Kopierede/fra hoften

Adskillige statslige institutioner fungerer som kamporganer for den yderste venstrefløj, og i de her år, hvor den højreorienterede fjende inkluderer Socialdemokraterne, er Mette Frederiksen-regeringen måske mere lydhør. Man finder næppe flertal for at ‘defunde’ RUC og DR, men alene debatten har en positiv effekt. Fremtidens Haugbøller er måske nok glade for marxisme, Hamas og Palæstina, men de er formentligt mere glade for deres gode faste løn.

Kronik af Bent Blüdnikow på B.dk – RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning (kræver login).

“Sune Haugbølle lagde erklæringen fra Politiken på RUCs hjemmeside og udtalte til Berlingske, at det var fra RUCs mellemøstforskere, at initiativet til erklæringen kom. …

Sune Haugbølle fik i 2019 cirka seks millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt med titlen ‘Entangled Histories of Palestine and the Global New Left’, som kan oversættes med ‘Den indviklede historie om Palæstina og den globale nye venstrefløj’. På Sune Haugbølles side på universitetets hjemmeside optræder følgende projektbeskrivelse: ‘Det er afgørende for at evaluere, hvorfor det Nye Venstre gik fra at være en revolutionær bevægelse med stor opbakning til at blive marginaliseret mange steder. Muligheden for global politisk aktivisme bliver aktualiseret af protestbevægelser i nutiden, der har været med til at genoplive historikernes interesse i ungdomsoprør og revolution.’

Bemærk, at projektbeskrivelsen definerer projektet som ‘muligheden’ for global politisk aktivisme. Ved at bruge ordet ‘muligheden’ vedkender Sune Haugbølle sig til en aktivistisk forskning.Det understøttes af et interview, Sune Haugbølle gav i 2019 til RUC-bladet Tæt på Videnskaben efter at have fået de seks millioner kroner:

‘Jeg synes ikke, vi hidtil har været i dybden med det, der skete i den periode. Det er nok fordi, vi har være så fokuserede på Blekingegadebanden, men det er jo kun en lille del af historien. Alle vidste, hvem de var, men hele ideen om, at de skulle repræsentere hele venstrefløjen, er enormt skadelig, for der var en stor principiel diskussion af, hvor langt man skulle gå.’ Og Haugbølle citeres videre: ‘Hvor langt vil vi gå for at støtte revolutionære bevægelser, hvornår er det nødvendigt, og hvornår er det kriminelt, som det for eksempel er blevet for danske frivillige i Kurdistan?’ Sune Haugbølle gør fælles sag med den danske venstrefløj ved at bruge ordet ‘vi’. Det er vel ikke en forskers opgave at tale om et aktivistisk ‘vi’.

På Sune Haugbølles webside om projektet kan man læse de første artikler, som en af hans medarbejdere, ph.d. Sorcha Thomson, har skrevet: ‘A Cosmovisión of Solidarity: Anticolonial Worldmaking in Havana, Palestine and the Politics of Possibility’ Altså noget i retning af ‘En kosmopolitisk vision af solidaritet: Antikolonial verdensskabelse i Havana, Palæstina og mulighedernes politik’.

Artiklen beskriver det nære samarbejde mellem palæstinensiske aktivister og Cubas kommunister fra 1960erne (min oversættelse): ‘For palæstinenserne var det et sted, hvor forbindelser blev skabt, forbindelser der støttede bevægelsens vej til den globale scene og fortsatte som en vedvarende model for solidaritet mellem antiimperialistiske kampe (…) Udforskningen af denne historie, at genfinde dets tradition og spore dens efterliv af samarbejde, venskab og gensidige forbindelser, giver en lektie for betydningen af verdensskabelse (worldmaking) i dag, som en kollektiv praksis for en forandringssolidaritet, der har rødder i en fælles tro på muligheden af en alternativ fremtid.’

Artiklen lægger ikke skjul på forfatterens aktivisme og håbet om en revolutionær aktivisme.

ANNONSE

Mest læst