejsvalget i november, og intet under, at demokratiske kandidater frabeder sig at få besøg af Joe Biden til deres valgmøder.

Biden – eller hvem der nu styrer den rablende zombie – kommer med alle mulige bortforklaringer: Misæren skyldes covid, Vladimir Putin, griske olieselskaber, kødindustrien, ejerne af benzintanke, Donald Trump og republikanerne, og på det seneste siger en prominent Biden-tilhænger, at det er sommervarmen.

Man behøver imidlertid ikke at have eksamen i økonomi for at indse, at det måtte gå sådan. Det første, Biden gjorde efter at være trådt til, var at spænde ben for den amerikanske produktion af olie og gas, hvilket selvfølgelig medførte knaphed på benzin og diesel og dermed højere priser – ikke bare på energi, men på alle mulige andre varer, hvis
produktion og transport afhænger af energi. Hertil kommer, at den demokratiske administration med henvisning til covid har pumpet astronomiske summer ud i økonomien. Og når flere penge efterspørger varerne, stiger priserne.

Det er nu så slemt, at selv den prominente økonom Mohamed A. El-Erian, der plejer at støtte demokraterne, klager over de økonomiske og sociale omkostninger.

Det er svært at få traditionelle, rationelle forklaringer på Bidens politik til at slå til. Hvad kan hans regering være ude på? Hvorforstyrer han med vilje det amerikanske Titanic direkte ind i isbjerget?

Vi ved, at det intet har med klimaet at gøre, for så ville han ikke tigge diverse diktaturstater så som Venezuela, Iran og Saudi-Arabien om at levere den olie, som han har forbudt USA at producere.

Den eneste forklaring, der giver mening, er, at de rabiate ideologer, der styrer USA’s demokratiske parti, bevidst prøver at forarme den amerikanske middelklasse for at tvinge den ind i en situation, hvor den intet ejer og derfor må blive Washingtons, monopolkapitalens og storbankernes livegne.

Som en, der tvivler på konspirationsteorier, beklager jeg at måtte komme til den konklusion.