Kopierede/fra hoften

Lektor Marianne Stidsen til TFS-debat, 2020; Foto: Youtube

Lektor Marianne Stidsen har været en del i medierne, for imodsætning til de fleste af hendes meningsfæller, så tager hun ingen gidsler. Retorikken er lidt hårdere, og særligt de pæne liberale falder hurtigt fra. Justitias Jacob Mchangama bed mærke i en enkelt formulering, og tærskede langhalm på ‘Stidsens rablende konspirationsteori’, og kunne så indtage den behagelige midterposition mellem venstreekstremister og ‘den antiliberale anti-wokisme’.

Woke-eliten ostrakiserer systematisk konsensusbrydere med knyttet næve, alt imens ytringsfrihedens forsvarere, hænger sig i retorikken hos sidstnævnte. Klaus Wivel anmelder Marianne Stidsens ‘Køn og identitet’ i Weekendavisen – Identitetspolitik I: Med samme våben (kræver login).

“Stidsen kalder bevægelsen totalitær. Her affyres de helt store kanoner. Men er wokebevægelsen totalitaristisk, er den det med et meget lille t. Sandt nok har den en veludviklet vilje til at forlange censur og fyringer i lighedens hellige navn, men der skal mere til end en hudfarveopdelt Pride-demonstration på Nørrebro for at kunne imponere Stalin. En twitterstorm er ikke Gulag.

Det er bogens største skævhed. Stidsen taler varmt om dannelse og humanisme, men ejer ikke evnen til en vis selvkritisk ydmyghed, hvad angår hendes modstanderes evne til at tænke fornuftigt. Det er som at høre en punker spille kammermusik. Hendes udtalte foragt for regnbuefarvede flag og hendes forsvar for mænd i Norden, der er dømt for seksuelle overgreb, antager fanatismens skær. Her spejler hun sine fjender.

Når # MeToo, Black Lives Matter og LGBT+ er blevet så store bevægelser, skyldes det jo, at deres mål umiddelbart er hæderværdige: Hvem ønsker ikke, at alle behandles ligeligt? Det er blot metoderne, der halter. Men Stidsens touretteagtige tendens til at råbe Nordkorea, hvergang hun vil lave udråbstegn, kan få selv velvillige læsere – og det bliver nok de eneste, der læser denne bog – til at overveje, om ikke hendes fjender måske alligevel har noget at byde på.”

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle