Kommentar





Er europæerne blevet vant til terror? Det virker sådan. Selv grusomme terrorangreb er glemt efter et par dage. Europa er ved at miste sin sjæl.

Man hører eller læser ofte spørgsmålet: Hvornår får europæerne nok? Hvornår er terroristerne gået for vidt, så selv europæiske politikere reagerer, slår i bordet og siger aldrig mere!

Men jeg mener, at spørgsmålet er forkert stillet. Det forekommer mig, at reglen er: Jo mere terror, jo mere vænner vi os til det. At være forberedt på terrorangreb er “en del af det” at bo i London «part and parcel», sagde borgmester Sadiq Khan i 2017. Man kan lige så nemt erstatte London med Vesteuropa.

Stehen Daysley skriver om dette emne i The Spectator. Han skriver, at vi bestemt stadig reagerer med en vis forfærdelse, når terroren rammer, som nu netop i Liverpool. Men vores reaktioner er tomme, uden indhold.

Han nævner 9/11, som sendte chokbølger gennem en hel verden. Det var som en knytnæve i maven. Herhjemme kan vi på lignende vis beskrive reaktionerne efter 22. juli på Utøya.

ANNONSE

Briterne reagerer ikke længere så stærkt på terrorangreb, som de gjorde efter det islamistiske terrorangreb i London i 2005.

Et grotesk eksempel er reaktionerne efter terrorangrebet på en popkoncert i Manchester den 22. maj 2017, hvor en jihadist sprængte sig selv i luften uden for Manchester Arena. 22 mennesker blev dræbt, mange af dem unge piger. 119 blev såret ved angrebet.

Mindre end to uger senere sang et helt stadion ”Don’t Look Back in Anger”. Don’t Look Back in Anger

Må vi ikke mærke vreden, selv når vores børn bliver dræbt?

I Liverpool forsøgte en islamistisk terrorist at sprænge fødeafdelingen i luften. Det kan næsten ikke blive værre.

Men testen af, om vi virkelig er rystede over dette 21. århundredes primitivisme, kommer ikke i dag, men i næste uge eller næste måned.

Terroristen var en syrisk asylansøger, Emad Jamil Al Swealmeen, hvis asylansøgning blev afvist i 2014. Kort efter blev han anholdt med en stor kniv. Men han blev ikke udvist, han blev defineret som psykisk syg.

Derefter konverterede han til kristendommen, en velkendt metode til at forsøge at få opholdstilladelse.

Et kristent ægtepar, der lod ham blive hos dem i otte måneder, er chokeret over det, der er sket. sjokkerte

‘Der var intet, der tydede på, at han ville fortsætte med at blive radikaliseret.’

Læs også: Liverpool: Drosjesjåfør låste selvmordsbomberen inne i bilen da han så eksplosiver

For bare en måned siden blev David Amess dræbt i en kirke af en migrant fra Somalia. Det er næsten glemt nu.

Vi har også oplevet terror udført af muslimer for nylig, først i Kongsberg, siden på Bislett. Vi står tilbage med fem ofre, samt en gerningsmand, der blev dræbt af politiet, og som nu er hædret med et hav af blomster i centrum af Oslo.

Reaktionerne fra myndighederne er velkendte, og er med til at skabe en form for følelsesløshed i befolkningen.

Vi har mistet evnen til at forholde os til, at der er mennesker med så groteske overbevisninger, at de er villige til at sprænge babyer i luften. Vi nægter at forstå hadet mod os, fordi også vi er oplært til at føle afsky for vores egen kultur.

At forsøge at sprænge vordende mødre og babyer i luften i kuvøsen i din guds navn, dit overlegenhedskompleks eller dine personlige utilstrækkeligheder er ikke bare terrorisme, men rædsel. Det er ondskab og ondskab udført til at være så voldelig over for og at krænke menneskelig anstændighed som muligt.

Vi burde føle rædsel over, hvad der skete i Liverpool. Vi bør føle rædsel og afsky og harme, og vi bør føre disse følelser ind i offentlig politik, politisk retorik og offentlige holdninger, der mere afspejler omfanget af den ondskab, vi står over for. Når vi holder op med at føle rædsel, har vi overgivet os i vores sjæl.

At ikke alle muslimer deltager i terrorisme hjælper ikke, når antallet af muslimer i Europa bliver så højt. Der er næsten 2,7 millioner muslimer i Storbritannien. Hvis blot én promille af disse overvejer at udføre terror, så er der faktisk næsten 2.700 tikkende bomber.

Briterne tillod pakistanske muslimer på samlebånd at voldtage sårbare, unge britiske piger på næsten industrielt niveau i årtier uden at gøre noget. Overgrebene er stadig i gang.

Læs også: Grooming-skandalen fortsetter: Tre menn dømt for serievoldtekter av barn

Svenskerne trækker på skuldrene for hver gruppevoldtægt, knivstikkeri eller hver gang en bombe eksploderer.

Chokket efter at en mand fra Senegal stak sine to børn og derefter smed dem ud fra altanen 15 meter over jorden, går formentlig hurtigt over. Den tre-årige dreng døde. Den syv-årige pige fik livstruende kvæstelser.

Læs også: Barna kastet fra 15 meters høyde – det yngste barnet døde

Listen er uendelig.

Ikke desto mindre fortsætter migranterne med at strømme ind. På den polske grænse til Hviderusland udspiller der sig et drama, der kan afgøre Europas fremtid.

Selv afviste asylansøgere forbliver i Europa. I Vesteuropa er der ingen vilje til at bruge magt, undtagen mod sit eget folk. EU lader Polen gøre det lortejob for os, tak er foragt og respektløshed fra Bruxelles.

Briterne har ganske vist sendt tropper til Polen, men de har ikke viljen til at forsvare deres egen grænse.

Læs også: Frankrike bruker migranter på samme måte som Lukashenko

Det er nemt at blive modløs og give op. Mange har allerede gjort det, og doper sig med sociale medier og underholdningsprogrammer på tv. De læser ”trygge” medier, der ikke laver ridser i overfladen af ​​sandheden.

Man skal turde tage sandheden på sig, for at bevare noget af sin menneskelighed. Både Norges og Europas fremtid er på spil.

Men først og fremmest: For børnenes fremtid. Hvis ikke, har vi virkelig mistet vores sjæl.

Why aren’t we more horrified by the Liverpool bombing? 

ANNONSE