Fra Continental Observers interview med Valérie Bugault, fransk doktor i jura, den 11. august 2021. Valéri Bugault valgte selv denne overskrift for interviewet.

Valérie Bugault fremsætter her et stærkt budskab, når hun i et interview hos Continental Observers appellerer til franskmændene om at reagere, hvis de ikke vil miste deres land. En appel, der burde interessere alle europæere i denne tid.

Der er intet nyt i, at der foregår en “medindflydelse” på de europæiske regeringer fra et oligarki med egen udenomsparlamentarisk dagsorden (se nedenfor), og dermed også på den franske regering. Med sit stigende omfang, som aldrig tilnærmelsesvis har været implementeret i Frankrigs forfatning, er denne nu også begyndt at stå i vejen for den nye udvikling væk fra nationalstaterne med deres repræsentative demokratier. Det er et problem som alt for længe er blevet forbigået i tavshed over for borgerne, men som i de kommende år vil indtage en afgørende plads på alle områder i fransk (og europæisk) politik. Hun går endda så vidt, at hun fremstiller problemet som en igangværende tredje verdenskrig, der ikke føres militært, men med helt andre våben. Der er to ødelæggende faktorer for de europæiske demokratier: 

For det første har den enorme indvandring en opløsende effekt i landet, men den er i det mindste synlig. Anderledes er det med det monopolistiske oligarki, som langsomt tilraner sig den magt, der burde ligge hos befolkningen som de konstituerende elementer i den politiske betydning af en stat. Denne stat er nu ved at blive monopoliseret af en oligarkisk kaste, som er en tåget blanding af multinationale selskaber, store interessegrupper med enkeltpersoner som forkæmpere for “den nye verdensorden”. Nej, det er ikke en konspirationsteori, som den beskrives i folkemunde. Den er  sprællevende og i hastig fremmarch.

Det betyder kontrol over det økonomiske system i landet, som bla. sker gennem det politiske parlamentariske system baseret på politiske partier, som er afhængige af leverandører af kapital. Men også kontrol gennem diverse internationale institutioner, som magteliten over tid har taget kontrol med. 

“Magteliten”, et luftigt, diffust begreb, som er svært at konkretisere og indfange i nogle faste rammer. Derfor bør nævnes nogle af de enheder, som udøver magt: FN, med dets mangfoldige agenturer, WTO, EOCD, IMF, Bank for International Settlement, World Bank, Davos med den emsige formand Klaus Schwab, der har udtænkt et helt nyt samfundssystem, Great Reset, som han håber på at kunne realisere, Bilderberggruppen (der har de samme medlemmer), Trilaterale, EU og NATO. Sidstnævnte har ifølge VB en hemmelig hær, som blev oprettet efter 2. verdenskrig til kamp mod Stalin, men hvis primære opgave skulle være at beskytte kræfterne bag den nye verdensorden, og som på daværende tidspunkt opererede fra USA. I forbindelse med NATO henviser VB til Daniele Gansers værker bla. bogen “NATOs hemmelige hær”.  

På det seneste har begivenhederne i Frankrig budt på nogle større politiske manøvrer i sundhedssektoren, som ifølge VB handler uden juridisk legitimitet med et sundhedsudvalg, der nærmest fungerer som den udøvende magt i landet, siger hun. Hun mener derfor, at Frankrig med den førte politik under Macron ikke længere kan siges at eksistere, men befinder sig i en  geopolitisk overgangsfase, der vil ende med global kontrol på alle områder i samfundet. Denne kontrols omfang betyder i realiteten en global monopolistisk  overtagelse af landet (hendes betegnelse), hvilket hun mener er sket uden juridisk og politisk gyldighed.

“Jamen godt”, siger hun. “Ifølge denne logik må samtlige traktater, som er underskrevet af den nu ‘afdøde’ franske republik, altså være ugyldige og kan fejes af bordet”. VB mener derfor, at Frankrigs nuværende situation med sin identitetsændring, som nu kun er en skal omkring nogle beboere, igen skal anerkendes internationalt ifølge international ret. I det hele taget bør den afdøde republiks internationale forpligtelser ifølge hende undersøges nærmere en for en, og godkendelse af dem vil først være gyldig, når de nye politiske institutioner er blevet godkendt som legitime. Hun ender dog interviewet med at konstatere, at landet ikke er helt dér endnu ….

Konklusion

Hvilke perspektiver! Hvilken vrede og følelser af afmagt. Men måske er det på tide at tage følelserne frem og overveje, hvor meget det betyder at have et land. Symbolet på en ændring – men også på en modstand – kan dog tydeligt konstateres med det folkelige oprør, som i øjeblikket finder sted i Frankrig. Spørgsmålet er imidlertid, om dele af Europa er ved at vågne og bevæger sig imod en sprængning af det mere og mere programmerede teknokratiske samfund styret af en kvælende overadministration, der arbejder imod befolkningernes interesser. Det kan gå begge veje, men det kunne se ud som om Frankrig er et skridt forud i en positiv eller negativ retning i forhold til flere andre europæiske lande. 

*******

https://reseauinternational.net/valerie-bugault-de-facto-letat-francais-nexiste-plus-partie-1/

af Bitten-Kirsti Nielsen