Krystalgade, København. Foto: Steen Raaschou

Der var engang et lille land, hvis borgere på et splitsekund blev rundforvirrede. Uagtet, at det lille land dårligt kunne anes på et verdenskort, ville det lille land nu være verdens førende. Førende inden for alt, hvad der var førende, smart og dum-smart.

Nu skulle borgerne køre i elektriske automobiler, mens de osende dieselbiler blev sendt til Østeuropa, hvor de kunne fortsætte med at ose. Nu skulle alle være veganere, så de øvrige 194 andre af klodens lande kunne æde mere kød. Nu skulle danske brancher udryddes, så de andre lande kunne rydde bordet for at få plads til flere ordrer.

Nu skulle der ikke længere være to køn i det lille land, men 71. Fordi regeringen her mente, at det ville give større omsætning hos landets psykiatere – men tillige hos landets toilet-forhandlere, der jo hurtigt kunne ane guld, når især de offentlige toiletter skulle specialfremstilles i 71 forskellige modeller.

Nu skulle børnene ikke længere have en far og mor. Men måske en far og far eller en mor og mor. Herregud, lad dog børnene. Og deres forældre skulle ikke længere have et barn, men et barn, der leveres som byggesæt. For hvem fanden gider have et barn, der ligner naboens?

Nu skulle landets kvinder alle ved lov være koncerndirektører. Uagtet, at kun få af dem havde drømt om bare at blive direktører. Og nu skulle enlige mødre på offentlige ydelser diagnosticeres som en sygdom. For hvem pokker er i stand til at arbejde, når man har børn?

Nu skulle landets soldater sendes ud til mørke huller for at bekæmpe andre landes fjende – selvom selvsamme fjende allerede stod i det lille, omtalte land. Nu skulle der gives endnu mere ulandsstøtte til de mørke huller på verdenskortet – på trods af at de mørke næsten alle boede i det lille land.

Nu skulle alle landets borgere vaccineres, da det jo er lettere at stikke patienter end borgere. Og borgerne skulle lære at tale pænt til hinanden. Det der med at sige sandheden kan jo let skabe uro og kaos nede i befolkningen. Og borgerne skulle ikke længere listigt benytte sig af humor, satire og sarkasme i håb om på denne måde at få sandheden frem.

Til gengæld skulle borgere ej heller få mulighed for at vise deres afsky for visse af det lille lands fremmede gæster, der tydeligt viste deres afsky for landets egne borgere. For uanset deres afsky, skulle de fortsat belønnes med penge, boliger og uddannelser, betalt af de, der afskyr de, der afskyr dem.

Nu skulle selv borgere, der ønsker det lille land nedlagt, have de bedste offentlige stillinger. Ja, selv de af landets politikere, der mente, at det lille land skulle ændres til det lille, multikulturelle land, der har plads til millioner af fremmede, skulle da frit kunne udgyde deres fædrelandshad fra det lille lands fornemmeste talerstol. Og selv landets mest konservative parti, det der med “Gud, Konge og Fædreland”, skulle da også have lov til at mene, at landets politik skulle ledes fra den mægtige EU-borg nede i Bruxelles.

Nu skulle alle borgere i det lille land være lige dumme. Så de dumme blev blandet blandt de mindre dumme. Både, når det gjaldt jobs, skoler og boliger – ud fra devisen: Jo dummere borgerne er, desto klogere bliver vi politikere.

En visdom, der skulle vise sin berettigelse. Så nu skulle der ikke længere stilles krav til politikere om visdom, erfaring, mod, ære eller gisp, integritet, der jo betyder “uberørt” (læs: uafhængig). Det skulle vise sig, at politikerne i det lille land hurtigt blev særdeles berørte og rørte over denne gestus.

Peter Qvistgaard