Kopierede/fra hoften

I flere måneder er antallet af mine følgere vokset med to-tre om dagen. Nu er det pludselig faldet med ca. 100 på få timer, hvilket aldrig er sket før. Det må skyldes noget, jeg har skrevet, og hvad kunne det være? Enten skriver jeg om noget, som få interesserer sig for, eller også er det noget, som folk ikke vil høre på. Den første forklaring tror jeg ikke rigtigt på, for jeg behandler vel stort set de samme temaer, som jeg hele tiden har gjort. Altså må jeg have skrevet noget, der falder læserne for brystet, og jeg tror, det drejer sig om Ukraine.
Jeg har netop skrevet om den store demonstration i Prag, hvor 100.000 protesterede mod bl.a. Tjekkiets støtte til den hårde anti-russiske kurs, og hvor en parlamentariker fra Alternative für Deutschland talte. AdF er også skeptisk til de vestlige sanktioner mod Putin.
Hvis vi baserede vores holdning på moralske overvejelser, var der ingen tvivl. Putin er en diktator, en aggressor og en krigsforbryder, som skulle smides helt ud af Ukraine. Det mener jeg også, men vi lever i realiteternes verden, og må spørge, hvordan det vil ende.
Vanskeligheden ved at forholde sig til Ukraine-krigen skyldes, at den aldrig burde have fundet sted. Og som Donald Trump mange gange har sagt, ville Putin ikke have indledt sit krigseventyr, hvis Trump havde været præsident i USA. En haj æder børnene, hvis man lukker den i svømmepølen, og en imperialist griber chancen, når han øjner svaghed hos sin modstander. Det var netop, hvad Putin gjorde, da præsident Biden som en af sine første handlinger bevidst saboterede USA’s energiproduktion. Dermed forskertsede han USA’s stilling som selvforsynende med olie og gas og gjorde Vesteuropa yderligere afhængigt af gas-import fra Rusland. Læg hertil, at Biden med sin katastrofale håndtering af retræten fra Afghanistan signalerede, at USA ikke længere var en stormagt, som han burde frygte. Altså mente Putin at have så gode kort på hånden, at han roligt kunne slå til i Ukraine, fordi Vesten var så svækket, at han ikke ville møde modstand.
Det viste sig at være en russisk fejlspekulation – især fordi ukrainerne ikke uden videre lod sig løbe over ende og dermed tvang USA og et nølende Vesteuropa til at træde i karakter.
Så her står vi. Med en krig, der aldrig burde være startet, og uden nogen indlysende udvej. De russiske styrker klarer sig dårligt på slagmarken, og flere amerikanske militæreksperter forudser et russisk nederlag. Måske har de ret, og måske vil Putin beskæmmet og vanæret erkende sin fadæse og ende med at måtte forklare en rasende befolkning, hvorfor han ofrede titusinder af russeres liv til ingen verdens nytte. Den situation vil han selvfølgelig gøre alt for at undgå, og det er derfor sandsynligt, at krigen trækker ud i lang tid.
Det ser ud til at passe de vestlige eliter udmærket. Derved får de nemlig muligheden for at sætte yderligere gang i ”den grønne omstilling” og indføre flere statsindgreb mod befolkningernes frihed og velstand.
I mellemtiden må man forvente, at den vestlige krigsmodstand vokser, som vi har set i Tjekkiet. Flere vil begynde at spørge, om vi skal lade vores økonomi ødelægge for at holde gang i en krig, der bare fortsætter og fortsætter.
Lad os være realistiske. Der er brug for en statsmand, som kan bringe krigen til ophør. Donald Trump har tilbudt sig som mægler mellem Kyiv og Moskva, men har ikke fået noget svar.
En ”deal”, som Trump ville kalde det, ville i realiteten indebære et nederlag for Putin – hvis man tager udgangspunkt i hans oprindelige krigsplaner – men nederlaget ville blive kamufleret på en sådan måde, at det så ud, som om han havde vundet noget, han kunne bryste sig af hjemme i Rusland.
ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i