Kommentar

Jagten på det onde er blevet så stærk, at vi bliver det, vi siger, vi vil bekæmpe. Når jeg ser, hvordan vi reagerer, husker jeg majorens råd: “Når det begynder at lugte i skoven, så skal du sætte dig på en stub og tage en snus!”

“Når det begynder at lugte i skoven, skal du sætte dig på en stub og tage en snus!” Det råd fik jeg og mine kammerater under en militær videreuddannelse. Vi står midt i en svensk skov, iklædt fuldt kampudstyr, og da majoren, der trænede os, så vores overraskede ansigter, forklarede han, hvad han mente: Pointen er, at det meget sjældent er så presserende, som man tror, ​​ikke selv når kuglerne begynder at hvine rundt om hovedet på dig.

Det er nemt at handle ud fra instinkt og følelser – men som militærchef skal du give dig selv tid til at falde til ro og tænke klart, inden du træffer beslutninger, der kan koste soldaterne livet. Det handler måske om sekunder, men det er vigtige sekunder, der kan vise sig at være forskellen mellem sejr og nederlag, liv og død. Altså: Sæt dig ned på en stub, og tag en snus.

ANNONSE

Den sidste uge har fået mig til at spekulere på, om det ikke havde været godt, hvis flere af os havde taget det kursus og fået det gode råd.

Allerede i torsdags røg hele nationen i stresstilstand, for at bruge et andet militært udtryk. Vi ved alle, hvad der sker, når vi ender i det: Så mister vi evnen til at tænke kritisk, vi begynder at reagere på følelser og begå unødvendige fejl.

Men det er stresstilstand, Sverige er i, og konsekvenserne af det er klare og alvorlige. Sverige har for første gang siden 1939 besluttet at bidrage med våben til en krigsførende nation, og en hurtig optagelse i NATO diskuteres.

Indbyggerne vandrer også rundt i stresstilstand. Tonen er blevet ubegribeligt aggressiv og polariseringen er total. Sverige ser ud til at have gennemgået en polarisering i tre faser: Under migrationskrisen 2015-2016 splittes familier på grund af forskellige syn på flygtningemodtagelse, og under pandemien erklærede den ene gruppe, at den anden gruppe ikke var fuldgyldige borgere. Nu har vi skruet yderligere op for polariseringen.

En uge efter invasionen af ​​Ukraine befinder Sverige sig i, hvad der bedst kan beskrives som en hadefuld massepsykose. Ellers fornuftige og nuancerede debattører er pludselig blevet fuldstændig binære: Alt er sort eller hvidt. Ukraine er godt, Rusland er ondt, og Gud hjælpe dem, der forstår Ukraines problematiske historie eller NATO’s udvidelse mod øst. Der er absolut ingen grå nuancer, og hvis du ikke er med, er du mod. Men det er ikke nok at være pro-Ukraine, man skal hade, hade, hade Rusland og alt, hvad der kan forbindes med Rusland.

Disse hundrede procents afstandtagen skal så føres ud i livet. Tidligere forsvarsminister Mikael Odenberg (M) ville udvise alle russere fra Sverige og boykotte alle russere – uanset konsekvenserne for det svenske folk. Butikker har fjernet russiske produkter fra hylderne og man har fået forbud mod at udstille russiske katte(!). Deltagerne i dette års (påstået upolitiske og værdineutrale) Eurovision-konkurrence råber “Putin, go fuck yourself!” på scenen til publikums jubel. Biblioteker aflyser højtlæsninger på russisk. Russisktalende børn tør ikke gå i skole.

Efter tonen at dømme længes nogen efter at sætte folk op mod muren og henrette dem. Twitter og Facebook er fulde af opfordringer til at myrde ikke bare Putin, men alle, der har en mening, der på nogen måde kan tolkes som “russisk-venlig”. Senest i dag er jeg blevet mødt af et Facebook-opslag med krav om, at svenske “russiske trolde” skal anbringes i interneringslejre. Forslaget blev mødt med jubel i kommentarfeltet.

Faktisk er det lidt ironisk, at de, der siger, de hader diktator Putin, er påpasselige med ikke at tage nævneværdig ideologisk afstand fra diktator Stalins medicin.

Men det er ikke sådan folk tænker, når de er i den følelsesdrevne stresstilstand. Nej, de er De Gode og skal derfor udrydde De Onde. I mangel af henrettelsespatruljer må man nøjes med at binde, straffe og udgrænse. Fuldfører man ikke det arbejde og lader ukrudtet spire, er der risiko for, at ukrudtet vokser op og kvæler det gode.

Jeg ved ikke, hvordan du opfatter den måde at ræsonnere på, men i mine ører lyder der en advarselsklokke. Historien burde have lært os, at et folk, der bliver for overbevist om deres egen fortræffelighed, løber en meget høj risiko for at gøre sig selv til det, de påstår at kæmpe mod. Eller for at bruge et citat af Friedrich Nietzsche:

«Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird. Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.» 

“Den, der kæmper mod uhyrer, skal passe på, at han ikke derved selv bliver et uhyre. Og når du kigger ned i en afgrund i lang tid, kigger afgrunden også ind i dig.”

Jagten på det onde er blevet så stærk, at vi, langsomt og uden at lægge mærke til det, bliver det, vi siger, vi vil bekæmpe. Så selvom vi vinder – hvad har vi så vundet? Hvis vi er blevet som dem?

Det er på høje tid, at vi kæmper os ud af vores stresstilstand, tager en dyb indånding og starter forfra.

ANNONSE

Mest læst

Sådan bryder islam sammen

Russerne flygter fra Putin

Jyske oplysninger om USA